EU-Domstolen tager i en ny afgørelse om kulkraftværker stilling til, om det er nødvendigt at klassificere en foranstaltning som værende statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, TEUF, inden der tages stilling til spørgsmålet om forenelighed efter artikel 107, stk. 3, TEUF. Læs mere om den interessante afgørelse og de udslagsgivende implikationer, afgørelsen har for fremtidige vurderinger af støtteforanstaltninger.
EU-Domstolens afgørelse af 13. juni 2024 i sag C-40/23 P, Holland mod Kommissionen
Kort om sagen
Den 27. marts 2019 anmeldte de hollandske myndigheder et lovforslag om forbud mod brug af kul til elproduktion til EU-Kommissionen. Forslaget, som havde til formål at bidrage til en reduktion af CO2-emissioner, inkluderede en mekanisme til at udbetale kompensation til kulkraftværker, der blev uforholdsmæssigt påvirket af forbuddet sammenlignet med andre værker.
Holland anmeldte lovforslaget i henhold til direktiv (EU) 2015/1535 og altså ikke som en statsstøtte foranstaltning. Efter at have vurderet anmeldelsen, valgte Kommissionen at indlede en ex-officio undersøgelse af mulig statsstøtte indeholdt i lovforslaget. Den 11. december 2019 vedtog den hollandske regering loven, og Vattenfall NV, som driver ét af fem kulfyrede kraftværker i Holland, blev tildelt 52,5 mio. euro i erstatning.
Den 12. maj 2020 konkluderede Kommissionen, at man ikke på det foreliggende lovgrundlag med tilstrækkelig sikkerhed kunne vurdere, om en national domstol også ville have tilkendt en erstatning på 52,5 mio. Af den årsag kunne Kommissionen heller ikke udelukke, at kompensationsbetalingen udgjorde statsstøtte. Kommissionen vurderede dog samtidig, at foranstaltningen var forenelig med det indre marked og fandt derfor, at det ikke var nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet var tale om statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, TEUF.
Holland indbragte herefter Kommissionens afgørelse for Retten og argumenterede for, at Kommissionen manglede kompetence til at erklære foranstaltningen forenelig uden først at vurdere, om der var tale om statsstøtte. Den 16. november 2022 gav Retten Holland medhold og annullerede Kommissionens beslutning.
Sidenhen valgte Kommissionen at appellere Rettens afgørelse til EU-Domstolen med påstand om ophævelse af Rettens afgørelse.
EU-Domstolens afgørelse
Sagens kerne er således spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at fastslå, om en foranstaltning er forenelig med det indre marked efter artikel 107, stk. 3, TEUF, og artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589, førend der er taget stilling til, om der overhovedet er tale om statsstøtte efter artikel 107, stk. 1.
Kommissionen gjorde blandt andet gældende, at Retten havde begået en fejl, idet Retten nåede frem til, at artikel 107, stk. 3, TEUF, og artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589, kræver, at Kommissionen skal klassificere en foranstaltning som statsstøtte, førend den kan beslutte, om foranstaltningen er forenelig med det indre marked. I sin appel argumenterede Kommissionen for, at Rettens bogstavelige fortolkning af artikel 107, stk. 3, TEUF var for restriktiv, og at udtrykket 'støtte' anvendes i sin generelle betydning og ikke i teknisk forstand til at betegne "statsstøtte". EU-Domstolen var dog uenig og fastslog, at udtrykket 'støtte' i artikel 107, stk. 3, TEUF anvendes til at betegne statsstøtte.
EU-Domstolen bemærkede, at det er korrekt, at artikel 107 TEUF ikke indeholder processuelle regler eller direkte fastlægger Kommissionens beføjelser. Det fremgår dog af bestemmelsen, at kvalificeringen af en foranstaltning som statsstøtte efter i henhold til stk. 1 udgør en forudgående betingelse for en eventuel anvendelse af undtagelsen i stk. 3, der vedrører foreneligheden af sådanne støtteforanstaltninger.
Kommissionen henviste herudover til artikel 4, stk. 6, i forordning 2015/1589. Denne artikel indebærer automatisk forenelighed, hvis Kommissionen ikke træffer beslutning om en anmeldt foranstaltning i tide. Det blev brugt som et udtryk for, at Kommissionen ikke behøver at nå en endelig konklusion om, hvorvidt der foreligger statsstøtte. EU-Domstolen bemærkede hertil, at bestemmelsen har til formål at afhjælpe manglende udøvelse af Kommissionens beslutningsbeføjelse., Den kan dog ikke danne grundlag for, at Kommissionens kan beslutte, at en foranstaltning, som den ikke har klassificeret som statsstøtte, er forenelig. EU-Domstolen fastslog desuden, at henvisningen til en 'foreløbig vurdering' i artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/1589 ikke betyder, at Kommissionen kan afslutte den foreløbige undersøgelse uden at klassificere foranstaltningen som statsstøtte.
Vores bemærkninger
Med sin afgørelse fastslår EU-Domstolen utvetydigt, at en foranstaltning først skal kvalificeres som statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, TEUF, før Kommissionen overhovedet kan tage stilling til foranstaltningens forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3.
Det må forventes, at fremtidige vurderinger af statsstøtte vil følge en tydeligere procedurerækkefølge, hvor kvalificeringen som statsstøtte er det første trin for både EU og medlemsstater. Denne afgørelse kan give en række udfordringer i praksis. I en del tilfælde vil parterne være mindre interesserede i, om en foranstaltning faktisk udgør statsstøtte, hvis blot den bliver erklæret forenelig. Nu vil det være nødvendigt for Kommissionen at træffe en beslutning om støtteelementet, og i tvivlstilfælde (som denne sag illustrerer) kan det blive nødvendigt for Kommissionen at iværksætte en dybdegående undersøgelse. Dette indskrænker mulighederne for medlemsstater, som gerne vil forbeholde sig ret til senere at gøre gældende, at en bestemt foranstaltning ikke udgør statsstøtte, og i praksis kan konsekvensen blive, at medlemsstaterne på forhånd anerkender, at der foreligger statsstøtte for på den måde at nedbringe sagsbehandlingstiden.
Læs EU-Domstolens afgørelse i sag C-40/23.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
