Højesteret har for nyligt taget stilling til, om en part kunne fremlægge to skønserklæringer, som var tilvejebragt under en tidligere retssag vedrørende samme byggeri. Højesteret fastslog, at spørgsmålet skulle behandles efter reglen i retsplejelovens § 341 a, hvorefter sagkyndige erklæringer som udgangspunkt kan fremlægges, hvis de er indhentet før sagens anlæg. Det var uden betydning, at manglerne efterfølgende var blevet udbedret, da sagsøgte havde adgang til at stille skønsmanden spørgsmål.
I sagen havde en hovedentreprenør rejst et krav overfor sin underentreprenør om betaling for udbedring af mangler ved underentreprenørens arbejde. Under sagen fremlagde hovedentreprenøren to skønserklæringer, der var indhentet under en tidligere sag mellem hovedentreprenøren og dennes bygherre, og som angik det samme byggeri. Der var mellem parterne enighed om, at skønserklæringerne var indhentet uden A’s medvirken, samt at A hverken havde været adciteret eller procestilvarslet i sagen mellem hovedentreprenøren og bygherren.
Byretten tillod skønserklæringerne fremlagt. Underentreprenøren kærede afgørelsen til Østre Landsret, som stadfæstede byrettens afgørelse med en dissens. Landsrettens flertal fandt, at § 341 a om ensidigt indhentede erklæringer ikke fandt anvendelse på spørgsmålet.
Landsrettens flertal udtalte, at skønserklæringerne var indhentet i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn, hvorfor de ikke var omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Dertil kom, at underentreprenøren havde mulighed for at indkalde skønsmanden som vidne efter retsplejelovens kapitel 18, og der var derfor ikke grundlag for at nægte skønserklæringerne fremlagt.
Mindretallet fandt derimod, at skønserklæringerne skulle sidestilles med ensidige indhentede erklæringer, der behandles efter § 341 a, stk. 1, idet de omfattede besigtigelse og vurdering af konkrete, faktiske forhold.
Underentreprenøren kærede landsrettens afgørelse til Højesteret.
Højesterets kendelse
For Højesteret anførte underentreprenøren, at skønserklæringerne var indhentet under en tidligere retssag, hvorfor A ikke havde haft mulighed for at udøve nogen partsbeføjelser. Eftersom de påståede mangler efterfølgende var blevet udbedret, var der heller ikke mulighed for at genbesigtige ejendommen.
Heroverfor gjorde hovedentreprenøren gældende, at der var tale om skønserklæringer, der - ligesom ensidigt indhentede erklæringer indhentet før en sags anlæg – kan fremlægges i medfør af § 341 a. Desuden havde underentreprenøren mulighed for at varetage sine interesser ved at stille skønsmanden supplerende spørgsmål – uanset, at det ikke længere var muligt at besigtige de påståede mangler.
Højesteret fastslog indledningsvis, at spørgsmålet var omfattet af retsplejelovens § 341 a og tilsluttede sig derfor landsrettens mindretal. Da underentreprenøren havde mulighed for at stille spørgsmål til skønsmanden, tillod Højesteret fremlæggelsen af skønserklæringerne.
Bech-Bruuns kommentar
Højesterets afgørelse er én ud af en række afgørelser vedrørende fremlæggelsen af ensidigt indhentede erklæringer, der er afsagt indenfor de seneste år og særligt siden introduktionen af retsplejelovens § 341 a. Afgørelsen slår fast, at skønserklæringer fra tidligere sager kan anses som ensidigt indhentede erklæringer og følger reglerne for disse.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.
