Skibsværft frifundet, fordi rederi ikke kunne løfte sin bevisbyrde

Sø- og Handelsretten har fastslået, at et skibsværft ikke var ansvarligt for brande ombord på et skib, selvom brandene skyldtes en reparationsfejl fra værftets underleverandør. Årsagen var, at rederiet ikke kunne påvise, at skibsværftet havde handlet uagtsomt i relation til brandenes opståen.

Rederiet havde anmodet skibsværftet om at give tilbud på 25 års syn og diverse vedligeholdelsesarbejder på færgen M/S Princess Seaways. I forbindelse med anmodningen havde rederiet vedlagt nogle standardbetingelser angående ansvar for skader, blandt andet at værftet skulle dække enhver form for skade eller tab, som skyldtes skade på skibet eller dets udstyr som følge af værftets eller dets underleverandørers fejl eller forsømmelse.

Skibsværftets tilbud indebar modsat, at værftet fraskrev sig ansvar for indirekte tab af enhver art, og rederiet havde ved tidligere lejligheder accepteret disse vilkår. Det indbyrdes forhold mellem de delvist modstridende vilkår blev ikke udtrykkeligt afklaret i den aftale, der blev indgået.

Olie i maskinrummet

Den 17. februar 2011 om formiddagen blev der ved en fejl skåret hul på et hedolierør, da en underleverandør reparerede M/S Princess Seaways. Fejlen medførte, at cirka 200 liter hedolie strømmede ud og spredte sig i maskinrummet.

Værftet påtog sig erstatningsansvaret i overensstemmelse med parternes aftalegrundlag, da hændelsen ubestridt skyldtes uagtsomhed hos værftets underleverandør. Alt ”hot work” blev standset, og værftet påbegyndte rengøring af færgen for at sikre, at den kunne sejle planmæssigt inden for 24 timer.

Tre timer senere genoptog underleverandøren reparationen ombord på færgen, og cirka otte timer senere besluttede rederiet sig for at opstarte Saacke-kedlien – færgens eneste varmekilde – da selve opvarmningen og hovedsystemets opstart ville tage lang tid.

Efter yderligere to timer rapporterede en medarbejder fra værftet, at der var røg i casingen, hvorfor kedlen blev stoppet. Der opstod kort efter en brand, som forårsagede væsentlige skader i casingen.

Flere brande og skader på færgen

Den 20. februar – tre dage efter udslippet af hedolie – sejlede færgen fra værftet. Rederiet, værftet og Søfartsstyrelsen var alle enige om, at færgen var klar til afgang. I løbet af natten til den 21. februar 2011 opstod der dog flere brande på færgen omkring dets hovedmotor.

Rederiet fremsatte et erstatningskrav mod værftet med påstand om erstatning for de skader, som brandene havde forårsaget på færgen.

Parterne var enige om, at brandene skyldtes antændelse af den spildte hedolie. Værftet afviste dog erstatningsansvaret med henvisning til, at årsagen til brandene hverken skyldtes værftets eller dets underleverandørs fejl eller forsømmelse.

Rederiet og værftet uenige om ansvar
Rederiet mente, at brandene opstod som følge af antænding af hedolie, som ikke var blevet behørigt oprenset af værftet. Rederiet mente derfor, at brandene var en umiddelbar forlængelse af udslippet af olien, hvorfor brandene kunne henføres både til ansvaret for hedolieudslippet og til mangelfuld oprensning.

Rederiet fremhævede, at ansvaret påhvilede værftet, medmindre værftet kunne påvise, at rederiet havde foretaget selvstændigt ansvarspådragende handlinger ved at håndtere forløbet efter olieudslippet på uagtsom vis.

Værftet mente derimod, at et ansvar kun kunne pålægges værftet, hvis rederiet kunne påvise, at brandene kunne tilskrives konkret påviselige fejl og forsømmelser fra værftet eller dets medarbejderes side. Værftet anførte, at selvom det var ubestridt, at hullet på hedolierørtet skyldtes værftets fejl, kunne den lækkede hedolie ikke medføre brand, uden at olien havde været i kontakt med en varmekilde.

Værftet mente således, at rederiet havde optændt kedlen til hedoliesystemet for tidligt i strid med instruktioner fra værftet, og at dette medførte åbenbar brandrisiko.

Sø- og Handelsretten: Rederi har ikke godtgjort et ansvarsgrundlag for værftet

Sø- og Handelsretten mente ubestridt, at der var sket antændelse af den spildte hedolie i forbindelse med brandene. Alligevel blev skibsvæftet frifundet fra erstatningsansvar for skaderne, fordi rederiet ikke kunne påvise, at værftet havde handlet uagtsomt.

Retten bemærkede, at branden ikke opstod ved olieudslippet, men først otte timer senere i forbindelse med, at en ekstern varmekilde måtte have antændt hedolien. Den omtalte kedel afgav røggas med en temperatur på 290 grader, mens den lækkede olies selvantændelsespunkt er 350 grader. Hedoliens flammepunkt er imidlertid 250 grader, og på det tidspunkt, hvor hedolien blev antændt, var der besætningsmedlemmer fra skibet og værtsmedarbejdere til stede, der alle måtte have været klar over, at der tidligere på dagen havde været et olieudslip.

Retten lagde vægt på, at selvom årsagen til antændelsen ikke kunne anses for at være klarlagt, måtte antændelsen have krævet en ekstern varmekilde, og branden måtte efter de foreliggende oplysninger anses for at være opstået i tæt tidsmæssig sammenhæng med opstart af kedlen. Det fik derfor afgørende betydning for sagens udfald, at rederiet havde ansvaret for betjeningen af kedlen, uanset om værftet havde givet tilladelse til opstart af denne.

Retten konkluderede derfor, at rederiet ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at antændelsen af hedolie omkring otte timer senere efter udslippet kunne henføres til en uagtsom handling hos nogen, som værftet svarede for. Rederiet havde derfor ikke godtgjort et ansvarsgrundlag for værftet for branden den 17. februar 2011.

For så vidt angår brandene i løbet af natten til den 21. februar 2011 fandt retten, at rederiet var tilsynspligtigt og ansvarlig for skibets sikkerhedsmæssige tilstand efter en gennemgang af maskinrummet med Søfartsstyrelsen og værftet, da valget om at afsejle færgen alene var rederiets beslutning.

IUNO mener


Dommen illustrerer, hvor stor betydning parternes indbyrdes aftale får i praksis, når der skal statueres et ansvar i forbindelse med hændelige uheld. En aftalepart kan efter omstændighederne blive erstatningsansvarlig for skader, hvis den faktiske årsag ikke kan fastslås, såfremt aftaleparten ikke kan løfte sin bevisbyrde for, at skaden er sket som følge af den anden aftaleparts uagtsomme handling.

Selvom det var klart, at branden den 17. september 2015 aldrig ville være opstået, hvis værftet ikke ved en fejl havde skadet olierøret, medførte den konkrete aftale altså, at værftet ikke kunne pålægges et ansvar for branden.

Dommen viser således, at en aftalemæssig regulering af ansvarsgrundlag har stor betydning, hvis der opstår krav mellem parterne. Af særlig stor betydning er det, hvorledes aftalens bestemmelser er formuleret, da disse er bestemmende for, hvem af parterne, der skal løfte den svære bevisbyrde i forbindelse med krav, der udspringer af hændelige uheld.

[Sø- og Handelsrettens dom af 2. juni 2015, sag S-21-13]