Dom om ansvar for ulovlig tilbageholdelse af skib for bunkerskrav

Tidsbefragteren betalte ikke bunkersleverandøren, der på den baggrund den 9. maj 2024 indgav en anmodning til en domstol i Mozambique om arrest af skibet ”Y”, der ligeledes var ejet af det vietnamesiske rederi. Der var således tale om et ”søsterskib” til ”X”. Skibet ”Y” var på det pågældende tidspunkt bortfragtet af rederiet til en befragter. Begæringen om arrest var støttet på Arrestkonventionen af 1952, jf. Art 3(1).

Den 10. maj 2024 besluttede en domstol i Mozambique at tilbageholde skibet ”Y” på baggrund af bunkersleverandørens  arrestanmodning. Dette skete uden forudgående høring af det vietnamesiske rederi.

I arrestbegæringen til retten i Mozambique havde bunkersleverandøren ikke anført, at det vietnamesiske rederi var ansvarlig for betalingen for bunkerskøbet, der lå til grund for arrestbegæringen, men fremført, at tidsbefragtereren, der havde afgivet bestillingen, hæftede.

Den 27. juni 2024 ophævede retten tilbageholdelsen af ”Y” og besluttede, at anmodningen om arrest ikke blev taget til følge. Hovedbegrundelsen var, at artikel 3(1) og 3(4) i Arrestkonventionen af 1952 ikke gav mulighed for arrest i skibet ”Y” for kravet for levering af bunkers til ”X”, idet der efter mozambiquisk ret, jf. Arrestkonventionens art. 3(4), ikke kunne foretages søsterskibsarrest for kravet, som ejeren af søsterskibet ikke hæftede for. 

Da skibet ”Y” på det tidspunkt, hvor afgørelsen blev truffet, havde været tilbageholdt siden den 10. maj 2024, havde rederiet lidt tab, herunder bl.a. hyretab. Rederiet anlagde på denne baggrund en retssag imod den danske bunkersleverandør ved Sø- og Handelsretten i København med krav om erstatning med USD 619.724,89 for ulovlig arrest.

Bunkersleverandøren påstod frifindelse:

Der var enighed om at det skulle afgøres efter mozambiquisk ret, hvorvidt bunkersleverandøren var erstatningsansvarlig.  

Rederiet gjorde bl.a. til støtte for sit krav om erstatning bl.a. gældende

• At bunkersleverandøren havde handlet ansvarspådragende ved at begære søsterskibsarresten, idet bunkersleverandøren burde have forstået, at der ikke var et juridisk grundlag for en sådan arrest;
• At bunkersleverandøren i arrestbegæringen alene henviste til Arrestkonventionens Art 3(1), men ikke til Art. 3(4), der i mozambiquisk ret udelukkedes søsterskibsarrest, og
• At det var uden betydning, at bunkersleverandøren inden arresten blev begæret havde modtaget juridisk bistand, og at advokatfirmaet, der havde bistået, ikke havde gjort opmærksom på, at arrest ikke kunne foretages. 

‍

 Bunkersleverandøren gjorde på sin side bl.a. gældende:

• At sagsøgte inden arresten blev begæret indhentede rådgivning fra bl.a. mozambiquiske advokater;
• At sagsøgte hverken i forbindelse med anmodninger til domstolen i Mozambique eller sagens behandling i øvrigt harvde begået fejl eller forsømmelser; og
• At sagsøgte ikke havde givet faktuelle forkerte oplysninger eller på anden måde handlet ansvarspådragende.

Rettens afgørelse

Retten frifandt bunkersleverandøren for kravet. Retten fandt, at skibet ”Y” uberettiget havde været til tilbageholdt i Mozambique grundet bunkersleverandørens arrestbegæring, men retten fandt ikke, at bunkersleverandøren havde handlet ansvarspådragende ved at begære arresten. Retten udtalte bl.a. følgende:

”Det må på baggrund af de afgivne erklæringer og afhøringen af de to eksperter i retten lægges til grund, at erstatningsansvar i nærværende sag efter mozambiquisk ret forudsætter, at  [bunkersleverandøren] handlede dadelværdigt, uagtsomt eller uden sædvanlig agtpågivenhed (”normal prudence”) ved indlevering af arrestanmodningen. Det må endvidere lægges til grund som ubestridt, at det efter mozambiquisk ret er sagsøgeren, der har bevisbyrden for det dadelværdige forhold.

Retten bemærker dernæst, at det er ubestridt, at [bunkersleverandørens] arrestanmodning af 9. maj 2024 indeholdt alle de faktiske oplysninger, domstolen skulle bruge for at tage stilling til anmodningen, og at oplysningerne var korrekte. Det fremgik således navnlig, at der var tale om arrest i et skib, hvor skibets ejer ikke havde indgået aftalen om levering af bunkers, og hvor bunkerleveringen ikke var sket til det skib, man ønskede arrest i, men til et andet skib ejet af samme ejer, men befragtet på tidscerteparti til en befragter. Retten bemærker hertil, at det må have formodningen imod sig, at det i sig selv skulle udgøre culpøs handling, at en part eller en advokat indgiver en anmodning til retten uden at redegøre for det retsgrundlag, som kan tale imod, at anmodningen tages til følge […]. Dertil kommer, at det er [Rederiets] bevisbyrde at påvise, at anvendelsen af undtagelsen i arrestkonventionens artikel 3(4) under mozambiquisk ret ville være så indlysende, at selve indleveringen af en anmodning om arrest af et søsterskib i en situation som den foreliggende udgør et misbrug eller en culpøs anvendelse af retssystemet. Denne bevisbyrde findes ikke løftet.”

Bemærkninger:

En arrestrekvirent vil efter loven i mange tilfælde ifalde ansvar for at foretage arrest, hvis kravet, som udgør grundlaget for arrestbegæringen, ikke består, herunder at den som arrestbegæringen rettes imod, ikke hæfter for fordringen eller i øvrigt, hvis arresten af andre grunde må anses for uberettiget. I mange tilfælde, herunder i sager om hæftelse for betaling af bunkers, vil der foreligge tvist om, hvorvidt ejeren af det skib, som de solgte bunkers er leveret til, hæfter for betalingen. I mange jurisdiktioner er det en betingelse for at foretage arrest, at ejeren af skibet hæfter for kravet. I sagen for Sø- og Handelsretten havde bunkersleverandøren afdækket, at en arrest i Mozambique ikke forudsatte, at ejeren af hæftede for det krav, som begrundede arresten og begærede arresten foretaget. Det bemærkes, at det ikke på det pågældende tidspunkt var fastslået, at ejeren ikke hæftede for bunkerskravet,  og bunkersleverandøren kunne således have anført i arrestbegæringen, at ejeren efter bunkersleverandørens opfattelse hæftede. Det gjorde bunkersleverandøren ikke, og sagen kom derfor til alene at dreje sig om, hvorvidt der kunne foretages arrest i et søsterskib for et krav, som ejeren af søsterskibet ikke hæftede for. Retsstillingen i Mozambique udelukkede på dette punkt arrest. At arresten blev begæret var imidlertid ikke i sig ensbetydende med, at arrestrekvirenten ifaldt ansvar. Retten fandt, at det ikke i sig selv var ansvarspådragende at begære arrest, idet det ikke var åbenbart, at betingelserne for arrest ikke var opfyldt. Det er ikke altid klart, hvornår et ansvar kan ifaldes. Modtager arrestrekvirenten f.eks. rådgivning om, at det er tvivlsomt, om arrest kan foretages, vil det kunne være usikkert, om begæring af arrest vil være ansvarspådragende.Tilfælde af retsmisbrug af arrestinstituttet vil medføre ansvar.