Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Omfatter reklamationsreglen i NSAB 2015 også speditørens påståede misligholdelse af en rammekontrakt?

WSCO Advokatpartnerselskab
24/10/2025
Omfatter reklamationsreglen i NSAB 2015 også speditørens påståede misligholdelse af en rammekontrakt?
WSCO Advokatpartnerselskab logo
Vestre Landsret har netop afsagt kendelse i en sag om, hvorvidt NSAB 2015 kunne anses for vedtaget i kraft af en henvisning til bestemmelserne i en ”Co-operation Agreement”, og om reglerne i NSAB 2015, i givet fald, fandt anvendelse ved stillingtagen til, om Transportkøberen havde reklameret rettidigt over for Transportørens ophævelse af den pågældende ”Co-operation Agreement.

1. Faktiske omstændigheder

Sagen angik en rammeaftale - betegnet “Co-operation Agreement” - mellem en Transportør og en Transportkøber om udførelse af 800 containertransporter til en fast pris pr. container. Co-operation Agreement havde karakter af en overordnet ramme, mens de enkelte containertransporter, som skulle udføres under rammeaftalen, skulle bookes særskilt og afvikles løbende. Co-operation Agreement indeholdt en inkorporeringsklausul: “All services rendered are subject to the General Conditions of the Nordic Association of Freight Forwarders (NSAB 2015)” og angav dertil en bestemmelse om, at “Cargo Owner subject themselves to NSAB 2015.”


Ordlyden svarer til den henvisningstekst, som Danske Speditører anbefaler til brug for vedtagelse af NSAB 2015, både på dansk og engelsk.


I sensommeren 2021 meddelte Transportøren, at globale forstyrrelser på fragtmarkedet – bl.a. som følge af COVID-19 og følgerne af Suez-blokeringen – indebar en force majeure-lignende situation, som ville betyde, at transporterne ikke kunne gennemføres som forudsat. Konkret oplyste Transportøren den 15. september 2021, at man ikke ville kunne afskibe de resterende 425 af 800 containere inden 30. september 2021, dog med tilbud om fortsat assistance efter aftalens udløb.


En del af uenigheden herefter vedrørte pris og kapacitet: Transportørens underleverandør kunne ikke levere den forudsatte volumen; Transportøren foreslog alternative løsninger (herunder jernbane eller søtransport til markedspriser), som Transportkøberen ikke fandt økonomisk acceptable.


Den 6. oktober 2021 ophævede Transportøren Co-operation Agreement. Transportkøberen anfægtede ved en e-mail af 7. oktober 2021, at der var grundlag for at ophæve aftalen, og forbeholdt sig alle rettigheder som følge heraf. 


Ved et brev af 27. december 2021 opgjorde Transportkøberen et erstatningskrav baseret på de omkostninger, som Transportkøberen skulle betale til Mærsk for udførte erstatningstransporter.


Under sagen gjorde Transportkøberen gældende, at NSAB 2015 ikke var vedtaget for Co-operation Agreement og i øvrigt alene finder anvendelse på konkrete transportaftaler og ikke på en rammeaftale med generelle vilkår. Denne argumentation byggede dels på, at rammeaftaler ikke i sig selv udgør transportaftaler, dels på en betragtning om, at NSAB 2015 primært regulerer “ydelser leveret” underen bestemt transport. Disse synspunkter blev udfoldet med henvisning til, at samarbejdsaftalen indeholdt en række ikke-transportretlige bestemmelser (betaling, fortrolighed, GDPR mv.), og at NSAB derfor ikke kunne tænkes at gælde “generelt” for en rammeaftale.


Transportøren gjorde heroverfor gældende, at NSAB 2015 var vedtaget og bestemmelserne heri generelt regulerede parternes forpligtelser baseret på Cooperation Agreement. Transportøren afviste på den baggrund erstatningskravet og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at Transportkøberen havde reklameret for sent, jf. reklamationsreglen i NSAB 2015, § 27, og at kravet dermed var fortabt. 


2. Kendelsens resultat og begrundelse

Landsretten fastslog, at NSAB 2015 var gyldigt vedtaget mellem parterne, og at regelsættet regulerede de ydelser, som speditøren skulle præstere i henhold til Co-operation Agreement. Retten anførte, at det forhold, at kravet angik ydelser, som - efter Transportkøberens opfattelse - ikke var blevet leveret, ikke kunne føre til en anden vurdering. Med andre ord fandt NSAB 2015 også anvendelse, selv om tvisten vedrørte påstået manglende opfyldelse af Co-operation Agreement.


Da NSAB 2015 var vedtaget som grundlag for parternes aftaleforhold, opstod spørgsmålet, om Transportkøberen havde reklameret rettidigt i henhold til NSAB 2015 § 27. Det afgørende er efter bestemmelsen, hvornår Transportkøberen fik eller burde have fået kendskab til de forhold, der kunne begrunde et krav.


Landsretten fastslog, at det først ved ophævelsen den 6. oktober stod klart, at de resterende transporter ikke ville blive gennemført. Den tidligere meddelelse i august, hvori Transportøren alene oplyste, at gennemførelsen af de resterende transporter ville være vanskelig, kunne ikke anses for at udløse reklamationsfristen. Landsretten lagde vægt på, at misligholdelsen først blev endelig og utvetydig ved ophævelsen, hvorfor fristen skulle regnes herfra.


Indsigelsen fremsat den 7. oktober blev derfor anset for afgivet ”uden unødigt ophold” og inden for 14-dagesfristen i § 27. Retten fastslog endvidere, at en rettidig skriftlig reklamation, hvori der tages udtrykkeligt forbehold om krav, er tilstrækkelig til at bevare kravet. Det er ikke en betingelse, at en beløbsmæssig opgørelse fremlægges samtidigt, forudsat at modparten rettidigt modtager klar meddelelse om, at ansvar gøres gældende.


Transportørens påstand om for sen reklamation blev herefter ikke taget til følge. 


3. Almindelige bemærkninger

For kontraktpraksis i transport- og logistiksektoren giver kendelsen et udgangspunkt: Hvis parterne ønsker, at en rammeaftale skal være undergivet reglerne i NSAB 2015, skal disse regler inkorporeres i selve rammeaftalen.


Kendelsen er samtidig en påmindelse om, at bestemmelser i NSAB 2015, efter en konkret fortolkning, kan komme til anvendelse ved stillingtagen til almindelige tvister om spørgsmål, der ikke direkte er reguleret af NSAB 2015, men vedtaget i en samarbejdsaftale, der sigter til at fastlægge de generelle rammer omkring parternes samarbejde, herunder omfanget af en parts forpligtelser til at levere en nærmere fastsat transportkapacitet.


Kendelsen viser, at reklamationsfristen i NSAB § 27 vil kunne anses for overholdt, hvis kunden fremsætter et generelt forbehold / reservation om at ville fremsætte krav, uden at der samtidig fremsættes et konkret krav om erstatning eller på anden måde gøres misligholdelsesbeføjelser gældende.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Denne artikel er udgivet efter aftale med WSCO Advokatpartnerselskab. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Eksterne investorer - Hvor, hvornår og hvordan?
Jurainfo logo
EXCLUSIVE
VIDEO
Eksterne investorer - Hvor, hvornår og hvordan?
Mange iværksætter overvejer før eller siden om de skal have eksterne investorer ind. Hvad skal man gøre sig af overvejelser inden man vælger at tage investorer ind i sin virksomhed?
Bruger du Contract Management strategisk?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Bruger du Contract Management strategisk?
Hvordan bruger du contract management strategisk i din forretning? Hvorfor er det vigtigt, når vi oplever globale pandemier og den verserende krig i Europa?
Erhvervslejekontrakter - Her er de typiske fejl du skal være opmærksom på
Jurainfo logo
EXCLUSIVE
VIDEO
Erhvervslejekontrakter - Her er de typiske fejl du skal være opmærksom på
Hvad skal du være opmærksom på ved erhvervslejekontrakter. Det kommer advokat, Kristina Meier Risbjerg, ind på her.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Unges køb af bolig med hjælp fra forældre eller indirekte forældrekøb
Unges køb af bolig med hjælp fra forældre eller indirekte forældrekøb
19/05/2026
Skatte- og afgiftsret, Finansieringsret og bankret, Kontraktret, Entrepriseret og fast ejendom, Compliance
Ny industrialliance skal styrke nordisk konkurrenceevne
Ny industrialliance skal styrke nordisk konkurrenceevne
27/05/2026
EU-ret, Compliance, Konkurrenceret
Teknologiretlige nyheder - marts og april 2026
Teknologiretlige nyheder - marts og april 2026
20/05/2026
Persondataret, IT-ret, Compliance, EU-ret
EDPB udgiver flere nye lettilgængelige vejledninger
EDPB udgiver flere nye lettilgængelige vejledninger
20/05/2026
Persondataret, Compliance
Afståelse af erhvervslejemål: hvad er dine rettigheder, risici og krav til processen?
Afståelse af erhvervslejemål: hvad er dine rettigheder, risici og krav til processen?
26/05/2026
Lejeret, Kontraktret, Entrepriseret og fast ejendom
Konsulenten – Selvstændig eller lønmodtager
Konsulenten – Selvstændig eller lønmodtager
02/06/2026
Ansættelsesret og arbejdsret, Skatte- og afgiftsret, Kontraktret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted