Skatteministeriet dømt og frifundet i to sager om forskelsbehandling på grund af handicap

To afskedigede medarbejdere var handicappede i forskelsbehandlingslovens forstand, men kun den ene af medarbejderne var berettiget til en godtgørelse.

Om baggrunden for afskedigelsesrunden og selve udvælgelsesprocessen henvises til nyheden ”Skatteministeriet frifundet i tre sager om påstået aldersdiskrimination”, herunder opmandens konstatering af, at det var sagligt at afskedige en medarbejdergruppe med det formål at frigive midler til at ansætte medarbejdere med andre kompetencer.

Spørgsmålet om, hvorvidt de to afskedigelser var i strid med forskelsbehandlingsloven faldt forskelligt ud. Opmanden fandt dog i første række, at begge medarbejdere var handicappede i lovens forstand.

I begge sager fandt opmanden, med afsæt i EU-domstolens dom af 11. april 2013 (tidligere omtalt i vores nyhedsbrev) sammenholdt med de konkrete lægelige oplysninger, at særligt varigheden af begge medarbejderes sygdomsperioder (flere år) og indgåelse af henholdsvis en § 56-aftale og en udtalelse om erhvervsevnetab fra Arbejdsskadestyrelsen understøttede, at de på opsigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Begge vurderinger bidrager til forståelsen af, hvornår længerevarende sygdom er et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand med deraf følgende beskyttelse af arbejdstageren.

Opmandens vurderinger
I den ene sag fandt opmanden ikke, at der var påvist sådanne faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at Skatteministeriet havde forskelsbehandlet på grund af handicappet (sag nr. 4). Bevisbyrden skulle derfor ikke vendes efter forskelsbehandlingslovens § 7a. Opmanden mente således at kunne lægge til grund, at hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger var gennemført, jf. § 2a i forskelsbehandlingsloven, ligesom det ikke kunne antages, at udløbet af § 56-erklæringen havde haft indflydelse på afskedigelsen.

I fortsættelse af denne konstatering foretog opmanden en tæt vurdering af de fremlagte bevisligheder. På grundlag af de afgivne forklaringer om erfaringerne med omlægning af medarbejderens arbejdeopgaver flere år tilbage og oplysningerne om, at vedkommende afskedigelse slet ikke havde påvirket arbejdsbelastningen i kontoret, fandt opmanden ikke, at Djøf havde bevist forskelsbehandling.

I den anden sag fandt opmanden, at der var påvist sådanne faktiske omstændigheder, som medførte, at bevisbyrden skulle vendes, jf. § 7a i forskelsbehandlingsloven (sag nr. 5). Opmanden lagde særlig vægt på, at afskedigelsen skete i nær tidsmæssig sammenhæng til en lang sygeperiode.

Ved den konkrete bevisvurdering lagde opmanden afgørende vægt på, at der ikke var dokumenter, som understøttede, at medarbejderens produktivitet var ringere end andres før hendes sygemelding. Hun havde heller ikke fået advarsler eller modtaget tilkendegivelser om, at hendes arbejdsindsats ikke var tilfredsstillende. Herefter var en sagsoversigt og de afgivne forklaringer fra lederne ikke nok til at godtgøre, at der ikke va sket forskelsbehandling. Begrundet i den meget lange anciennitet på 24 år fik medarbejderen en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Se kendelse vedr. sag nr. 4 her.

Se kendelse vedr. sag nr. 5 her.