Skadelidt tilkendt sagsomkostninger, da han havde fået medhold i sagens tyngdepunkt

Den konkrete sag vedrørte et spørgsmål om erstatning og godtgørelse i anledning af en arbejdsulykke, som A kom ud for i 2013, mens han var ansat hos X-ApS. Forud for sagens behandling i Højesteret, havde spørgsmålet både været forelagt byretten og landsretten.

A gjorde i byretten gældende, at X-ApS skulle betale 1.067.951 kr. For landsretten var kravet reduceret til 701.673 kr.

Ved landsrettens dom fik A medhold i, at X-ApS var erstatningsansvarlig, og blev tilkendt 191.731 kr. For så vidt angik sagens omkostninger, fandt landsretten, at X-ApS’ forsikringsselskab som mandatar for X-ApS skulle betale sagsomkostninger for både byretten og landsretten med i alt ca. 80.000 kr.

Forsikringsselskabet indbragte sagsomkostningsafgørelsen for Højesteret med principal påstand om ophævelse af sagsomkostninger, subsidiært at A blev tilkendt et mindre beløb.

Højesterets afgørelse

Det følger af retsplejelovens § 313, stk. 1, at når hver af parterne for en del taber og for en del vinder en retssag, fastsættes fordelingen af sagens omkostninger efter rettens skøn.

Forsikringsselskabet gjorde, med henvisning til retsplejelovens § 313, stk. 1, gældende, at A alene havde fået delvist medhold og blev tilkendt 191.731 kr., der svarede til 18 procent af den oprindeligt nedlagte påstand. Det var forsikringsselskabets opfattelse, at der ved opgørelsen af sagsomkostninger måtte tages udgangspunkt i A’s oprindelige påstand på 1.067.951 kr. og ikke påstanden for landsretten på 701.673 kr., da A først kort forinden hovedforhandlingen for landsretten erkendte, at hans fleksjobydelse ikke skulle indgå i fastsættelsen af hans årsløn, og derfor nedsatte sin påstand.

Heroverfor gjorde A gældende, at X-ApS oprindeligt afviste, at der var et ansvarsgrundlag. A fik derfor ikke alene medhold i en del af det påstævnte beløb, men også i at X-ApS i det hele taget var ansvarlig for arbejdsskaden. Der kunne derfor ikke alene tages højde for det beløbsmæssige resultat, men også til at retten havde fundet, at der var grundlag for at rejse kravet.

Højesteret fandt herefter, at sagens væsentligste omdrejningspunkt var, om X-ApS var erstatningsansvarlig og ikke den beløbsmæssige udmåling af erstatningskravet. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens afgørelse om sagsomkostninger.

Bech-Bruuns kommentar

Højesterets kendelse bidrager til forståelsen af det skøn, som retten udøver i medfør af retsplejelovens § 313, stk. 1. Uanset om sagsøger kun i mindre omfang har fået medhold i sit krav, kan der ikke bortses fra, at tildeling af erstatning forudsætter, at der er et ansvarsgrundlag, og hvis dette fra starten blankt afvises af sagsøger, kan en sag i sig selv være nødvendiggjort og begrunde sagsomkostninger. Reglen om, at der (kun) ses på graden af medhold, synes således hovedsageligt at skulle anvendes i tilfælde, hvor ansvaret er anerkendt.