Retsmægling - det nye (tekniske) udgangspunkt
Hvad er retsmægling?
Retsmægling er en forhandling, der ledes af en neutral retsmægler (typisk en dommer eller en advokat). Det er baseret på frivillighed og kan derfor kun gennemføres, hvis begge parter ønsker det. Parterne kan selv bestemme rammerne for retsmæglingen, der som udgangspunkt er fortrolig. Formålet med retsmægling er at finde en mindelig løsning på parternes konflikt.
Retsmægleren træffer ikke nogen afgørelse og deltager ikke i afgørelsen af retssagen, hvis parterne ikke når til enighed, og sagen derfor fortsætter sin gang ved domstolene.
I 2022 gennemførte byretterne i alt 516 retsmæglinger i civile sager, hvoraf 323 (svarende til ca. 62,5 %) blev sluttet med aftale ved retsmægling.
Også Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsnævnet (entreprisesager) kan facilitere mæglingsprocesser (mediation).
Fordele og ulemper ved retsmægling
Det er ikke unormalt, at parterne skal vente mere end 1 år på at få berammet en sag ved domstolene. Parterne kan derimod typisk få en tid til retsmægling inden for nogle uger eller 1-2 måneder. Muligheden for at få løst konflikten på et langt tidligere tidspunkt er en oplagt fordel for parterne.
En anden fordel for parterne er, at de selv kan bestemme og forme udfaldet af (løsningen på) konflikten, herunder inddrage flere og andre interesser, end de, der kunne have været inddraget i en dom.
Ulempen ved retsmægling er, at det kan være et "unødigt processkridt", hvis parterne ikke når frem til en løsning. Selv i det tilfælde har parterne dog normalt udbytte af processen, og retsmægling kan desuden oftest gennemføres uden udsættelse/berosættelse af retssagen.
Hvad betyder det nye tiltag?
Ved anlæg af civile sager har sagsøger og sagsøgte hidtil skullet vælge retsmægling til, når de indleverede hhv. stævning og svarskrift på domstolenes sagsportal. Fra i dag er feltet autoudfyldt, så parterne i stedet aktivt skal fravælge retsmægling.
Hvis begge parter ønsker retsmægling (ikke fravælger retsmægling), vil retten indkalde til retsmægling, som dog vedbliver at være frivilligt.
Vores erfaring
Det kan være tids- og ressourcekrævende at føre rets- og voldgiftssager. Vi vil derfor altid, i samråd med vores klient, sondere mulige forligsmæssige løsninger.
Selv hvis parterne forud for en retssag forgæves har forsøgt at finde en mindelig løsning, vil vi altid overveje, om der - i den pågældende sag - kan være fordele i alligevel at gennemføre en retsmægling. Vores overvejelser vil navnlig være baseret på en afvejning af vores juridiske vurdering af klientens position (det sandsynlige udfald af en retssag), omkostninger, tid, ressourcer og evt. muligheden for at bevare parternes samarbejdsmuligheder.
Vi har bistået klienter igennem hele forløbet og har overordnet gode erfaringer med konceptet.
Vil du vide mere?
Vi hjælper gerne med at forberede og afvikle retsmægling - kontakt endelig en af vores specialister, hvis du vil vide mere.