Principiel højesteretssag om forældelse af erstatningskrav

Højesteret afsagde den 10. februar 2015 dom i en principiel sag om, hvorvidt forældelsesfristen for et erstatningskrav rejst af en skadelidt var afbrudt foreløbigt ved en isoleret bevisoptagelse, hvor skadelidte ikke selv var part.

Skaden (en brandskade) opstod den 12. juli 2007, men den skadelidte indgav først en stævning den 27. december 2010, og dermed mere end 3 år efter skaden var indtrådt.

Skadelidte gjorde under sagen gældende, at forældelsesfristen var blevet foreløbigt afbrudt, fordi der blev iværksat en isoleret bevisoptagelse, som først blev afsluttet den 23. april 2010, og at hans uforsikrede krav derfor tidligst blev forældet et år senere, den 23. april 2011, jf. forældelseslovens § 21, stk. 4.

SKADELIDTE VAR IKKE PART I BEVISOPTAGELSE
De potentielle skadevoldere gjorde derimod gældende, at skadelidte ikke havde været part i den isolerede bevisoptagelse, som var blevet rekvireret af skadelidtes forsikringsselskaber som led i behandlingen af deres mulige regreskrav mod de to indstævnte for den forsikringsdækkede del af skadelidtes tab.

Skadelidte kunne derfor ikke påberåbe sig foreløbig afbrydelse, fordi forældelseslovens § 21, stk. 4 må forstås sådan, at man skal være part – skønsrekvirent eller skønsindstævnt – for at en isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn foreløbigt afbryder forældelse.

FORÆLDELSESFRIST AFBRYDES KUN HVIS DEN ISOLEREDE BEVISOPTAGELSE BEGÆRES AF PARTERNE
Højesteret fastslog, at en begæring om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn ikke afbryder forældelsen af en fordring, som tilhører en fordringshaver, der ikke er part i syns- og skønssagen. Højesteret fastslog endvidere, at skadelidte ikke havde været part i sagen, uanset at denne havde deltaget aktivt i syns- og skønsforretningen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at de indstævnte måtte antages at have vidst, at skadelidte havde et potentielt erstatningskrav mod de indstævnte og derfor var interesseret i resultatet af skønsforretningen.

Forældelsesfristen var derfor ikke afbrudt, og de indstævnte fik derfor medhold i, at erstatningskravet var forældet.

Landsretten var nået til samme resultat.

---