Pålægges erstatnings­ansvar som et objektivt ansvar efter udbudsreglerne?

I forlængelse af Klagenævnet for Udbuds tidligere kendelse (SIM Lægekørsel I/S mod Region Syddanmark), hvor nævnet fandt, at Region Syddanmark havde overtrådt det udbudsretlige ligebehandlingsprincip ved at favorisere taxikørsel frem for limousinekørsel og dermed indgå aftale med den næstlaveste byder, har klagenævnet nu taget stilling til erstatningsspørgsmålet i samme sag.

- af advokatfuldmægtig Daniel Heidemann Lykke Hansen


Klagenævnet tilsidesatte resortmyndighedens fortolkning af taxalovgivningen

Region Syddanmark havde gennemført et udbud af lægevagtkørsel. I udbudsmaterialet var det anført, at tilbudsgivere med taxabevilling havde forrang frem for tilbudsgivere med bevilling til limousinekørsel. Dette støttede regionen på en vejledende udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som igen baserede sig på ressortmyndighedens, Trafik- og Byggestyrelsens, fortolkning af taxalovgivningen. Klagenævnet for Udbud annullerede imidlertid regionens tildelingsbeslutning og angav – ret usædvanligt – sin egen fortolkning af taxalovgivningen, hvorefter nævnet fandt, at der ikke var hjemmel til at sondre mellem taxakørselsbevillinger og bevillinger til limousinekørsel i den udbudsretlige kontekst. Dette førte til, at Region Syddanmark havde overtrådt ligebehandlingsprincippet ved at tildele kontrakten til den næstlaveste byder.


Manglende årsagssammenhæng

I den nye kendelse af 15. september 2016 i samme sag tog klagenævnet stilling til erstatningsspørgsmålet. SIM havde i sagen opgjort sit erstatningskrav til positiv opfyldelsesinteresse på i alt ca. 11.000.000 kroner. SIM havde som sit væsentligste anbringende gjort gældende, at regionen ved overtrædelsen af udbudsreglerne havde handlet på en sådan måde, at regionen efter de almindelige erstatningsregler ville være erstatningsansvarlig over for SIM. Regionen gjorde gældende, at der ikke forelå det fornødne ansvarsgrundlag, eftersom regionen havde handlet i god tro, da regionen havde støttet sig på resortmyndighedens udtalelser ved udarbejdelsen af udbudsmaterialet.

Klagenævnet udtalte, at det forhold, at regionen ved udarbejdelsen af sit udbudsmateriale støttede sig på udtalelser fra de resortansvarlige, ikke i sig selv fritog regionen for erstatningsansvar over for SIM. Men da udbudsmaterialet var ulovligt kunne der ikke lovligt indgås kontrakt, og der var derfor ingen årsagsforbindelse mellem den udbudsretlige overtrædelse og det påståede tab. Derfor kunne der ikke tilkendes erstatning til SIM.

Culpa eller objektivt ansvar?

Det interessante ved denne kendelse er spørgsmålet om, hvorvidt erstatning som følge af fejl i udbudsmaterialet eller som følge af fejl begået af ordregiveren under udbudsproceduren skal vurderes efter en almindelig cupla-norm, eller om der gælder et objektivt ansvar. Noget kunne tyde på, at klagenævnet vurderede udarbejdelsen af udbudsmaterialet og den efterfølgende tildeling på baggrund heraf som førende til et objektivt ansvar. Regionen havde således fulgt de retningslinjer, som var givet af den relevante resortmyndighed, og var gået ud fra, at disse var udtryk for en korrekt fortolkning af loven. Dermed kunne det tænkes, at der fra regionens side ikke kunne være handlet culpøst, og ansvaret derfor – i givet fald – måtte være objektivt ansvar. I kontrast hertil var imidlertid klagenævnets sprogbrug, hvor de efterfølgende ved vurderingen af de enkelte erstatningsbetingelser udtalte, at "Som fastslået er kravet om "culpa" opfyldt." Det er vel fast praksis, at hvis en udbudsretlig overtrædelse fører til en kendelse om annullation, vil kendelsen udgøre det nødvendige og tilstrækkelige ansvarsgrundlag i en efterfølgende erstatningssag. Det indebærer efter vores opfattelse ikke, at der også er tale om et objektivt ansvar i erstatningsretlig sammenhæng, men det er klart, at denne kendelse trækker i en retning af en (markant) skærpet vurdering.

Der er tidligere afsagt domme, hvor både EU-Domstolen og Højesteret har taget stilling til spørgsmålet om ansvarsnormen for overtrædelse af reglerne om tildeling af kontrakter. I Strabag-sagen (sag C-314/09) udtalte EU-Domstolen, at der måtte gælde et objektivt ansvar for overtrædelse af reglerne om offentlige kontrakter. Modsat frifandt Højesteret i sagerne UfR 2007.3124 H og UfR 2013.2361 H en ordregiver med henvisning til, at overtrædelserne ikke var tilstrækkeligt kvalificerede til at medføre et erstatningsansvar, hvori må være en formodning om culpaansvar.

Som nævnt giver kendelsen ikke et entydigt svar på, om der gælder et objektivt ansvar eller en almindelig culpanorm ved vurderingen af erstatningsansvar for fejl i udbudsmaterialet. Noget tyder dog på, at der i hvert fald må gælde en skærpet culpanorm, når ordregiver – som i denne situation – har baseret sig på offentlige myndigheders udtalelser, og alligevel pådrager sig et erstatningsansvar.

Læs kendelsen SIM Lægekørsel mod Region Syddanmark

 

 



[layerslider id="67"]

 

---