Overblik: Nye regler for salg til forbrugere
De nye ændringer vil komme til at påvirke virksomheder, der handler med forbrugere på flere punkter:
Nu dækker reglerne også digitale tjenester
Reglerne for salg til forbrugere ændres, så aftaler om levering af digitale tjenester/andre tjenester eller varer med digitalt indhold nu også falder ind under reglerne for forbrugerkøb i købeloven. Reglerne dækker altså ikke kun køb i traditionel forstand, men også, når en forbruger modtager en digital tjeneste eller digitalt indhold mod at opgive personoplysninger. På den måde sidestilles køb af fysiske og digitale varer og tjenesteydelser i højere grad end hidtil.
Abonnementer på digitale ydelser
Ved aftaler om abonnement på digitalt indhold eller varer med digitale elementer, såsom musik og podcasttjenester, skal sælgeren kunne bevise, at ydelsen ikke havde mangler under leveringsperioden og i indtil to år efter levering af ydelsen - alt efter hvilken af de to perioder der er længst. Hvis virksomheden ikke kan dokumentere, at den leverede tjeneste ikke havde mangler i denne periode, vil man gå ud fra, at den leverede tjeneste havde mangler ved leveringen.
Reklamationsfrister
For varer med digitalt indhold gælder det også, at reklamationsfristen udløber på samme tidspunkt som leveringsperioden. Det betyder, at forbrugeren kan reklamere i hele leveringsperioden, men ikke umiddelbart efter perioden er udløbet. Ved løbende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste gælder det, at forbrugeren kan reklamere indenfor to måneder efter leveringsperioden og under hele leveringsperioden.
Fra seks måneder til tolv måneder
Formodningsreglen i købelovens § 77 a, stk. 3 ændres også. Før ændringen i købeloven, var det sådan, at en mangel opdaget inden for de første 6 måneder efter levering, formodes for at være til stede ved levering, og derfor var det leverandørens ansvar at bevise, at det ikke var tilfældet. Nu er formodningsreglen ændret, så mangler opdaget inden for det første år, formodes at være til stede ved levering, med mindre den erhvervsdrivende kan bevise andet.
Fra passende afslag til forholdsmæssigt afslag
Før ændringen havde forbrugeren ret til passende afslag ved mangler, hvor forbrugeren nu har ret til forholdsmæssigt afslag. Det vil sige, at forbrugeren ikke længere kan kræve afslag for en mangel, der ikke betyder, at varen er mindre værd.
Garantier i reklamer
Med den opdaterede købelov er garantier, der fremgår af reklamer, bindende for garantigiveren. Det gælder også selvom, der eksisterer en anden garantierklæring, der er mindre krævende for garantigiveren.
IUNO mener
Ændringerne i købeloven betyder, at forbrugerne har fået flere rettigheder. Det er derfor vigtigt for jer som producenter og sælgere at være opmærksomme på ændringerne og hvad de kan betyde for jer.
IUNO anbefaler, at I bliver opmærksomme på de nye frister og prøver at dokumentere jeres produkter eller tjenesters tilstand ved levering. I bør også være særligt opmærksomme på ikke at garantere ting, i enten reklamer eller på jeres hjemmeside, der går ud over, hvad der rimeligt kan forventes af produkterne eller tjenesterne f.eks. i forbindelse med priser i reklamer og på hjemmesider. Særligt som leverandører af digitale tjenester, eller varer med digitalt indhold, bør I være opmærksomme på ændringer i jeres forbrugeres rettigheder.