Ved udgangen af 2018 træder en ny forordning med forbud mod uberettiget geoblokering og forskelsbehandling, der er baseret på kundens nationalitet, bopæl eller hjemsted, i kraft. Forordningen vil give onlineforbrugere større og nemmere adgang til at købe varer og tjenesteydelser over grænserne i EU.
Forordningen indebærer, at forhandlere skal behandle onlineforbrugere fra et andet EU-land på lige fod med lokale kunder. Det vil sige, at onlineforbrugerne skal have adgang til de samme priser og handelsbetingelser i følgende situationer:
- Ved køb af varer, fx elektronik og tøj til levering på et sted, der indgår i forhandlerens almindelige handelsbetingelser eller til afhentning på et sted, som onlineforbrugeren og forhandleren aftaler.
- Ved levering af elektroniske tjenesteydelser, som ikke er beskyttet af ophavsret, fx hosting af hjemmesider eller cloudtjenester.
- Ved køb af tjenesteydelser til levering hvor forhandleren driver sin virksomhed, fx hotelophold, biludlejning og billetter til musikfestivaler eller forlystelsesparker.
Forordningen indfører også et forbud mod geoblokering af forbrugere, som besøger hjemmesider i et andet EU-land. Det betyder, at forbrugerne selv skal kunne vælge, på hvilken hjemmeside de vil købe varer eller tjenesteydelser, og forbrugerne må dermed ikke blive blokeret eller omdirigeret til en anden hjemmeside på grund af deres nationalitet, bopæl eller opholdssted.
Yderligere forbyder forordningen at forskelsbehandle forbrugere med udgangspunkt i udstedelsesstedet for deres betalingskort.
En række tjenesteydelser falder uden for forordningens anvendelsesområde. Det gælder blandt andet audiovisuelle tjenesteydelser, tjenesteydelser på transportområdet, spil samt tjenesteydelser, hvis vigtigste funktion er at give adgang til ophavsretsligt beskyttede værker. I praksis betyder det, at digitalt indhold som fx e-bøger, musik til download eller onlinespil falder uden for forordningens anvendelsesområde.
EU-Kommissionen skal senest to år efter forordningens ikrafttrædelse vurdere, hvorvidt anvendelsesområdet skal udvides.
Forordningen forventes offentliggjort i marts måned – efter formel vedtagelse i Rådet – og træder i kraft ni måneder efter offentliggørelsen.
Forordningen forventes at træde i kraft i december 2018.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →