Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Nyt EU-direktivforslag til yderligere harmonisering af insolvensretten - herunder "pre-packs"

Kromann Reumert
15/12/2022
Nyt EU-direktivforslag til yderligere harmonisering af insolvensretten - herunder "pre-packs"
Kromann Reumert logo
Europa-Kommissionen har den 7. december 2022 foreslået et nyt direktiv om bl.a. yderligere harmonisering af insolvensretten indenfor EU. Det foreslåede direktiv har til formål at styrke investorlysten indenfor EU ved at indføre en række regler, som skal styrke investorernes tillid til effektiv insolvensbehandling i medlemslandene.

Med forslaget til direktivet søger EU yderligere harmonisering af insolvensretten i forlængelse af implementering i dansk ret i juli 2022 af reglerne om bl.a. forebyggende rekonstruktion baseret på EU-direktiv 2019/1023, som du kan læse om her.


EU-Kommissionens forslag indeholder en række tiltag, herunder

  • Minimumsharmonisering af omstødelsesregler,
  • En pligt for ledelsen til indgivelse af egen begæring om insolvensbehandling senest 3 måneder efter konstatering af insolvens,
  • Adgang for kurator til centrale registre om bl.a. bankkonti og
  • Forenklet afvikling af insolvente virksomheder med under 10 ansatte og balance/omsætning under DKK 15 mio.

Herudover, og nok mest interessant, stilles der forslag om en formaliseret proces forud for egentlig insolvensbehandling, hvor salget af en virksomhed kan planlægges for så at blive gennemført, når den egentlig insolvensbehandling påbegyndes. Processen kaldes en "pre-pack-proces".


En "pre-pack" er et kendt fænomen, som har været anvendt både i Danmark og globalt i mange år. En "pre-pack" er kendetegnet ved, at en overdragelse af en virksomhed (eller en del heraf) forhandles med en køber inden indledning af formel insolvensbehandling, hvorefter overdragelsen først gennemføres af en kurator efter indledning af en formel insolvensbehandling. En "pre-pack" er på nuværende tidspunkt ikke undergivet egentlig regulering i dansk ret, dvs. gennemførelse heraf sker på uformelt grundlag under (streng) iagttagelse af bl.a. princippet om ligebehandling af kreditorerne.


En "pre-pack" er særligt relevant, hvis virksomheden er i risiko for at miste værdi, såfremt markedet/kunderne/medarbejderne mv. bliver informeret om insolvensen, uden at der samtidigt offentliggøres en løsning, hvor virksomheden fortsætter som going concern.


De af Europa-Kommissionen foreslåede regler indebærer, at der udpeges en tilsynsførende (monitor), som skal inddrages i en forberedelsesfase (preparation phase), hvor den tilsynsførende får til opgave at dokumentere forhandlingerne, udtale sig om, hvorvidt salgsbestræbelserne har været konkurrenceudsat, transparente og på markedsvilkår, samt anbefale en foretrukken byder og erklære, at det bedste bud i processen ikke udgør en kreditorforringende disposition. Alt sammen noget, som indgår i en "pre pack" proces i dag, men som altså her formaliseres.


Efter forberedelsesfasens afslutning påbegyndes en afviklingsfase (liquidation phase), hvor den tilsynsførende udpeges som kurator og herefter med skifterettens tiltrædelse gennemfører overdragelsen på de vilkår, som blev aftalt under forberedelsesfasen. En overdragelse gennemført ved en "pre-pack-proces" kan inkludere tvangsoverdragelse af gensidigt bebyrdende aftaler, som virksomheden er afhængig af.


Der stilles også forslag om afvikling af insolvente "mikrovirksomheder" uden udpegelse af en kurator. "Mikrovirksomheder" omfatter virksomheder med færre end 10 medarbejdere og en omsætning/balance på under DKK 15 mio.


Der vil alene skulle udpeges en kurator efter anmodning, og hvis de hermed forbundne omkostninger kan dækkes af virksomheden eller af den part, der anmoder om udpegelse af en kurator. Den del af forslaget går noget mod andre strømninger i den nuværende danske lovgivning og fokus på området, hvor en kurator i alle konkursramte selskaber - uanset størrelse - bl.a. skal vurdere, om der er grundlag for f.eks. omstødelse, konkurskarantæne og/eller involvering af politiet. Dette bl.a. for at modarbejde og forebygge økonomisk kriminalitet, herunder i forhold til skatte- og momsunddragelse, hvidvask, terrorfinansiering osv.


Der er som sagt kun tale om et EU-direktivforslag på nuværende tidspunkt, så meget kan nå at ændre sig, ligesom det først skal vedtages i EU og herefter implementeres, før det bliver gældende ret i Danmark. Vi følger dog allerede nu processen omkring lovforslaget tæt og vil opdatere jer igen, når der er væsentligt nyt om de foreslåede regler.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Artikler, der kunne være relevante for dig
Nyt lovforslag: Strengere regler i konkursloven skal modvirke svindel i konkursboer
Nyt lovforslag: Strengere regler i konkursloven skal modvirke svindel i konkursboer
03/11/2025
Insolvensret og rekonstruktion
To nye domme sætter klare grænser for gebyrer og dokumentation
To nye domme sætter klare grænser for gebyrer og dokumentation
26/01/2026
Kontraktret, E-handelsret og markedsføringsret, Insolvensret og rekonstruktion
Inkassofirma opkrævede ulovlige gebyrer fra forbrugere for knap en halv million kroner
Inkassofirma opkrævede ulovlige gebyrer fra forbrugere for knap en halv million kroner
30/01/2026
Kontraktret, E-handelsret og markedsføringsret, Insolvensret og rekonstruktion
Bevis for fremkomst af rykkerbreve
Bevis for fremkomst af rykkerbreve
03/02/2026
Insolvensret og rekonstruktion, Øvrige
Nyt EU direktiv styrker den fælles insolvensret
Nyt EU direktiv styrker den fælles insolvensret
16/04/2026
Insolvensret og rekonstruktion
EU-direktivforslag til yderligere harmonisering af insolvensretten er nu vedtaget
EU-direktivforslag til yderligere harmonisering af insolvensretten er nu vedtaget
21/04/2026
EU-ret, Insolvensret og rekonstruktion
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted