Højesteret har afsagt dom i en sag om forældelse af kautionskrav til sikkerhed for et pantebrevslån. I modsætning til landsretten kom Højesteret til det resultat, at reglerne i forældelsesloven skal fortolkes således, at kautionskravet ikke var forældet på et tidligere tidspunkt end selve hovedfordringen.
Sagen kort
I juli 2008 optog et selskab (hovedskyldneren) et pantebrevslån hos et realkreditinstitut med sikkerhed i hovedskyldnerens faste ejendom. Pantebrevet var uopsigeligt i lånets 30-årige løbetid og kunne kun opsiges og kræves indfriet af realkreditinstituttet i særlige tilfælde, blandt andet hvis realkreditinstituttet som følge af hovedskyldnerens misligholdelse af pligten til at betale en termin rettidigt afgav et påkrav, hvor det udtrykkeligt fremgik, at kapitalen kunne forlanges indfriet, hvis ikke den skyldige termin blev betalt inden en fastsat frist. Selskabets direktør (kautionisten) underskrev en selvskyldnerkautionserklæring for lånet.
Den 1. marts 2009 misligholdt hovedskyldneren pligten til at betale en terminsydelse, ligesom senere terminsydelser heller ikke blev betalt. Selvom realkreditinstituttet med afsæt i pantebrevsbetingelserne kunne have krævet restgælden indfriet af hovedskyldneren efter afgivelse af et påkrav, valgte realkreditinstituttet ikke at udnytte denne mulighed.
Den 12. januar 2010 gik hovedskyldneren konkurs, og den 24. november 2010 blev ejendommen, som realkreditinstituttet havde pant i, solgt på tvangsauktion. Herefter kunne realkreditinstituttet ifølge en anden betingelse i pantebrevet kræve restgælden indfriet af hovedskyldneren.
Realkreditinstituttet fik dækket de misligholdte terminsydelser ved tvangsauktionen, men en del af pantebrevsgælden var udækket efter tvangsauktionen. Realkreditinstituttet rettede herefter krav mod kautionisten for den udækkede del.
Da kautionisten bestred kravet, anlagde realkreditinstituttet den 20. maj 2020 sag mod kautionisten.
Parterne var under behandlingen af sagen i alle instanser uenige om udstrækningen af en særregel i forældelseslovens § 11, hvorefter forældelsesfristen over for en kautionist bestemmes efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren.
Realkreditinstituttets synspunkt var, at begyndelsestidspunktet for forældelsen af kautionskravet først kunne regnes fra det tidspunkt, hvor der på tvangsauktionen den 24. november 2010 skete ejerskifte og realkreditinstituttet kunne kræve kapitalen indfriet. Kautionisten mente, at begyndelsestidspunktet allerede var den 1. marts 2009, hvor den første terminsydelse blev misligholdt, eller alternativt den 12. januar 2010, hvor hovedskyldneren gik konkurs.
Sagens afgørelse i tidligere instanser
Byretten tilsluttede sig realkreditinstituttets synspunkt, mens landsrettens flertal omvendt fandt, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for kautionskravet allerede var den 1. marts 2009, hvor realkreditinstituttet havde muligheden for at kræve restgælden indfriet af hovedskyldneren, også selvom realkreditinstituttet ikke udnyttede denne mulighed.
Procesbevillingsnævnet tillod herefter anke af sagen til Højesteret, fordi sagen angik principielle spørgsmål om forældelse af kautionskrav. Under sagen for Højesteret indtrådte Finans Danmark til støtte for realkreditinstituttet, da opretholdelse af landsrettens dom ville få vidstrakte konsekvenser for udlånssektoren, hovedskyldnere og kautionister.
Højesterets dom
Højesteret afsagde dom den 27. august 2024 og konkluderede, at realkreditinstituttets krav mod kautionisten ikke var forældet ved sagens anlæg den 20. maj 2020, og derved omgjorde Højesteret landsrettens dom.
Højesteret fremhævede, at det i forarbejderne til særreglen for kautionskrav i forældelsesloven er angivet, at hovedreglen om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i relation til kautionisten indebærer, at forældelsesfristen ved selvskyldnerkaution skal regnes fra hovedskyldnerens misligholdelse. Ifølge Højesteret skal dette forstås i overensstemmelse med almindelige kautionsretlige principper, hvor en kreditor først kan kræve en fordring betalt af selvskyldnerkautionisten, når der er et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren.
Højesteret fandt, at den del af pantebrevsgælden, der ikke blev dækket på tvangsauktionen, tidligst forfaldt for hovedskyldneren ved tvangsauktionen den 24. november 2010 i overensstemmelse med pantebrevets vilkår.
Den 10-årige forældelsesfrist for kautionskravet begyndte derfor også tidligst at løbe den 24. november 2010, hvorfor kautionskravet ikke var forældet på tidspunktet for sagsanlægget den 20. maj 2020.
Dommens betydning
Afgørelsen slår fast, at forældelsesfristen for et krav mod en selvskyldnerkautionist ikke kan begynde at løbe, før kreditor har et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren.
Claus Juel Hansen repræsenterede realkreditinstituttet for Højesteret.
Læs dommen her.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
-medium.jpg)
