Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Nye registreringskrav for kreditformidlere: Hvad betyder det for dig - og hvad bør du gøre nu?

Nye registreringskrav for kreditformidlere: Hvad betyder det for dig - og hvad bør du gøre nu?
Kromann Reumert logo
Den 20. november 2025 vedtog Folketinget ændringer af blandt andet lov om kreditaftaler og lov om forbrugslånsvirksomheder (L 19). Det gennemfører det reviderede forbrugerkreditdirektiv, som Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 18. oktober 2023. Kreditformidlere bliver for første gang omfattet af et registrerings- og tilsynsregime i Danmark. Loven træder i kraft den 20. november 2026, men Finanstilsynet kan modtage ansøgninger om registrering fra i dag, den 20. maj 2026. Vi gennemgår de vigtigste nye krav i denne nyhed.

Formålet med de nye regler er at styrke forbrugerbeskyttelsen og skabe ensartede rammer for kreditformidling på tværs af EU. For en lang række aktører på det danske marked, som hidtil ikke har været underlagt tilladelses- eller registreringskrav, indebærer loven betydelige nye pligter til organisation, ledelse, adfærd og rapportering. Selvom mange forbrugerorganisationer vil hilse reglerne velkomne, vil flere markedsaktører skulle påregne væsentlige omkostninger til at sikre overholdelse af det nye regelsæt.


Med L 19 gennemfører Folketinget den mest gennemgribende ændring af reglerne for kreditformidlere siden det første forbrugerkreditdirektiv.


Baggrund: Kreditformidlere under lup

Det reviderede forbrugerkreditdirektiv blev vedtaget for at modernisere reglerne om forbrugerkredit i lyset af digitaliseringen og nye kreditprodukter. Et centralt element er, at kreditformidlere - der hidtil i Danmark har kunnet drive virksomhed uden særskilt tilladelse eller registrering - nu bringes ind under et fælles europæisk regulerings- og tilsynsregime. L 19 udmønter direktivet i dansk ret ved at indføre et registrerings- og tilsynsregime for kreditformidlere som en del af lov om forbrugslånsvirksomheder, der samtidig omdøbes til lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere.


Hvem er omfattet?

En kreditformidler defineres som en fysisk eller juridisk person, der mod et vederlag (i form af penge eller anden aftalt finansiel modydelse) og som led i erhvervsmæssig virksomhed enten: 


  1. præsenterer eller tilbyder forbrugere kreditaftaler
  2. bistår forbrugere med andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse
  3. indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgivers eller forbrugslånsvirksomheds vegne. 


Personer, der optræder som kreditgiver eller notar, og personer, der blot direkte eller indirekte præsenterer en forbruger for en kreditgiver, falder uden for definitionen.


Visse accessoriske kreditformidlere er undtaget (herunder registrering, optagelse i register og visse følgepligter) efter de nye regler, forudsat at kreditformidlingen alene er accessorisk. Det gælder leverandører af varer eller udbydere af tjenesteydelser, som beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på højst 43 mio. EUR, og som accessorisk optræder som kreditformidlere. Det beror på en konkret vurdering, om virksomhedens kreditformidling er accessorisk, hvilket forudsætter, at kreditformidlingen ikke udgør virksomhedens hovedformål. 


Finanstilsynet har i sin sektornyhed fra den 6. maj 2026 illustreret anvendelsesområdet med konkrete eksempler: en optiker, der tilbyder finansiering af nye briller, eller en elektronikbutik, der tilbyder finansiering af et tv - både i fysisk butik og i webshop - vil typisk være kreditformidler. Det afgørende er, at virksomheden formidler lånet ved at præsentere det eller medvirke til, at kunden kan indgå låneaftalen på kreditgivers vegne.


De vigtigste nye pligter:


Registrering hos Finanstilsynet

Kreditformidlere skal være registreret hos Finanstilsynet, før de må udøve virksomhed. Registrering forudsætter, at:


virksomheden er hjemmehørende i Danmark, et andet EU-land eller et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område

det medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse (eller indehaveren ved enkeltmandsvirksomheder), der er ansvarlig for kreditformidlingsaktiviteten, ikke er pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage hvervet på betryggende måde

det pågældende ledelsesmedlem (eller indehaveren) ikke har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at hvervet ikke vil blive varetaget på forsvarlig måde.

Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering, samt en beskrivelse af de aktiviteter, som virksomheden vil udøve. Ansøgningen indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning.


Optagelse i offentligt register

Finanstilsynet fører et offentligt register, som for kreditformidlere skal indeholde virksomhedens navn, adresse og cvr-nummer samt navnet på den ledelsesansvarlige for aktiviteten.


Finanstilsynet skal nægte registrering, hvis betingelserne ikke er opfyldt.


God forretningsskik (§ 4 c i lov om kreditaftaler)

Kreditformidlere skal handle redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt og tage hensyn til forbrugerens rettigheder og interesser ved blandt andet markedsføring af kreditprodukter, formidling eller facilitering af kreditgivning, ydelse af rådgivningstjenester, levering af accessoriske tjenesteydelser og indgåelse af kreditaftaler på kreditgivers vegne. Pligten suppleres af et generelt forbud mod at opkræve betalinger fra forbrugeren forud for indgåelsen af kreditaftalen.


Kompetencekrav til ansatte

Kreditformidlere skal sikre, at alle ansatte, som udbyder eller formidler kreditaftaler, har tilstrækkelig viden og kompetencer inden for forretningsområdet. Hvis kreditaftalen omfatter accessoriske tjenesteydelser, skal personalet også have et passende videns- og kompetenceniveau med hensyn til disse. Erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom ved bekendtgørelse.


God skik og aflønning

Reglerne om god skik (§ 8 a) udvides til også at omfatte kreditformidlere. Hertil kommer, at kreditformidlere skal sikre, at aflønningen af deres ansatte er forenelig med pligten til god forretningsskik (§ 9). Yder kreditformidleren rådgivningstjenester, må aflønningsstrukturen ikke påvirke de ansattes evne til at handle i forbrugerens bedste interesse eller være betinget af salgsmål (§ 9 a). De mere detaljerede krav til formaliseret lønpolitik mv. i § 9 b, herunder forbuddet mod at gøre aflønning betinget af antallet eller andelen af imødekomne kreditansøgninger, retter sig efter sin ordlyd alene mod forbrugslånsvirksomheder.


Rådgivningstjenester

Yder kreditformidleren rådgivningstjenester, skal forbrugeren på forhånd oplyses om blandt andet, hvorvidt anbefalingen er baseret på eget produktsortiment eller et bredt udvalg af markedet, samt om eventuelle gebyrer. Kreditformidleren skal indhente oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål, anbefale kreditaftaler, der passer hertil, handle i forbrugerens bedste interesse og udlevere dokumentation for sin anbefaling. Betegnelser som uafhængig rådgivning eller uafhængig rådgiver må kun anvendes, hvis et tilstrækkeligt antal markedstilgængelige kreditaftaler vurderes, og kreditformidleren ikke aflønnes for rådgivningen af kreditgivere (sidstnævnte gælder dog kun, hvis de vurderede kreditgivere ikke udgør et flertal på markedet).


Kommende hvidvaskregulering

Finanstilsynet har derudover i sin sektornyhed fra den 6. maj 2026 gjort opmærksom på, at visse kreditformidlere vil være omfattet af den nye hvidvaskforordning, der finder anvendelse fra den 10. juli 2027. Virksomheder, der bliver registreringspligtige som kreditformidlere, bør derfor parallelt vurdere, om de fremover også vil være omfattet af hvidvaskreguleringen.


Oplysningspligt over for Finanstilsynet

Kreditformidlere, deres leverandører og underleverandører skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Forhold, der har dannet grundlag for registreringen, og som efterfølgende ændrer sig, skal oplyses til Finanstilsynet.


Forbud mod forudbetalinger

Kreditformidleren må ikke opkræve betalinger fra forbrugeren forud for indgåelsen af en kreditaftale.


Tilsyn og sletning af registrering

Finanstilsynet fører det generelle tilsyn med kreditformidlere efter reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder. Forbrugerombudsmanden fører efter den nye § 15 a tilsyn med kreditformidleres overholdelse af reglerne om god skik (§ 8 a), kompetencekrav (§ 8 b og bekendtgørelser udstedt i medfør af § 8 c) samt aflønningsreglerne (§§ 9 og 9 a) og fører tilsynet efter reglerne i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden kan indstille til Finanstilsynet, at en registrering slettes ved grove eller gentagne overtrædelser af kreditaftaleloven eller markedsføringsloven.


Finanstilsynet kan blandt andet slette registreringen, hvis:

  • virksomheden anmoder herom
  • virksomheden ikke har udøvet aktivitet i 12 måneder efter registrering eller i en samlet periode på over 6 måneder 
  • registreringen er opnået på urigtigt grundlag
  • betingelserne ikke længere er opfyldt
  • virksomheden er registreret som ophørt i CVR
  • der foreligger grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven, kreditaftaleloven eller markedsføringsloven. 


Sletning på grundlag af grove eller gentagne overtrædelser af kreditaftaleloven eller markedsføringsloven sker dog alene efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden.


Strafsanktion

Udøvelse af virksomhed som kreditformidler uden registrering er strafbelagt med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.


Tidslinje

20. maj 2026: Finanstilsynet kan modtage og behandle ansøgninger om registrering.


20. november 2026: Loven træder i kraft – registreringskravet bliver bindende.


20. november 2026: Sidste frist for indgivelse af ansøgning, hvis virksomheden vil benytte overgangsordningen.


Efter 20. november 2026: Virksomheder, der allerede udøver registreringspligtig aktivitet og senest denne dato har indgivet ansøgning, kan fortsætte aktiviteten uden registrering, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse. Nystartede virksomheder kan ikke benytte overgangsordningen.


Ved bekendtgørelse i Lovtidende: Erhvervsministeren kan udstede kompetencebekendtgørelsen, jf. § 8 c, efter særskilt ikrafttrædelse, så den er på plads inden den 20. november 2026.


Næste skridt

Loven træder i kraft den 20. november 2026, og Finanstilsynet kan modtage ansøgninger om registrering fra den 20. maj 2026. Selvom registreringskravet endnu ikke er gældende, kan kreditformidlere og virksomheder, der potentielt vil blive omfattet, med fordel allerede nu begynde at forberede sig på de nye krav. 


Vi anbefaler, at I:


  1. foretager en GAP-analyse af, om jeres virksomhed falder ind under den nye definition af kreditformidler, herunder om SMV-undtagelsen for accessoriske kreditformidlere er anvendelig
  2. forbereder ansøgningen om registrering i god tid, da ansøgning kan indgives fra 20. maj 2026, og at I ansøger så tidligt som muligt af hensyn til sagsbehandlingstiden hos Finanstilsynet.
  3. gennemgår ledelsens egnetheds- og hæderlighedsforhold, herunder hvem der skal udpeges som ansvarlig for kreditformidlingsaktiviteten
  4. etablerer interne politikker og procedurer vedrørende god skik, aflønning samt kompetencekrav og uddannelse af personalet og afvente den kommende kompetencebekendtgørelse
  5. ophører med opkrævning af forudbetalinger fra forbrugere før indgåelse af kreditaftale
  6. implementerer rapporteringsrutiner til Finanstilsynet, herunder vedrørende ændringer i registreringsgrundlaget.


Vores rådgivning

Vores specialister følger den regulatoriske udvikling tæt og rådgiver om detaljerne i de nye regler, der medfører omfattende krav for kreditformidlere og en række tilgrænsende aktører på det danske finansielle marked. Kontakt os, hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.

Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Har du styr på din eksportkontrol, når du eksporterer varer til udlandet?
Jurainfo logo
EXCLUSIVE
VIDEO
Har du styr på din eksportkontrol, når du eksporterer varer til udlandet?
Eksporterer din virksomhed varer til udlandet? Så er den formentligt underlagt reglerne om eksportkontrol. Annelise Lykke Schmidt, specialist i Trade Compliance, kommer i ovenstående video nærmere ind på reglerne relateret til eksportkontrol.
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Bliv klogere på whistleblowerloven, herunder hvilke virksomheder, der har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Ny industrialliance skal styrke nordisk konkurrenceevne
Ny industrialliance skal styrke nordisk konkurrenceevne
27/05/2026
EU-ret, Compliance, Konkurrenceret
Teknologiretlige nyheder - marts og april 2026
Teknologiretlige nyheder - marts og april 2026
20/05/2026
Persondataret, IT-ret, Compliance, EU-ret
EU-Domstolen sætter rammen for presseudgiveres rettigheder over for platforme i Meta-sag
EU-Domstolen sætter rammen for presseudgiveres rettigheder over for platforme i Meta-sag
20/05/2026
Immaterialret, EU-ret
EDPB udgiver flere nye lettilgængelige vejledninger
EDPB udgiver flere nye lettilgængelige vejledninger
20/05/2026
Persondataret, Compliance
Revisionen af udbudsdirektiverne: Et nødvendigt opgør med kompleksitet?
Revisionen af udbudsdirektiverne: Et nødvendigt opgør med kompleksitet?
26/05/2026
EU-ret, Udbudsret
Ny aftale om korttidsudlejning 2026: Skærpet tilsyn og markant højere bøder
Ny aftale om korttidsudlejning 2026: Skærpet tilsyn og markant højere bøder
I går
Lejeret, Offentlig ret, Stats- og forvaltningsret, Compliance, IT-ret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted