Ny industrialliance skal styrke nordisk konkurrenceevne
Kort om sagen
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemførte i oktober 2025 en kontrolundersøgelse hos Color Line for at undersøge, om rederiet var involveret i konkurrencebegrænsende aktiviteter i branchen for godstransport til søs.
Color Line er den eneste leverandør af færgeoverfarter med gods på ruten mellem Hirtshals og Larvik. Speditionsvirksomheder er derfor nødt til at benytte Color Lines færger, hvis de vil transportere gods ud af EU ad denne færgerute. Color Line tilbyder også speditionsydelser og konkurrerer derfor med de øvrige speditionsvirksomheder.
For at transportere gods ud af EU skal tolddokumenter ECS-scannes, så eksportøren kan dokumentere over for toldmyndighederne, at godset er ankommet til grænsen og har forladt EU. Det er Color Line, der står for denne scanning, og der er på ruten ikke alternative operatører, der kan levere ydelsen.
Styrelsen blev opmærksom på, at Color Line opkrævede et ECS-scanningsgebyr fra kunder, der benyttede konkurrerende speditionsvirksomheder, mens rederiets egne kunder, der købte Color Lines speditionsydelser, var fritaget for gebyret.
Sagen rejste desuden et særskilt spørgsmål om, hvorvidt der havde bestået en uformel aftale eller praksis mellem flere erhvervsdrivende, om intern afregning af gebyrer for mindre, driftsrelaterede ydelser.
Styrelsen har valgt ikke at foretage sig yderligere i sagen i forhold til de to forhold på nuværende tidspunkt, men styrelsen har præciseret de relevante regler over for Color Line.
Styrelsen indskærpede to forhold over for Color Line:
Misbrug af dominerende stilling: En prissætning eller gebyrstruktur, der favoriserer egne kunder og potentielt afskærmer konkurrenter, vil under de rette betingelser kunne udgøre misbrug af dominerende stilling efter konkurrencelovens § 11 og artikel 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. En dominerende virksomhed må ikke uden saglig og proportional begrundelse pålægge konkurrenter urimelige eller diskriminerende betingelser, der skader deres mulighed for at konkurrere på rimelige vilkår.
Konkurrencebegrænsende aftaler: Et samarbejde mellem konkurrenter om koordinering af kommercielle vilkår kan udgøre en overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6 og artikel 101 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Forbuddet bygger på princippet om, at virksomheder skal handle selvstændigt og uafhængigt af konkurrenter.
Styrelsen afsluttede sagen med en indskærpelse efter konkurrencelovens § 15, stk. 1, 3. pkt., og lagde herved vægt på, at Color Line allerede havde eller snarest ville ophøre med den gebyrpraksis, der gav anledning til betænkelighederne, herunder ved at ændre sine procedurer, så der fremover anvendes fair, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår for prisfastsættelse og gebyrer i relation til toldbehandling.
En indskærpelse er ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og styrelsen har dermed ikke taget endelig stilling til, om konkurrencereglerne er overtrådt. Styrelsen kan til enhver tid genoptage sagen, eksempelvis på baggrund af nye oplysninger eller markedsudviklingen.
Vores bemærkninger
Sagen illustrerer den særlige forpligtelse, der påhviler virksomheder med en stærk markedsposition. Når en virksomhed både leverer en ydelse, som konkurrenterne er afhængige af, og samtidig selv konkurrerer i et efterfølgende omsætningsled, skal virksomheden være opmærksom på, ikke at stille egne kunder bedre end konkurrenternes, da dette potentielt kan udgøre et misbrug af dominerende stilling. Det har vi for nylig også set i den såkaldte Google Shopping-sag, hvor EU-Domstolen fandt, at Google fremhævede egne annoncer over konkurrenters. Virksomheder med en særlig stærk markedsposition, der har adgang til en særlig infrastruktur, bør derfor sikre, at vilkår over for konkurrenter er saglige, proportionale og ikke-diskriminerende.
Sagen viser også værdien af at reagere tidligt. Color Lines hurtige tilpasning af adfærd indgik i styrelsens beslutning om at afslutte sagen med en indskærpelse frem for en overtrædelsessag. Det er dog værd at være opmærksom på, at en indskærpelse ikke "renser" virksomheden – styrelsen har udtrykkeligt forbeholdt sig muligheden for at genoptage sagen, og det er fortsat virksomhedens eget ansvar at overholde konkurrencereglerne.
Sagen minder også om, at også uformel koordinering mellem konkurrenter om tilsyneladende mindre, driftsrelaterede ydelser kan komme i myndighedernes søgelys efter forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Endelig afspejler sagen konkurrencemyndighedernes aktuelle opmærksomhed på konkurrencen inden for færgesektoren. Dette ses også i den nylige afgørelse mod Scandlines, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fandt, at rederiet misbrugte sin dominerende stilling ved at opkræve urimeligt høje billetpriser på ruten Rødby-Puttgarden.
Vi følger udviklingen på området tæt og bistår gerne med at vurdere, om en virksomheds pris- og gebyrstrukturer er i overensstemmelse med konkurrencereglerne.
Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.