EU-Domstolen stadfæster Googles bøde på 4,1 mia. EUR i Android-sagen

EU-Domstolens dom af 2. juli 2026 (sag C-738/22 P, Google og Alphabet mod Kommissionen).

Kort om sagen

Sagen udspringer af Europa-Kommissionens afgørelse fra 2018, hvor Google og Alphabet blev pålagt en bøde på oprindeligt 4,3 mia. EUR for at have indført en række kontraktuelle restriktioner, som blandt andet sikrede, at søgemaskinen Google Search og browseren Chrome blev forudinstalleret og fremhævet på mobilenheder med styresystemet Android. Kommissionens afgørelse fra 2018 omfattede tre kategorier af restriktioner:

1. distributionsaftaler, der krævede forudinstallation af Google Search og Chrome som betingelse for licens til Play Store,
2. anti-fragmenteringsaftaler, der forpligtede producenter til udelukkende at sælge enheder med Google-godkendte Android-versioner, samt
3. indtægtsdelingsaftaler, hvor en andel af Googles annonceindtægter var betinget af, at konkurrerende søgetjenester ikke blev forudinstalleret.    

Kommissionen vurderede, at restriktionerne udgjorde én samlet og vedvarende overtrædelse af forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. I sin dom fra 2022 (sag T-604/18) tiltrådte Retten denne vurdering, men annullerede den del af Kommissionens afgørelse, der vedrørte visse af indtægtsdelingsaftalerne med krav om eksklusiv forudinstallation af Google Search. Som følge heraf blev bøden nedsat fra 4,3 mia. EUR til 4,1 mia. EUR. Retten fandt imidlertid fortsat, at indtægtsdelingsaftalerne skulle indgå som et led i vurderingen af, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse. Google og Alphabet indbragte herefter sagen for EU-Domstolen.

EU-Domstolen stadfæster Rettens dom fra 2022 og opretholder dermed bøden på 4,1 mia. EUR. Dommen bekræfter samtidig en række centrale principper for vurderingen af misbrug af dominerende stilling i digitale markeder. 

Googles anbringender og Domstolens centrale pointer 

Google anfægter i sagen ved EU-Domstolen Rettens afgørelse af en række årsager, herunder blandt andet følgende:

1. at Retten i sin afgørelse ikke tog hensyn til det kontrafaktiske scenarie, hvor Google ikke stillede Play Store til rådighed uden ikke-økonomisk modydelse (men med betingelse om installation af anden Google-software),
2. at Retten med urette tiltrådte Kommissionens afgørelse på trods af, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at distributionsaftalernes forudinstallationsvilkår var egnet til at udelukke lige så effektive konkurrenter ('as-efficient competitor'-testen),
3. at Retten med urette forkastede Googles argument om, at brugernes valg om sjældent at downloade konkurrerende applikationer frem for de forudinstallerede applikationer skyldtes, at brugerne foretrak Googles applikationer, og at det ikke skyldtes en accept af det forudinstallerede indhold (omtalt 'status quo bias'), og
4. at Retten med urette havde tiltrådt, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse uanset, at Retten havde annulleret en del af Kommissionens afgørelse. 

Domstolen udtaler i dommen følgende om disse punkter:

• Ingen systematisk pligt til kontrafaktisk analyse. EU-Domstolen fastslår, at Kommissionen ikke er forpligtet til systematisk at gennemføre en kontrafaktisk analyse for at godtgøre en overtrædelse af forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. Kommissionen skal fortsat påvise en årsagssammenhæng mellem den påklagede adfærd og dens konkurrencebegrænsende virkninger, men kan gøre det ved hjælp af en bred vifte af beviser uden at være bundet af én bestemt metode. Dette letter i praksis Kommissionens bevisbyrde i komplekse sager på de digitale markeder. 
• Begrænset anvendelse af 'as-efficient competitor'-testen. Domstolen bekræfter, at et misbrug af dominerende stilling ikke forudsætter bevis for, at adfærden er egnet til at udelukke lige så effektive konkurrenter ved brug af den såkaldte 'as-efficient competitor'-test. I markeder præget af høje adgangsbarrierer, netværkseffekter og komplekse indbyrdes afhængigheder - som er kendetegnende for visse digitale markeder - kan det ifølge Domstolen hverken være muligt eller meningsfuldt at basere vurderingen af ekskluderende virkninger på, om en lige så effektiv konkurrent kunne kopiere adfærden. Denne præcisering markerer en væsentlig begrænsning af testens anvendelsesområde for visse markeder, og særligt visse digitale markeder.
• 'Status quo bias'. Domstolen bekræfter i dommen, at Retten med føje kunne konkludere, at der forelå en såkaldt 'status quo bias' til fordel for forudinstallerede apps på Android-enhederne, som krævet efter distributionsaftalerne. Google og Alphabet havde ikke godtgjort, at brugerpræferencer eller produkternes kvalitet alene kunne forklare den observerede adfærd.
• Fastholdelse af den samlede overtrædelse og bødeudmålingen. Selvom Retten annullerede en del af afgørelsen vedrørende indtægtsdelingsaftalerne, fandt Domstolen, at vurderingen af misbruget som én samlet og vedvarende overtrædelse kunne fastholdes, da de øvrige misbrug fortsat indgik i samme konkurrencebegrænsende strategi, og da indtægtsdelingsaftalerne med føje kunne inddrages som et element i Rettens vurdering. Domstolen tiltræder endelig Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret ved fastsættelsen af bødens størrelse.

Vores bemærkninger

Dommen har stor praktisk betydning for virksomheder med markedsstyrke i digitale økosystemer og flersidede markeder, da den bekræfter, at Kommissionen har betydelig fleksibilitet i bevisførelsen i sager om misbrug af dominerende stilling. Dommen er også relevant for virksomheder, der benytter sig af disse digitale økosystemer og flersidede markeder, f.eks. virksomheder, der udbyder applikationer på Googles Play Store eller Apples App Store. Virksomheder bør navnlig være opmærksomme på, at kombinerede kontraktuelle forhold kan blive genstand for en samlet vurdering af konkurrenceskadelige virkninger. Dette kan gælde uanset, at de enkelte kontraktuelle forhold i sig selv er lovlige. Derfor kan det være en fordel at vurdere den konkurrencemæssige effekt af en virksomheds fuldstændige aftalekompleks frem for at lave en selvstændig vurdering af de enkelte distributions-, licensaftaler eller øvrige typer aftaler - særligt på digitale markeder.

Den samlede virkning af en virksomheds aftalekompleks havde også betydning i Konkurrencerådets afgørelse af 29. april 2020 om Godiks eksklusivitetsvilkår til udlejning af festivaltoiletter. I sagen anvendte Godik eksklusivitetsvilkår for selskabets udlejning af festivaltoiletter. Eksklusivitetsvilkårene for udlejning af festivaltoiletter udgjorde i sig selv en hindring for, at andre kunne få adgang til markedet, og denne hindring blev styrket af, at Godik også anvendte eksklusivitetsvilkår for andre typer udlejningsudstyr til events. Eksklusivitetsvilkårene for det andet udstyr medvirkede derfor til at forstærke graden af afskærmning til markedet for udlejning af festivaltoiletter til events. Den enkelte aftale vurderes altså ikke uafhængigt af virksomhedens øvrige aftaler, når det angår spørgsmålet om potentielt misbrug af dominerende stilling.

Dommens begrænsning af 'as-efficient competitor'-testens anvendelsesområde er særligt vigtig for virksomheder i sektorer med høje adgangsbarrierer og netværkseffekter, herunder eksempelvis teknologiske eller digitale markeder. Kommissionen offentliggjorde  i begyndelsen af september nye retningslinjer for anvendelsen af TEUF artikel 102. Retningslinjerne indarbejder Domstolens vurdering af, at det i visse tilfælde ikke er muligt eller meningsfuldt at anvende 'as-efficient competitor'-testen.

Læs EU-Domstolens afgørelse af 2. juli 2026

Læs EU-Rettens afgørelse af 14. september 2022

Læs Europa-Kommissionens afgørelse af 18. juli 2018

Læs de nye retningslinjer for anvendelsen af TEUF artikel 102