Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Deutz idømt millionbøde for misbrug af dominerende stilling og konkurrencebegrænsende aftale

Mere end 13 år efter konkurrencemyndighedernes første afgørelse har Københavns Byret idømt den tyske motorproducent Deutz AG en bøde på 8 millioner kroner for at have nægtet at levere reservedele til DSB's IC3-tog og for at have hindret parallelimport af reservedele til sin konkurrent. En ledende medarbejder blev også kendt skyldig i overtrædelserne.

Udgivet af

Kort om sagen 

I 2010 stod DSB over for at skulle renovere motorerne i sine IC3-tog. Arbejdet krævede reservedele fra den tyske motorproducent Deutz AG ("Deutz"), der havde produceret de oprindelige motorer. Efter kuldsejlede forhandlinger med Deutz og et EU-udbud, hvor DSB ikke modtog nogen bud, indgik DSB aftale med et konsortium, hvor leverandøren Fleco ApS ("Fleco") skulle levere de nødvendige reservedele. 


Konkurrencerådet fandt i 2013, at Deutz både nægtede selv at levere de nødvendige reservedele direkte til Fleco, og samtidig forhindrede Fleco i at købe reservedelene gennem Deutz officielle forhandlernetværk. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde Deutz aftalt med sin eksklusive forhandler i Danmark, Diesel Motor Nordic A/S ("DMN"), at forhindre Fleco i at købe reservedelene gennem forhandlernetværket. Det betød også, at Deutzs hollandske forhandler, som allerede havde tilbudt delene til Fleco, måtte trække sit tilbud tilbage efter henvendelse fra Deutz. Deutz oprettede samtidig et system, hvor alle forhandlere, der købte reservedele til IC3-tog skulle oplyse nummeret på motoren og destinationslandet. På den måde var Deutz i stand til at blokere videresalg til DSB. Hindringen medførte, at Fleco måtte trække sig fra opgaven, hvorefter DSB indgik kontrakt med DMN. 


Konkurrencerådet fandt, at Deutz og DMN havde overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, og at Deutz samtidigt havde misbrugt sin dominerende stilling i strid med konkurrenceloven ved at nægte levering og hindre parallelhandel gennem forhandlernetværket. 


Afgørelsen blev opretholdt ved Konkurrenceankenævnet i 2013 og Sø- og Handelsretten i 2021. Østre Landsret hjemviste sagen i 2023, da landsretten fandt, at markedsafgrænsningen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Højesteret fandt modsat landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Konkurrencerådets markedsafgrænsning og stadfæstede herefter i december 2024 Konkurrencerådets oprindelige afgørelse. 


Efter Højesterets dom kunne det strafferetlige spor i sagen genoptages. I maj 2026 vedtog DMN en udenretlig bøde på 1 mio. kr. for sin del i overtrædelsen. Københavns Byret skulle således alene tage stilling til sanktionen for Deutz samt en ledende medarbejder i Deutz.


Københavns Byrets dom 

Københavns Byret lagde med henvisning til Højesterets dom til grund, at Deutz selv havde nægtet levering af reservedele til Fleco og sammen med DMN hindret levering gennem Deutz' forhandlernetværk i strid med konkurrenceloven. Overtrædelsen stod på i perioden juli 2010 til ultimo 2011.


Københavns Byret fandt endvidere, at overtrædelserne kunne tilregnes Deutz og den tiltalte ledende medarbejder som forsætlige. Byretten henviste blandt andet til en e-mail fra en medarbejder i Deutz, som havde truffet beslutningen om at hindre levering til Fleco, med følgende ordlyd: "Close the door, dry them out, try to push the Business to DMN".


Københavns Byret idømte Deutz en bøde på 8 mio. kroner. Ved fastsættelsen af bøden lagde byretten vægt på Deutz' omsætning i regnskabsåret 2011, overtrædelsens varighed, Deutz-koncernens globale omsætning, at bødens størrelse skal have en afskrækkende effekt, samt at der forelå en overtrædelse af både konkurrencelovens § 6 og TEUF art. 101 samt konkurrencelovens § 11 og TEUF art. 102. 


For så vidt angår den ledende medarbejder fandt Københavns Byret, at betingelserne for strafbortfald var til stede. Dette skyldtes, at der havde været lang sagsbehandlingstid, idet forholdene blev begået i 2010 og 2011 og tiltalen først rejst i 2017. Den lange behandlingstid skyldtes ikke medarbejderens forhold, men at sagen blev behandlet gennem flere instanser. På den baggrund lod byretten straffen bortfalde for den ledende medarbejder.


Vores bemærkninger 

Afgørelsen af bødespørgsmålet i første instans falder mere end 13 år efter den første afgørelse fra Konkurrencerådet. Det lange forløb skal ses i lyset af, at sagens materielle spørgsmål om overtrædelse af reglerne har været prøvet i flere instanser, og at der har været omfattende processuelle skridt undervejs.


Sagen ved Byretten var herudover baseret på det tidligere sanktionssystem og var strafferetlig, hvilket skyldes, at overtrædelsen skete før ændringen af konkurrenceloven i 2021. Før ændringen af konkurrenceloven i 2021 var bødesager mod virksomheder strafferetlige og blev ført af anklagemyndigheden.  Med 2021-ændringen blev bøderne civile, og ansvaret for at føre sagerne ved domstolene overgik til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I dag beslutter Konkurrencerådet, om en sag skal indbringes for domstolene med henblik på at pålægge civile bøder, mens der også er mulighed for alternativt at vedtage et civilt bødeforelæg uden for domstolene, hvis betingelserne herfor er opfyldt. 


Sager mod personer er fortsat strafferetlige. Derfor kan medarbejdere fortsat risikere meget lange sagsforløb, før en sag er endeligt afgjort.


Størrelsen på bøden (8 mio. kr.) skal også ses i lyset af, at den er udmålt efter de tidligere bødeberegningsprincipper, som var gældende på tidspunktet for overtrædelsen. Principperne blev ændret i 2024, og følger nu principperne i EU-Kommissionens retningslinjer for bødeberegningen for virksomheder. Det indebærer, at der tages udgangspunkt i et grundbeløb, fastsat som den relevante del af virksomhedens omsætning, der kan hæves eller sænkes på baggrund af sagens omstændigheder. Byretten var som følge af overgangsreglerne for bødeberegningsprincipper forpligtet til at anvende de tidligere principper for bødeberegning, fordi de nye principper konkret ville have ført til en højere bøde for Deutz.  


Læs Københavns Byrets dom af 8. oktober 2026


Læs vores nyhedsbrev om Højesterets dom af 3. december 2024

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Første danske afgørelse: Sletning af filer under kontrolundersøgelse er en overtrædelse
Første danske afgørelse: Sletning af filer under kontrolundersøgelse er en overtrædelse
24/08/2026
Konkurrenceret
Google skal betale PriceRunner milliarderstatning for misbrug af dominerende stilling
Google skal betale PriceRunner milliarderstatning for misbrug af dominerende stilling
28/08/2026
Konkurrenceret, EU-ret
Første Status på Foreign Subsidies-Forordningen
Første Status på Foreign Subsidies-Forordningen
31/08/2026
Udbudsret, Konkurrenceret
Grønlandsk ændring af konkurrencelovgivning trådt i kraft
Grønlandsk ændring af konkurrencelovgivning trådt i kraft
23/09/2026
Konkurrenceret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted