Det er en velkendt problemstilling, hvorvidt man som part i en retssag må fremlægge en ensidigt indhentet erklæring. Når en sådan erklæring bliver fremlagt, giver det ofte anledning til formelle indsigelser, og der kommer jævnligt nye afgørelser om dette evigt aktuelle emne.
I denne nyhed ser vi nærmere på to nyere afgørelser, der bidrager til at skabe mere klarhed over nogle af de udfordringer, som spørgsmålet om fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer kan give anledning til.
Når det kommer til sagkyndig bevisførelse, er udgangspunktet ved de danske domstole, at dette sker ved syn og skøn. I en syns- og skønsproces bliver der udmeldt en uafhængig skønsmand, der skal besvare spørgsmål, som alle sagens parter har mulighed for at stille.
Til forskel herfor bliver ensidigt indhentede erklæringer udarbejdet af partens egen ekspert, uden at modparterne har mulighed for at medvirke i tilblivelsesprocessen.
En ensidigt indhentet erklæring kan være et afgørende bevis i en retssag, hvis der ikke medvirker sagkyndige dommere. Særligt i kommercielle tvister kan det derfor potentielt være en stor fordel, at en part gennem en ensidigt indhentet erklæring kan føre ekspertbevis, fx om partens tabsopgørelse eller om tekniske forhold, der ellers skulle føres bevis om ved syn og skøn.
Som udgangspunkt kan en part fremlægge en ensidigt indhentet erklæring om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter i en retssag, hvis parten har indhentet erklæringen forud for sagsanlægget. Er erklæringen indhentet efter sagsanlæg, kan den som udgangspunkt ikke fremlægges i retssagen.
Højesteret og Østre Landsret har for nylig afsagt kendelser om adgangen til at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer henholdsvis i forbindelse med syn og skøn og under betegnelse som et partsindlæg.
Tilbud om omkostninger til udbedring af mangler
I Østre Landsrets kendelse af 31. august 2022 (U 2022.4802 Ø) var der udmeldt syn og skøn. I sagen anmodede en hovedentreprenør, B, om tilladelse til at fremlægge et ensidigt indhentet tilbud efter sagsanlæg, som skulle danne grundlag for supplerende spørgsmål til skønsmandens svar vedrørende omkostninger til udbedring af mangler. Med henvisning til det ensidigt indhentede tilbud ønskede B skønsmandens stillingtagen til, om tilbuddet gav skønsmanden anledning til at revurdere sit tidligere skøn om udbedringsomkostninger.
A protesterede mod fremlæggelsen med henvisning til, at der var tale om en ensidig erklæring indhentet efter sagens anlæg.
På trods af at tilbuddet var indhentet efter sagsanlæg, og efter skønsmanden havde besvaret spørgsmål om omkostninger til udbedringer af mangler i sin skønserklæring, tillod Østre Landsret, at tilbuddet blev fremlagt. Østre Landsret lagde vægt på, at modparten også havde mulighed for at stille supplerende spørgsmål, samt at formålet med tilbuddet alene var, at skønsmanden havde mulighed for at revurdere sit skøn. Tilbuddet skulle ikke fremlægges som et selvstændigt bevis i sagen.
Resultatet stemmer overens med Højesterets afgørelse af 1. oktober 2020 (U 2020.282 H), hvor Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets begrundelse og resultat (U 2019.717 V). I denne afgørelse tillod landsretten, at et ensidigt indhentet tilbud blev fremlagt med henblik på at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden og ikke som et selvstændigt bevis i sagen.
Til forskel herfor tillod Højesteret i sin afgørelse af 9. januar 2017 (U 2017.1184 H) ikke et ensidigt indhentet tilbud fremlagt, fordi parten ville fremlægge tilbuddet som et egentligt bevis i sagen og ikke for at stille supplerende spørgsmål til en skønsmand.
Dermed er det fastlagt af Højesteret, at et ensidigt indhentede tilbud om udbedringsomkostninger kan fremlægges, selvom det er indhentet efter sagens anlæg, hvis det alene skal anvendes til at stille spørgsmål til en skønsmand. Derimod vil sådanne tilbud ikke kunne fremlægges som bevis i sagen.
Partsindlæg
I Højesterets afgørelse af 15. oktober 2021 (U 2022.97 H) havde et selskab, A, anlagt en erstatningssag mod B i anledning af A’s køb af B’s virksomhed. Det var A’s synspunkt, at B i forbindelse med overdragelsen af virksomheden ikke havde oplyst om væsentlige forhold om den overdragne virksomhed, og at købesummen som følge af B’s angivelige fortielse af disse forhold var for høj.
I stævningen havde A nedlagt påstand om, at B skulle betale 128,7 millioner kroner, men i den efterfølgende replik ændrede A sin påstand til cirka 127,9 millioner kroner. Til støtte for opgørelsen af det ændrede krav fremlagde A en rapport udarbejdet af et stort, internationalt revisionshus. Rapporten var indhentet efter sagsanlæg.
A ønskede rapporten fremlagt som et ”partsindlæg” i sagen, ligesom A i et efterfølgende processkrift begærede syn og skøn.
Retten i Aarhus fandt, at rapporten ikke kunne fremlægges, fordi der var tale om en ensidigt indhentet erklæring efter sagsanlæg. Derimod fandt Vestre Landsret, at A kunne fremlægge rapporten, da A frit kunne fremlægge egne oplysninger og vurderinger, og at rapporten således skulle anses som et partsindlæg.
B ansøgte om og fik tilladelse til at appellere Vestre Landsrets afgørelse til Højesteret.
Højesteret fandt, at rapporten havde karakter af en selvstændig og selvforklarende erklæring, der kom med den sagkundskab og autoritet, som er forbundet en revisorerklæring fra et stort, internationalt revisionshus.
Derfor var det Højesterets vurdering, at dette var en ensidigt indhentet erklæring, som var indhentet efter sagens anlæg. Højesteret udtalte desuden, at dette resultat ikke kunne ændres af, at A ville medtage rapporten som partsindlæg.
Dermed tillod Højesteret ikke, at rapporten kunne fremlægges i sagen, da en fremlæggelse og udlevering af erklæringen til skønsmanden inden gennemførelsen af syn og skøn om samme tema kunne medføre en utilbørlig påvirkning af skønsmanden.
Bech-Bruuns kommentar
En ensidig indhentet erklæring kan lette forberedelsen af sagen, ligesom en sådan erklæring kan være et centralt bevis i sagen. Der opstilles dog et krav om, at ensidigt indhentede erklæringer kun kan fremlægges som bevis i sagen, hvis de er indhentet inden sagens anlæg. Derfor er det vigtigt tidligt i processen at have for øje, om en erklæring skal indhentes, da den i så fald skal indhentes hurtigst muligt og senest inden sagens anlæg.
