Ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 blev der bl.a. indført en ny bestemmelse i retsplejeloven, der i visse tilfælde kan afskære domfældte fra at anke byrettens dom til landsretten. Højesteret har netop i en kendelse af 8. december 2015 – for første gang – taget stilling til bestemmelsens rækkevidde, hvorefter domfældte i den konkrete sag blev afskåret fra at anke byrettens afgørelse til landsretten.
Den nye bestemmelse i retsplejelovens § 368a lyder således:
”Landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. Landsretten kan dog ikke afvise en sag, som er indbragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Stk. 2. Hvis landsretten overvejer at afvise en ankesag efter stk. 1, underrettes parterne herom. Parterne kan herefter inden 2 uger efter at have modtaget meddelelsen give retten og den anden part underretning om deres bemærkninger, hvorefter retten træffer afgørelse.
Stk. 3. Retten træffer ved dom afgørelse om afvisning på det indkomne skriftlige grundlag. Hvor særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling. Retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i den mundtlige forhandling ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig”
Landsretten har herefter mulighed for at afskære domfældtes mulighed for anke af en dom, hvis sagen ikke er af principiel karakter, og der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald i landsretten.
Den konkrete sag drejede sig om, hvorvidt direktøren for et leasingtagerselskab havde været udsat for identitetstyveri og således videre, om direktøren – som selvskyldnerkautionist – hæftede for selskabets gæld ifølge leasingaftalen til et finansieringsselskab.
I sagen var der blevet leaset en varebil gennem et finansieringsselskab. Vedkommende, der ønskede at lease varebilen, havde udleveret et CVR-nummer for et dansk kapitalselskab, ligesom retten lagde til grund, at der var blevet forevist sygesikringsbevis og pas tilhørende direktøren i selskabet. Byretten fandt – efter forklaring fra en tidligere ansat hos den forhandler, der havde formidlet leasingaftalen mellem finansieringsselskabet og direktøren for leasingtagerselskabet – at der var skabt en formodning for, at det var direktøren, der havde indgået leasingaftalen på vegne af leasingtagerselskabet. Idet retten fandt, at det var den sagsøgte direktør, der personligt havde indgået aftalen på vegne af leasingtagerselskabet, blev finansieringsselskabets påstand (om at direktøren hæftede som kautionist for gælden ifølge leasingaftalen) taget til følge.
Byretten lagde i dommen endvidere vægt på, at direktøren var fratrådt sin stilling som direktør samme dag, som første leasingydelse skulle erlægges, og at direktøren havde lånt midler til at stifte leasinggiverselskabet, for kort tid derefter helt at opgive selskabet ved at fratræde som direktør og flytte til udlandet.
Direktøren ankede herefter byrettens dom. Finansieringsselskabet anmodede i forlængelse heraf landsretten om at afvise anken i medfør af retsplejelovens § 368a, idet finansieringsselskabet gjorde gældende, at ankestævningen hverken indeholdte nye (1) påstande eller (2) nye bevisligheder, ligesom det ikke var finansieringsselskabets opfattelse, at den afsagte dom havde principiel betydning.
Landsretten afviste ankesagen med henvisning til, at det i byretsdommen anførte ikke gav landsretten anledning til at antage, at landsretten ville komme til et andet resultat end byretten. Landsretten fandt i øvrigt ikke, at der forelå nogen særlig årsag til, at sagen skulle behandles i to instanser. Landsretten udtalte således:
”Byretten har efter bevisførelsen – herunder bilsælgerens forklaring om, at han nøje kontrollerede billed-id, inden aftalen blev indgået – fundet, at der var skabt en formodning for, at det var direktøren, der underskrev leasingaftalen. Efter en gennemgang af de øvrige oplysninger i sagen, herunder bl.a. at direktøren stiftede det selskab, der leasede bilen den 29. september 2010, at han udtrådte af direktionen den 1. februar 2011, samme dag som første leasingydelse skulle betales, og at direktøren lånte penge til at stifte et selskab for kort efter at opgive selskabet og derefter rejse til udlandet, har byretten fundet det bevist, at leasingkontrakten blev indgået af direktøren.
Det, der er anført for landsretten, gør det ikke sandsynligt, at landsretten vil komme til et andet resultat end byretten. Da der i øvrigt ikke er grunde, der taler for, at sagen skal behandles i to instanser, afviser landsretten ankesagen, jf. retsplejelovens § 368 a.”
Sagen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret, der stadfæstede landsretten dom. Højesteret bemærkede i denne forbindelse, at ankesagen angik den bevismæssige vurdering af, hvorvidt den pågældende direktør havde været til stede ved indgåelsen af leasingaftalen eller ej. Højesteret udtalte i sine præmisser for dommen:
”Sagen angår forståelsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 368 a, hvorefter landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.
Den afviste ankesag angår den bevismæssige vurdering af sagens begivenhedsforløb, herunder omstændighederne ved leasingaftalens indgåelse, og betydningen af domfældtes forudgående og efterfølgende dispositioner, og der er ikke for landsretten fremsat nye påstande eller anbringender eller fremlagt nye beviser.
Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret landsrettens dom om at afvise ankesagen, jf. retsplejelovens § 368 a.
Efter retsplejelovens § 312, stk. 2, skal den part, der taber en kæresag, som udgangspunkt erstatte modparten de udgifter, kæresagen har påført modparten. Da der er tale om kære af et principielt spørgsmål om afgrænsning af anvendelsesområdet for en ny lovbestemmelse, finder Højesteret, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.”
I forbindelse med Højesterets dom er det interessant, at Højesteret angav, at der ikke var anført nye anbringender. Formelt set var der gjort en række nye anbringender gældende, men disse baserede sig i høj grad på, at finansieringsselskabet skulle have handlet uforsigtigt (hvilket byretten fandt ikke var tilfældet), og at direktøren forsøgte at fralægge sig en bevisbyrde, som direktøren uomtvisteligt havde.
Højesterets dom viser i øvrigt også, at Højesteret i forbindelse med sin afgørelse behandlede – og lagde vægt på – det lovforberedende arbejde, der eksisterer i forbindelse med den omhandlende bestemmelses tilblivelse. Af dette fremgår det bl.a., at når der intet er anført til støtte for, at byrettens dom er forkert – og der således ikke er udsigt til et ændret resultat i landsretten – er det særligt aktuelt at afvise en ankesag. Videre nævnes det, at bestemmelsen særligt er aktuel, når der består en formodning for, at en indgivet ankestævning er sket med det ene formål at udskyde fuldbyrdelsestidspunktet for dommen (såkaldte kreditanker).
Dommen er historisk i den forstand, at det er første gang, at Højesteret afsiger en dom i medfør af retsplejelovens § 368a.
Højesterets dom er udtryk for, at man som domfældt nøje bør overveje indholdet af sin ankestævning, såfremt en sådan påtænkes indgivet. Afgørelsen indebærer således, at i det omfang, der er tale om en ankestævning, der i det hele henviser til allerede nedlagte påstande og anbringender samt en identisk bevisførelse som for byretten, vil dette indgå i vurderingen af, om anken bør afvises i medfør af retsplejelovens § 368a.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 368a formodes dog ikke anvendt i de tilfælde, hvor en byretsdom – der i det væsentligste vedrører vurdering og fortolkning af jus – søges anket.
Højesterets afgørelse kan ses i sin helhed
her
Eventuelle spørgsmål til afgørelsen eller anvendelsen af retsplejelovens § 368 a som et alternativ til en (omkostningsfuld) ankesag, kan rettes til advokat Michael Gregersen eller advokatfuldmægtig Anders Boserup.
