Ny domsforordning – de væsentligste ændringer

Danmark har nu gennemført de seneste ændringer i Domsforordningen (også kaldet Bruxelles I-forordningen). Ændringerne vedrører blandt andet forordningens anerkendelse af voldgiftsaftaler og betydningen af parallelle retssager (litis pendens).

Ændringerne i forordningen gælder for sager, som er anlagt efter den 10. januar 2015, mens sager, der er anlagt inden denne dato fortsat vil være reguleret af den tidligere forordning. De væsentligste ændringer til Domsforordningen gennemgås nedenfor.

PARTERNES AFTALE OM VÆRNETING FÅR STØRRE BETYDNING
Ændring af artikel 23 (nu artikel 25) om værnetingsaftaler.
Den tidligere artikel 23 om anerkendelsen af værnetingsaftaler omfattede kun værnetingsaftaler, hvor en af aftalens parter havde hjemsted i en medlemsstat. Denne betingelse er blevet slettet i den nye forordning, så forordningen nu anerkender alle værnetingsaftaler, som peger på en domstol i en medlemsstat, uanset om parterne har hjemsted i en medlemsstat eller ej.

Ændringen af artikel 23 medfører endvidere, at det nu fremgår klart af forordningen, at en eventuel tvist om gyldigheden af en værnetingsaftale skal afgøres i henhold til lovgivningen i det land, som værnetingsaftalen peger på.

Endelig fremgår det af den nye artikel 25, stk. 5, at en værnetingsaftale i en kontrakt anses for at være en selvstændig aftale, som er uafhængig af kontraktens øvrige bestemmelser. Dette medfører, at selvom en af parterne skulle gøre gældende, at dele af kontrakten er ugyldig, vil værnetingsklausulen stadig kunne finde anvendelse, så den valgte ret vil kunne afgøre indsigelsen om ugyldighed.

FÆRDIGBEHANDLING KAN IKKE LÆNGERE FORHALES VED AT ANLÆGGE SAGER VED EN DOMSTOL MED LANGSOM SAGSBEHANDLING
Ændring af artikel 29 og 31 om anerkendelse af parallelle retssager (litis pendens).
I henhold til den tidligere gældende Domsforordning gjaldt et princip om, at domstolene skulle anerkende og afvente parallelle retssager ved andre domstole om samme genstand, den såkaldte litis pendens-regel. Den domstol, hvorved sagen først var anlagt, havde således førsteret til at behandle sagen, herunder spørgsmålet om jurisdiktion. De andre domstole, hvor sagen senere måtte være anlagt, skulle afvente den første domstols afgørelse. Dette gav i praksis en part mulighed for at forhale færdigbehandlingen af en sag ved hurtigt at anlægge en retssag ved en domstol med langsom sagsbehandling (ofte Italien eller Grækenland), hvorefter andre domstole måtte udsætte deres behandling af sagen. Disse regler tog ikke højde for parternes værnetingsaftale, og en domstol måtte derfor udsætte sin behandling af sagen uanset, om den domstol, hvor sagen først var anlagt, var rette værneting eller ej.

Denne regel er nu ændret ved en revision af artikel 29 og artikel 31, stk. 2. Det fremgår derfor nu klart af forordningens artikel 31, stk. 2, at den domstol, som ifølge parternes værnetingsaftale har eksklusiv jurisdiktion, har enekompetence til at behandle sagen. Andre domstole må derfor udsætte behandlingen af eventuelle parallelle søgsmål, indtil den aftalte domstol har afgjort, om den har kompetence til at behandle sagen eller ej.

Det fremgår endvidere af artikel 29, stk. 1, at den generelle regel om litis pendens stadig skal respektere den enekompetente domstols behandling af sagen, så det altid er eventuelle andre domstole, som må udsætte deres behandling af parallelle sager.

SAGER KAN UDSÆTTES, HVIS PARALLELLE SAGER ALLEREDE BEHANDLES VED DOMSTOLE I TREDJELANDE
Nye bestemmelser i artikel 33 og 34.
Den gamle Domsforordning indeholdt ikke regler om, hvordan domstolene i medlemsstaterne skulle forholde sig, hvis der kørte en parallel retssag i en ikke-medlemsstat. Den reviderede forordning giver nu domstole i medlemsstaterne mulighed for at tage højde for sådanne igangværende sager om samme genstand, jf. de nye bestemmelser i artikel 33 og 34.

Det følger nu af forordningen, at en domstol i en medlemsstat kan udsætte sin behandling af en retssag, hvis der allerede er anlagt en sag om den samme genstand mellem de samme parter i et tredjeland, når det forventes, at retssagen kan anerkendes og fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, og når retten i medlemsstaten anser det for godtgjort, at det er nødvendigt at udsætte sagen af hensyn til en ordnet retspleje.

FORORDNINGEN FINDER IKKE ANVENDELSE PÅ NOGEN ASPEKTER AF VOLDGIFTSSAGER
Ændringer i den nye Domsforordnings præambel (12).
Den gamle Domsforordning fastslog i artikel 1 (2) d, at forordningen ikke omfattede voldgiftssager. Denne bestemmelse havde imidlertid givet vanskeligheder i praksis, og det var således uklart, om og i hvilket omfang medlemsstaternes domstole kunne og skulle behandle retssager, hvor parterne havde aftalt voldgift, eller hvor der endda allerede var anlagt en voldgiftssag.

Dette er nu afklaret i præambel (12) til den nye Domsforordning, hvoraf det fremgår, at forordningen ikke forhindrer medlemsstaternes domstole i at afvise og henvise en sag til behandling ved voldgift, eller i øvrigt at vurdere, om parternes voldgiftsaftale er gyldig og bindende. Det fremgår endvidere nu klart af forordningen, at den ikke finder anvendelse på nogen aspekter af voldgiftssager, herunder i forhold til voldgiftsmændene, proceduren, fuldbyrdelse mv.

---