Ny dom fra Højesteret om Hovedaftalens frister for lokal forhandling

Sagen kort

Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b), foreskriver en frist for afholdelse af lokal forhandling på 14 dage fra afskedigelsen, hvis man fra arbejdstagers side hævder, at afskedigelsen ikke har været rimeligt begrundet. Hvis arbejdsgiveren har afgivet åbenbart urigtige oplysninger om baggrunden for afskedigelsen, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor lønmodtageren blev bekendt med de korrekte oplysninger, idet den lokale forhandling dog skal være afsluttet inden 3 måneder fra afskedigelsen.

A blev opsagt den 30. november 2015 på grund af arbejdsmangel. I april 2016 rettede A henvendelse til 3F, idet han mente, at der da forelå oplysninger, som modsagde, at der havde været rimeligt grundlag for afskedigelsen.

Der blev først gjort indsigelse mod afskedigelsen ved 3F’s brev af 9. august 2016 – og dermed ca. 8 måneder efter afskedigelsen og mere end 3 måneder efter, at A blev bekendt med de forhold, der begrundede indsigelsen. Fristerne i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b), var derfor overskredet. Den 5. september 2016 meddelte 3F arbejdsgiveren, at afskedigelsessagen ikke ville blive videreført fagretligt. Den 8. februar 2017 meddelte 3F, at man havde ”lukket sagen ned”.

Spørgsmålet i sagen var derfor først, om A opfyldte betingelsen i arbejdsretslovens § 11, stk. 2, for at anlægge sag ved de almindelige domstole. Det følger af bestemmelsen, at en lønmodtager kan anlægge sag ved de almindelige domstole om løntilgodehavender, hvis den pågældende godtgør, at vedkommendes faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. Dernæst var spørgsmålet, om overskridelsen af fristerne i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b), havde betydning for A’s mulighed for at få tilkendt en sådan godtgørelse ved de almindelige domstole.

Højesterets afgørelse

I forhold til sagens første spørgsmål fandt Højesteret, at betingelserne i arbejdsretslovens § 11, stk. 2, for, at A kunne anlægge sagen ved de almindelige domstole, var opfyldt. Højesteret henviste herved til landsrettens afgørelse, hvor det var lagt til grund, at 3F ikke med bindende virkning havde frafaldet A’s krav. I forhold til sagens andet spørgsmål bemærkede Højesteret, at reglerne i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b), er udtryk for en reklamationspligt, som skal opfyldes af den opsagte som betingelse for, at der kan kræves godtgørelse med hjemmel i Hovedaftalen. Højesteret anførte, at denne pligt måtte gælde uanset, om kravet på godtgørelse blev rejst fagretligt for Afskedigelsesnævnet eller blev forfulgt ved de almindelige domstole.

Idet A ikke havde overholdt fristerne i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b), kunne han heller ikke for de almindelige domstole kræve godtgørelse efter Hovedaftalen.

Bech-Bruuns kommentarer

Det er med dommen fastslået, at en arbejdstager, som har haft mulighed for at få sit krav prøvet ved Afskedigelsesnævnet, ikke kan befri sig for Hovedaftalens frister ved at rejse krav om godtgørelse i henhold til Hovedaftalens § 4, stk. 3, ved de almindelige domstole. Reklamationspligten efter Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b), skal opfyldes af den opsagte arbejdstager, uanset om kravet forfølges fagretligt eller ved de almindelige domstole.