Sagen omhandlede parallelimport og salg af Lala Berlin tørklæder. I sagen gjorde Lala Berlin det bl.a. gældende, at de omhandlede tørklæder var uægte og, at salg og markedsføring gennem dagligvareforretninger udgjorde en krænkelse efter varemærkeloven og markedsføringsloven.
Sø- og Handelsretten fandt ikke, at Lala Berlin havde sandsynliggjort, at tørklæderne udgjorde varemærkeforfalskninger, og afviste, at der skulle være tale om kopiprodukter. Importøren havde bl.a. indhentet erklæring fra Teknologisk Institut, som ud fra en visuel bedømmelse og målinger af seks tørklæder ikke kunne fastslå, at de parallelimporterede tørklæder adskilte sig fra Lala Berlins tørklæder, som var solgt via officielle distributører.
Retten fandt desuden, at det var godtgjort, at der var en ubrudt kæde af fakturaer mellem autoriserede Lala Berlin forhandlere og importøren. I den forbindelse tillagde retten det væsentlig vægt, at sagsøgte ved købet af tørklæderne havde fået udarbejdet en advokaterklæring, der bekræftede den ubrudte kæde af fakturaer, selvom Lala Berlin ikke fik disse forevist. Tørklæderne var derfor bragt i omsætning med Lala
Berlins samtykke.
Sø- og Handelsretten traf desuden principiel afgørelse om, at det ikke generelt kan forbydes, at luksusprodukter sælges gennem dagligvarebutikker, da der skal foreligge en konkret skadevirkning, hvis salget skal forbydes. En sådan konkret skadevirkning foreligger som den absolutte hovedregel ikke, hvis produkter markedsføres på samme vis som ved de officielle forhandlere. Ifølge Sø- og Handelsrettens kendelse måtte markedsføringen anses for sædvanlig i branchen, og den adskilte sig i øvrigt ikke væsentligt fra den markedsføring, som mange af Lala Berlins autoriserede forhandlere benytter.
Afgørelsen bekræfter, at man, såvel som parallelimportør som rettighedshaver, skal foretage en detaljeret due diligence i forbindelse med parallelimport, idet retten stiller høje krav til dokumentation for henholdsvis lovligheden af parallelimport og eventuelle påstande om forfalskning og manglende konsumption. I den relation stadfæster Sø- og Handelsretten et princip om, at advokaterklæringer om konsumption som udgangspunkt kan lægges til grund.
I forhold til markedsføringen af parallelimporterede varer lægger Sø- og Handelsretten sig tæt op af EU Domstolens meget restriktive praksis for, hvornår en rettighedshaver kan forbyde varemærkebrug ved videresalg af parallelimporterede produkter, idet dette kræver skadevirkning og at markedsføringen afviger fra den markedsføring som sker af de officielle distributører.
Sagen blev for sagsøgte behandlet af partner Claus Barrett Christiansen og advokat Sisse Langberg Lassen.
Læs afgørelsen fra Sø- og Handelsretten.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
