Nyt fra Klagenævnet for Udbud: Den 13. maj 2019 afsagde klagenævnet kendelse i sagen Teledyne CARIS, Inc. mod Geodatastyrelsen. Sagen vedrørte en klage over en kvalitativ tilbudsvurdering. I denne nyhed kan du læse om sagens forløb og dens afgørelse.
Kort om sagen
Geodatastyrelsen udbød i sommeren 2018 et offentligt udbud efter udbudsloven om levering og servicering af et IT-system til søkortproduktion. Udbuddet blev gennemført ud fra en beskrevet helhedsvurderingsmodel, og klagers påstand var, at ordregiver havde vurderet tilbuddene anderledes end angivet i udbudsbetingelserne. Det fandt Klagenævnet ikke var tilfældet.
Tilbudsvurderingen blev foretaget ud fra den såkaldte forskelsmodel, hvor underkriteriet kvalitet vægtede 70 %. Herunder var der syv delkriterier med hver deres oplyste vægtning. De syv delkriterier blev evalueret på en række yderligere elementer, og det var blandt andet beskrevet, hvad der ville blive tillagt positiv vægt.
Underkriterierne, delkriterierne og delelementerne fremgik tydeligt af udbudsbetingelserne, hvor ordregiver klart havde anført, at delelementerne ikke udgjorde yderligere "del-del-kriterier". Der var derimod alene en indikation af forhold, som lagde fundamentet for den samlede evaluering af hvert delkriterium.
Til illustration, var der altså tale om tre niveauer af kriterier:
- Underkriterium
- Delkriterier
- Delelementer/"del-del-kriterier"
Geodatastyrelsen havde tildelt point for underkriterierne, og på delkriterieniveau, men ikke ned på niveauet for delelementer. Der var derimod anvendt en sproglig differentieringsmodel for at begrunde, hvordan de enkelte delkriterier samlet skulle evalueres.
Teledyne, som ikke havde fået kontrakten, klagede over, at Geodatastyrelsen ikke havde anvendt en gennemsigtig udbudsproces. Desuden klagede Teledyne over, at Geodatastyrelsen ikke havde været konsekvente med at anvende den samme evalueringsmetode igennem hele tilbudsvurderingen, herunder at to ud af syv delkriterier var blevet evalueret ud fra andre elementer, end dem som var anført i udbudsmaterialet.
Klagenævnet fandt, at Geodatastyrelsen klart og gennemsigtigt havde beskrevet evalueringsmetoden i udbudsmaterialet. Klagenævnet fandt derudover, at evalueringsrapporten viste, at alle delkriterierne var blevet evalueret på baggrund af de enkelte delelementer i fuld overensstemmelse med den offentliggjorte evalueringsmetode.
Hvad viser kendelsen?
Kendelsen afspejler fast praksis, hvorefter der tilkommer ordregiver et vidt evalueringsskøn, som klagenævnet kun tilsidesætter i helt ekstraordinære tilfælde. Klagenævnets afgørelse forekommer oplagt. Geodatastyrelsen havde meget detaljeret og med brug af eksempler beskrevet i udbudsbetingelserne, hvordan tilbuddene ville blive evalueret. Geodatastyrelsen havde desuden beskrevet, hvordan de ville tildele point på delkriterieniveau på baggrund af en skønsmæssig helhedsvurdering af de angivne delelementer.
Læs Klagenævnet for Udbuds kendelse.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.