Højesteret afgjorde den 15. maj 2018 en principiel sag om forholdet mellem en medarbejder dækket i henhold til en firmapensionsaftale og forsikringsselskabet. Sagen handlede konkret om beregningen af ydelser efter en kollektiv erhvervsevnetabsforsikring.
Kort om sagen
Danica havde afgivet tilbud på en firmapensionsordning til et selskab (X). Tilbuddet indeholdt en dækning ved tab af erhvervsevne, som blev fastsat ud fra en grundlagsrente på 2,5 %. Efter nærmere forhandlinger indgik X firmapensionsaftalen med Danica den 18. juli 2001.
En medarbejder fra X valgte at tiltræde firmapensionsordningen og erklærede i den forbindelse, at ordningen blev etableret i henhold til firmapensionsaftalen mellem Danica og X.
Pensionsaftalen og dens grundlagsrente
Selve firmapensionsaftalen indeholdt ingen oplysninger om grundlagsrenten for beregning af erhvervsevnetab. I dækningsoversigten og forsikringsbetingelserne, som blev sendt til medarbejderen, stod der, at erhvervsevnetabsforsikringens præmie blev fastsat på grundlag af Finanstilsynets maksimale grundlagsrente for livsforsikringer. Den var på daværende tidspunkt 1,5 %.
I 2002 kom medarbejderen til skade og fik efterfølgende bekræftet sin ret til dækning for tab af erhvervsevne.
Omkring 10 år senere blev medarbejderen bekendt med, at dækningsoversigten henviste til en grundlagsrente på 1,5 %. Medarbejderen argumenterede derfor efterfølgende for, at der var indgået en bindende aftale med Danica om en grundlagsrente på 1,5 %. En aftale, som ville give medarbejderen en højere dækning for erhvervsevnetabet.
Hvilken grundlagsrente gælder?
Da Danica fastholdt, at der, i henhold til firmapensionsaftalen, var aftalt en grundlagsrente på 2,5 %, lagde forbrugerombudsmanden, som mandatar for medarbejderen, sag an mod Danica. Forbrugerombudsmanden argumenterede for, at Danica skulle anerkende, at der var aftalt en grundlagsrente på 1,5 %, og at Danica havde handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder.
Sø- og Handelsretten afgjorde i sin dom den 31. maj 2017, at Danica havde forpligtet sig over for medarbejderen til at anvende grundlagsrenten på 1,5 %. Derudover havde Danica, ifølge Sø- og Handelsretten, handlet i strid med god skik, fordi de ikke havde korrigeret renten for de øvrige medarbejdere, der var dækket af firmapensionsaftalen.
Højesterets dom
Højesterets dom den 15. maj 2018 fastslog, at rammerne for firmapensionsordningen var blevet fastlagt i Danica og X's aftalte vilkår. Den aftalte grundlagsrente fremgik ikke af den endelige firmapensionsaftale, men grundlagsrenten på 2,5 % fremgik dog af tilbuddet fra Danica. Det var dette tilbud, som havde dannet grundlag for forhandlingen og den endelige aftale mellem Danica og X. Da Danica desuden havde administreret pensionsordningen på baggrund af en grundlagsrente på 2,5 %, fastslog Højesteret, at det måtte anses for aftalt i firmapensionsaftalen, at erhvervsevnetabsforsikringen var baseret på en grundlagsrente på 2,5 %.
Der skulle herefter, ifølge Højesteret, foreligge "særlige holdepunkter", hvis en anden grundlagsrente skulle anses for at være aftalt med medarbejderen. Ifølge Højesteret var det forhold, at dækningsoversigterne og forsikringsbetingelserne henviste til Finanstilsynets maksimale grundlagsrente på 1,5 %, ikke et fornødent grundlag til at tilsidesætte firmapensionsaftalen. Derfor konkluderede Højesteret, at Danica med rette havde anvendt en grundlagsrente på 2,5 % ved beregningen af erhvervsevnetabsdækningen.
På samme baggrund afgjorde Højesteret, at Danica ikke havde handlet i strid med god skik. Højesteret tilføjede, at det ikke i sig selv er en overtrædelse af reglerne for god skik, at en finansiel virksomhed fastholder sin opfattelse, i tilfælde hvor der er berettiget tvivl om forståelsen af en aftale.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
