Ny dom fra Højesteret i en sag om erstatning for misligholdelse af en distributionsaftale understreger voldgiftskendelsers bindende karakter.
Voldgift er karakteriseret ved, at parterne har aftalt, at deres tvist skal afgøres af en privat voldgiftsret i stedet for domstolene. Det betyder dog ikke, at domstolene ikke kan blive involveret i en voldgiftssag. En af mulighederne er, at domstolene kan tilsidesætte en voldgiftskendelse som ugyldig, om end det er en snæver undtagelse. Dette illustrerer en ny dom fra Højesteret. Dommen er interessant, fordi det er ganske sjældent, at domstolene får lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om tilsidesættelse af voldgiftskendelser.
BEGRÆNSEDE MULIGHEDER FOR TILSIDESÆTTELSE
Voldgiftslovens § 37 sætter rammerne for, hvornår domstolene kan tilsidesætte en voldgiftskendelse som ugyldig.
Ifølge § 37 kan domstolene tilsidesætte en voldgiftskendelse i følgende situationer:
- Hvis en af parterne i voldgiftsaftalen manglede retlig handleevne, eller hvis voldgiftsaftalen er ugyldig.
- Hvis den part, der gør ugyldighed gældende, ikke fik behørig meddelelse om udpegningen af en voldgiftsdommer eller om voldgiftssagens behandling eller af andre grunde var ude af stand til at fremføre sin sag.
- Hvis voldgiftskendelsen behandler en tvist, der ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, eller afgør spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen.
- Hvis voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med parternes aftale eller med reglerne i voldgiftsloven.
Derudover kan domstolene på eget initiativ tilsidesætte en voldgiftskendelse i følgende situationer:
- Hvis tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift.
- Hvis voldgiftskendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public), hvilket ifølge forarbejderne til voldgiftsloven kræver, at der er begået overordentligt graverende fejl fra voldgiftsrettens side.
FLERE UGYLDIGHEDSGRUNDE I SPIL FOR HØJESTERET
I den konkrete voldgiftskendelse, der var genstand for Højesteretssagen, havde voldgiftsretten bestemt, at den ene part, Taewoong Inc., skulle betale 20 mio. kr. til den anden part, AH Industries A/S, som erstatning for misligholdelse af en distributionsaftale.
Taewoong Inc. lagde derefter sag an ved domstolene og gjorde gældende, at voldgiftskendelsen skulle tilsidesættes som ugyldig.
Dette var baseret på følgende argumenter:
- Voldgiftskendelsen var i strid med fundamentale retsprincipper, idet Taewoong Inc. var blevet afskåret fra at fremføre synspunkter om afgørende forhold.
- Voldgiftssagens behandling var ikke i overensstemmelse med voldgiftslovens § 28, stk. 3, da voldgiftsretten havde foretaget en billighedsvurdering ved udmålingen af erstatningsbeløbet uden at være bemyndiget hertil.
- Voldgiftsrettens fortolkning af distributionsaftalen lå uden for rammerne af de fremførte påstande og anbringender.
- Voldgiftskendelsen var i strid med ordre public, fordi voldgiftskendelsen håndhævede distributionsaftalen, der ifølge Taewoong Inc. var i strid med EU-konkurrenceretten (TEUF artikel 101 om konkurrencebegrænsende aftaler).
HØJESTERET TILSIDESATTE IKKE VOLDGIFTSKENDELSEN
Højesteret bemærkede først, at en voldgiftskendelse kun kan tilsidesættes inden for rammerne af voldgiftslovens § 37. Det betyder blandt andet, at der er et forbud mod en materiel vurdering af voldgiftskendelsen, bortset fra de helt ekstraordinære tilfælde, hvor der foreligger åbenbar modstrid med ordre public.
Dernæst foretog Højesteret en konkret vurdering af de enkelte argumenter, Taewoong Inc. havde fremført til støtte for, at voldgiftskendelsen skulle tilsidesættes.
Højesteret konkluderede blandt andet, at voldgiftsretten ikke havde tilsidesat fundamentale retsplejeprincipper, voldgiftsaftalen eller voldgiftslovens bestemmelser om sagens behandling. Dette var begrundet i, at Taewoong Inc. ikke havde godtgjort, at voldgiftsrettens fortolkning af distributionsaftalen lå uden for rammerne af de fremførte påstande og anbringender, ligesom Højesteret konkluderede, at voldgiftsretten ikke havde foretaget en billighedsvurdering.
Endelig skulle Højesteret vurdere, om voldgiftsretten ved sin vurdering af, om distributionsaftalen var i strid med TEUF artikel 101 om konkurrencebegrænsende aftaler, havde begået overordentligt graverende fejl, som gjorde kendelsen åbenbart uforenelig med landets retsorden.
Taewoong Inc. havde i den forbindelse anmodet om, at spørgsmålet om, hvor intenst Højesteret skulle bedømme, om der var sket overtrædelse af TEUF artikel 101, skulle forelægges for EU-Domstolen, men det blev afvist, da Højesteret med henvisning til en dom fra 1999 vurderede, at der ikke var tvivl om EU-Domstolens praksis.
Højesteret konkluderede, at selvom TEUF artikel 101 ifølge EU-Domstolens praksis skal håndhæves på samme måde som en ufravigelig regel, var der ikke grundlag for at fastslå, at voldgiftsretten havde begået overordentligt graverende fejl, som gjorde kendelsen åbenbart uforenelig med landets retsorden, og derfor valgte Højesteret ikke at tilsidesætte voldgiftskendelsen.
HORTEN BEMÆRKER
Dommen bekræfter, at det er meget sjældent, at en voldgiftskendelse kan og skal tilsidesættes som ugyldig, ligesom den illustrerer, at der skal noget helt ekstraordinært til, før voldgiftssagens materielle resultat kan føre til tilsidesættelse.
Fra et voldgiftsretligt perspektiv kan dommen hilses velkommen, idet den understreger voldgiftskendelsers bindende karakter.
Se højesteretsdommen sag 142/2014
her.
