Højesteret klarlægger regler om fremlæggelse af sagkyndige erklæringer

En ny kendelse fra Højesteret udgør et betydeligt bidrag til reglerne om fremlæggelse af sagkyndige erklæringer. Det fastlægges, at en parts indflydelse på udarbejdelsen af erklæringen kan føre til, at erklæringen anses for ensidigt indhentet.

Sagen i Højesteret omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt skadelidte i en retssag om erstatning for erhvervsevnetab kunne fremlægge en psykologerklæring, der var indhentet efter sagens anlæg. Sagen angik desuden, om den psykolog, der havde udfærdiget erklæringen, kunne afgive forklaring som vidne i sagen.


Sagens baggrund

Skadelidte var den 15. oktober 2010 udsat for et færdselsuheld, hvor hun på knallert blev ramt af en bil. Ved færdselsuheldet pådrog skadelidte sig omfattende skader i venstre ben, venstre arm samt kraniet, der medførte et varigt mén på 35 procent. Motoransvarsforsikringsselskabet anerkendte erstatningsansvaret og udbetalte méngodtgørelse.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgav den 6. januar 2017 efter parternes anmodning udtalelse i sagen, hvorved erhvervsevnetabet blev vurderet til at udgøre mindre end 15 procent.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagde i deres udtalelse vægt på, at skadelidte forud for færdselsuheldet havde fået konstateret psykiske og kognitive problemer, som udelukkede hende fra at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Byretten fandt den 6. november 2018, at der ikke efter bevisførelsen var fremkommet oplysninger, som gav det nødvendige sikre grundlag for en anden vurdering end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Skadelidte valgte at anke byrettens afgørelse, og fremlagde sammen med ankestævningen en erklæring dateret 19. november 2018 udfærdiget af en psykolog, der ligeledes ønskedes afhørt som vidne i sagen.

Motoransvarsforsikringsselskabet protesterede mod fremlæggelse af psykologerklæringen samt mod, at psykologen blev indkaldt som vidne med den begrundelse, at erklæringen havde karakter af at udgøre en ensidig indhentet sagkyndig erklæring tilvejebragt efter sagens anlæg.

Landsretten afviste den 9. maj 2019 at tage motoransvarsforsikringsselskabets protester til følge, og kendelsen blev indbragt for Højesteret.


Retsgrundlag

Retsplejelovens § 209 a og § 341 a indeholder begge begrænsninger i parternes adgang til at fremlægge erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter til brug for bevisførelsen i borgerlige sager.

Det følger af retsplejelovens § 209 a, at parterne efter sagens anlæg med rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte bevisførelsen i form af syn og skøn med en sagkyndig erklæring. Betingelsen herfor er blot, at parterne i fællesskab fremsender en anmodning.

Tilsvarende følger det af retsplejelovens § 341 a, at en erklæring, som en part har indhentet inden sagens anlæg, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet.

En erklæring, der ønskes fremlagt i en sag, skal altså enten indhentes forud for sagens anlæg eller, hvis sagen allerede er anlagt, indhentes efter begge parters anmodning.


Højesterets afgørelse

I sagen for Højesteret blev det oplyst, at skadelidte siden september 2015 havde været tilknyttet Tværfagligt Smertecenter ved Aarhus Universitetshospital som følge af smerter efter færdselsuheldet. Her var en af behandlingstemaerne samtaler med en psykolog.

Den omtvistede erklæring blev på foranledning af en kommune indhentet til brug for en vurdering af skadelidtes støttebehov i forbindelse med hendes graviditet. I forbindelse med udfærdigelsen af erklæringen havde psykologen en række samtaler med skadelidte, hvor indholdet af erklæringen blev drøftet, og hvor også skadelidte fik mulighed for at fremsende kommentarer til indholdet forinden erklæringens fremsendelse til den pågældende kommune.

Højesterets flertal udtalte, at erklæringen udgjorde en egentlig sagkyndig erklæring, og ikke blot en journaloptegnelse eller bevidnelse af tidligere iagttagelser. På den baggrund fandt Højesteret, at skadelidtes indflydelse på udpegningen af psykologen samt indflydelse på indholdet af erklæringen bevirkede, at erklæringen reelt skulle anses for værende ensidigt indhentet af skadelidte. Højesteret udtalte afslutningsvist, at det var uden betydning, at erklæringen var blevet indhentet på kommunens foranledning og ikke med henblik på at skulle fremlægges som bevis i retssagen.

Da skadelidte ikke havde iagttaget reglerne om fremlæggelse af sagkyndige erklæringer efter retsplejelovens § 209 a og § 341 a, kunne erklæringen ikke fremlægges i sagen. I forlængelse heraf fandt Højesteret, at afhøring af psykologen måtte afgrænses, så han ikke blev stillet spørgsmål om erklæringen eller om de sagkyndige vurderinger, der fulgte af erklæringen.


Bech-Bruuns kommentarer

Højesterets kendelse bidrager til at klarlægge retstilstanden for fremlæggelse af sagkyndige erklæringer.

Tidligere har domstolene været tilbøjelige til at tillade fremlæggelse af sagkyndige erklæringer, som var indhentet efter sagens anlæg, hvis erklæringerne ikke var indhentet til brug for den konkrete sag.

Udfaldet af denne sag understreger derfor, at domstolene i fremtiden vil lægge vægt på parternes indflydelse på selve erklæringen, herunder særligt på udpegningen af den sagkyndige samt på selve indholdet på trods af, at erklæringen ikke er indhentet med henblik på at blive fremlagt i sagen. En erklæring til brug for en anden sag, kan således godt blive anset som værende ensidigt indhentet.

Kendelsen opretholder samtidig domstolens klare udgangspunkt om, at ensidigt indhentede erklæringer ikke kan fremlægges – medmindre erklæringen er et udtryk for et modsvar til en erklæring fremlagt af modparten. Dette gælder, uanset at erklæringen ikke er indhentet med henblik på at skulle fremlægges som bevis i en retssag, med derimod er indhentet på opfordring fra en offentlig myndighed.