En gruppe tidsbegrænsede medarbejdere havde ikke krav på godtgørelse for overtrædelse af lov om tidsbegrænset ansættelse. Selvom medarbejderne havde arbejdet sammen med og var omfattet af samme overenskomst som styrelsens fastansatte specialarbejdere, fandt Højesteret, at stillingerne ikke kunne anses for sammenlignelige henset til de særlige kvalifikations- og uddannelsesmæssige forskelle.
Sagen handlede om fire tidsbegrænsede medarbejdere, der var ansat som måleassistenter i en styrelse over en kortere årrække. Deres stilling indebar, at de skulle hjælpe med at foretage opmålinger rundt omkring i landet for at konstatere bevægelser under instruktion fra styrelsens faglærte måleteknikere. I modsætning til styrelsens måleteknikere og specialarbejdere var måleassistenterne tidsbegrænsede ansatte, fordi målingsopgaverne forudsatte stor præcision og derfor ikke kunne udføres om vinteren, hvor kulden umuliggjorde betjening af de særlige opmålingsinstrumenter.
Fordi deres stilling vedrørte sæsonarbejde af mindre end et års varighed, blev medarbejderne efter overenskomsten aflønnet som timelønnede. Det betød samtidig, at medarbejderne blev stillet dårligere end de fastansatte i forhold til deres ret til løn under sygdom og særlige feriedage. Medarbejderne mente imidlertid, at opdelingen udgjorde forskelsbehandling i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, hvorefter ansættelsesvilkårene for tidsbegrænsede ikke må være ringere, end de der gælder for en sammenlignelig fastansat. Medarbejderne fremsatte derfor krav om godtgørelse og gjorde for Østre Landsret gældende, at deres stilling måtte anses for sammenlignelig med styrelsens fastansatte måleteknikere.
Østre Landsret afviste, at de to stillinger kunne anses for sammenlignelige og frifandt styrelsen. For Højesteret gjorde medarbejderne derfor gældende, at deres stilling i første række kunne sammenlignes med de fastansatte specialarbejderes og i anden række med to tidligere måleassistenters, som efterfølgende havde opnået fastansættelse som specialarbejdere. Medarbejderne pegede i den forbindelse på, at det ikke havde betydning for sammenligningsgrundlaget om de konkrete arbejdsopgaver var forskellige, men i stedet at begge stillinger havde tilfælles, at de omfattede mangeartede opgaver, der ikke forudsatte en uddannelsesmæssig baggrund og kunne udføres med sidemandsoplæring. Styrelsen afviste argumentationen og fastholdt, at der netop skal lægges vægt på blandt andet arbejdsopgavernes kvalifikationer, karakter og niveau.
Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om der var tale om et sammenligningsgrundlag, om medarbejderne som konsekvens var blevet forskelsbehandlet i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, og om de i bekræftende fald havde ret til godtgørelse.
Arbejdsopgaver, kvalifikation og ansvar var afgørende for sammenligningsgrundlaget
Først bemærkede Højesteret, at en sammenlignelig fastansat er en, der udfører det samme eller tilsvarende arbejde. Det, at den fastansatte er omfattet af samme overenskomst, er dermed ikke i sig selv tilstrækkeligt. Højesteret fortsatte herefter til vurderingen af de fastansatte specialarbejdere, men fandt, at deres arbejdsopgaver vedrørte postomdeling, snerydning og praktisk mødeforberedelse mv. og derfor ikke kunne sammenlignes med stillingen som måleassistenter.
I forhold til sammenligning med medarbejderne, der tidligere havde været måleassistenter, men efterfølgende var blevet fastansatte, konkluderede Højesteret, at der for den ene forelå særlige kvalifikations- og uddannelsesmæssige forhold og for den anden, at han blandt andet var i stand til at forberede målinger alene samt udarbejde præcise skitser af målepunkters placering, og af den grund kunne være beskæftiget med omtegning heraf i løbet af vintermånederne, hvor der ellers ikke var arbejde til måleassistenterne. Medarbejderne havde dermed ikke godtgjort, at de forskellige stillinger svarede til de tidsbegrænsede måleassistenters.
IUNO mener
Højesterets afgørelse bekræfter, at der skal meget til, for at to stillinger kan anses for sammenlignelige. Samtidig viser afgørelsen, at vurderingen må foretages konkret og blandt andet lægge vægt på, hvilke arbejdsopgaver der udføres, hvilken uddannelses-, erfarings- og kvalifikationsmæssig baggrund det forudsætter samt forskelle på medarbejdernes ansvar.
IUNO anbefaler, at virksomheder, der både har fastansatte og tidsbegrænsede medarbejdere, er opmærksomme på, hvorvidt medarbejderne har forskellige ansættelsesvilkår og i så fald, får foretaget en konkret vurdering af, om forskellene kan anses for begrundet i objektive forhold.
[Højesterets dom i sag BS‐39382/2018‐HJR af 17. december 2019]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.