Forskellige erhvervsevnetabsprocenter efter ASL og EAL

Højesteret har i dom af 17. juni 2014 fastslået, at selvom erhvervsevnetabsprocenten efter Erstatningsansvarsloven (EAL) og Arbejdsskadesikringsloven (ASL) fastsættes på grundlag af identiske kriterier, kan erhvervsevnetabsprocenten fastsættes til forskellige procentsatser. Dette kan ske, såfremt der anlægges en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem følgerne af skaden og det samlede erhvervsevnetab.

Sagens baggrund
Skadelidte, der var lastbilchauffør, blev i forbindelse med sit arbejde udsat for en ulykke, hvor et fladt lastbildæk, under pumpning på et værksted, eksploderede og ramte ham i ansigtet. Som følge af dette fik skadelidte hovedpine, øresmerter og nedsat koncentrationsbesvær.

Umiddelbart efter ulykken fik skadelidte endvidere konstateret en lungelidelse samt lænde- og knæsmerter og blev tilkendt førtidspension. Ulykken med dækket blev anerkendt som en arbejdsskade, og erhvervsevnetabet blev af Arbejdsskadestyrelsen fastsat til 20 % i henhold til ASL.

Skadelidte anlagde efterfølgende sag an mod værkstedet med påstand om erhvervsevnetabserstatning efter EAL, idet skadelidte mente, at værkstedet havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have monteret lastbildækket under pumpningen i et dertil indrettet pumpebur.

Erhvervsevnetabet efter EAL
Under sagens behandling for Højesteret fremkom Arbejdsskadestyrelsen med en udtalelse vedrørende fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab efter EAL. Styrelsen fastsatte i den forbindelse skadelidtes erhvervsevnetab som følge af arbejdsulykken til mindre end 15 % i henhold til EAL.

Det følger af EAL § 5, stk. 3, at der ikke ydes erstatning for erhvervsevnetab på mindre end 15 %.

Værkstedet handlede ansvarspådragende
Højesteret fandt under sagens behandling, at værkstedet havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med ulykken, idet arbejdet med pumpningen af det flade dæk ikke var udført i overensstemmelse med branchevejledningen. Højesteret fandt således, at skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte fra værkstedet.

Årsagssammenhæng blev vurderet forskelligt
Højesteret udtalte i relation til fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenter efter ASL og EAL, at disse procentsatser fastsættes ud fra identiske kriterier, men at erhvervsevnetabsprocenten kan blive fastsat forskelligt efter de to love. Dette kan ske, såfremt der anlægges en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem følgerne af skaden og det samlede erhvervsevnetab. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens fastsættelse af skadelidtes erhvervsevnetab til mindre end 15 % efter EAL, hvorefter skadelidte således ikke havde krav på erhvervsevnetabserstatning fra værkstedet, jf. EAL § 5, stk. 3.

Højesteretsdom kan læses her.

Østre Landsrets dom kan læses her.

Kommentar
Højesteret har i flere domme fastslået, at der ikke er identitet mellem erhvervsevnetabet og det varige mén efter EAL og ASL. Som eksempler kan nævnes U 1996.1167H og U 2003.2483H. I den første dom udtalte Højesteret, at en vejledende udtalelse om erhvervsevnetabet efter EAL ikke præjudicerer en afgørelse om erhvervsevnetabet efter ASL. I den anden dom følger det af Højesterets præmisser, at det ikke indebærer en præjudiciel stillingtagen til en afgørelse om varigt mén efter ASL, hvis retten skal tage stilling til størrelsen af varigt mén efter EAL, selv om der er tale om samme begivenhed og skade.

 

---