Forsikringsselskab kunne ikke afvise dækning, da forlist fartøj ikke var usødygtigt

Forsikringstager, der var sagsøger i sagen, havde gennem en længere årrække drevet erhverv som fisker. I 2010 anskaffede sagsøger sig det i sagen omhandlede skib. Den 12. maj 2017 forliste skibet under en fisketur ud for Nexø. Skibet var forsikret hos et forsikringsselskab, der var sagsøgt i sagen, og som havde afvist dækning med henvisning til, at skibet var usødygtigt på skadestidspunktet.

Skibet var af ældre dato og havde, siden det blev bygget i 1959, undergået en række ændringer, herunder flere som sagsøger selv havde lavet. Skibet var op til forliset i 2011, 2013 og 2015 blevet synet af Søfartsstyrelsen, som ikke havde gjort bemærkninger til ændringerne.

Sagsøger forklarede under sagen, at de var sejlet ud i godt vejr, men at skibet blev ramt af en ”forkert sø”, hvorfor det havde taget store mængder vand ind blandt andet gennem en åben lastluge midt på dækket.

Forsikringsselskabet gjorde gældende, at særligt ændringerne på lastlugen havde medført, at fartøjet ikke opfyldte en række sikkerhedskrav. Skibet havde derfor ikke været sødygtigt, hvorfor der ikke var dækning under policen. Det var forsikringsselskabets opfattelse, at ændringerne betød, at skibet ikke var vandtæt, fordi lastlugen ikke kunne lukkes tilstrækkeligt hurtigt. Vandindtrængningen via lastlugen havde da også vist sig at være den primære årsag til, at skibet var sunket.

Forsikringsselskabet havde forud for sagens anlæg indhentet en rapport udarbejdet af en marineinspektør, ligesom forsikringsselskabet havde foranlediget, at skibet blev filmet af en dykker. Både rapporten og filmen af skibet blev fremlagt under sagen til støtte for forsikringsselskabets synspunkter.

Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten fandt, at forsikringsselskabet ikke havde godtgjort, at skibet ikke havde været tilstrækkelig sødygtigt på tidspunktet for skadens indtræden. Retten lagde ved sin bedømmelse vægt på, at skibet løbende var blevet synet af Søfartsstyrelsen – senest i 2015 – og at der ikke på noget tidspunkt var gjort bemærkninger til de forhold, som forsikringsselskabet påstod indebar en tilsidesættelse af offentlige sikkerhedsforskrifter.

Desuden fandt retten ikke, at sagsøgeren havde haft anledning til at betvivle, at ændringerne skulle være forsvarlige, ligesom der ikke var anledning til at tro, at skibets sødygtighed var blevet kompromitteret med ændringerne.

Forsikringsselskabet skulle derfor udbetale dækning til sagsøger.

Bech-Bruuns kommentar
Det er det klare udgangspunkt, at et forsikringsselskab ikke er pligtig at dække skader på et skib (fartøj), hvis skibet ikke ved sejladsens begyndelse er sødygtigt. Dette ændrer Sø- og Handelsrettens afgørelse ikke på.

Derimod er dommen for det første et udtryk for, at ikke enhver ændring på et skib vil medføre, at skibet i forsikringsmæssig henseende anses for usødygtigt, eller at det derved ikke lever op til sikkerhedsforskrifterne. Dertil kan det på baggrund af Sø- og Handelsrettens præmisser udledes, at Søfartsstyrelsens syn af fartøjet har væsentlig betydning for denne vurdering; i hvert fald hvor der ikke fremkommer dokumentation for det modsatte. Dernæst er dommen et udtryk for, at en ensidigt indhentet erklæring ikke altid udgør tilstrækkelig dokumentation.

I den foreliggende sag var den ensidige erklæring udarbejdet på baggrund af det samme materiale, som var blevet fremlagt under sagen. Retten havde derfor selv haft mulighed for at vurdere materialet, og erklæringen blev således ikke tillagt nogen nævneværdig bevisværdi. Det er muligt, at resultatet havde været et andet, hvis erklæringen ikke havde været indhentet ensidigt, men i stedet var et resultat af et syn og skøn. Der blev dog ikke taget stilling til dette spørgsmål under sagen.