Østre Landsret har i en ny afgørelse fastslået, at forsikringsrådgivning, som ikke lever op til kravene i bekendtgørelsen om god skik for forsikringsmæglere, kan danne grundlag for et erstatningsansvar. I den konkrete afgørelse havde en forsikringsmæglers mangelfulde rådgivning dog ikke medført et konstaterbart tab hos kunden. Kunden kunne derfor ikke få erstatning fra forsikringsmægleren.
I sagen havde en kunde søgt bistand hos en forsikringsmægler, da han overvejede at omlægge sin pension fra et investeringsprodukt med en garanteret rente til et 100 % aktiebaseret investeringsprodukt, og som følge af forsikringsmæglerens rådgivning valgte kunden at gennemføre pensionsomlægningen.
Forsikringsmægleren orienterede imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang kunden om de økonomiske risici, der var forbundet med en pensionsomlægning, og kunden blev heller ikke præsenteret for et løsningsforslag til afdækning af pensionsomlægningens konkrete økonomiske risici.
Landsretten fandt på den baggrund, at forsikringsmæglerens rådgivning ikke levede op til kravene i § 8, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1253 af 24. oktober 2007 om god skik for forsikringsmæglervirksomheder, hvorfor forsikringsmægleren var erstatningsansvarlig for kundens tab.
Netop tabet viste sig dog vanskeligt at opgøre, og på trods af en længere skønserklæring fandt Landsretten det ikke bevist, at kunden ville have haft en større pensionsopsparing, hvis ikke pensionen var blevet omlagt. Kunden havde således ikke dokumenteret et økonomisk tab, og Landsretten frifandt derfor forsikringsmægleren.
RETNINGSLINJER FOR FORSIKRINGSMÆGLERES RÅDGIVERANSVAR?
Forsikringsmægleres ansvar bedømmes ud fra en professionsansvarsnorm. Ansvarsnormen påvirkes selvsagt i væsentlig grad af de god skik-regler, der gælder på området, og det er derfor ikke overraskende, at Landsretten ved sin vurdering af ansvaret tillægger bekendtgørelsen om god skik for forsikringsmæglervirksomheder betydelig vægt. Bekendtgørelsen stiller visse minimumskrav til forsikringsmæglere, og det er særligt § 8, stk. 1 og 2, der tjener som retningslinjer for, hvornår et rådgiveransvar kan komme på tale i sager om forsikringsformidling:
"Forsikringsmæglervirksomheden skal udarbejde en analyse og beskrivelse af kundens risici, navnlig på basis af kundens egne oplysninger.
Stk. 2. Forsikringsmæglervirksomheden skal på papir eller andet varigt medium forelægge kunden mulige løsninger på afdækning af kundens risici og begrunde den rådgivning, som kunden modtager om de forelagte løsninger. Forsikringsmæglervirksomheden skal endvidere fremlægge en beregning af de økonomiske konsekvenser af de forelagte løsninger."
Kravene indebærer med andre ord, at forsikringsmægleren skal udarbejde en risikoprofil for kunden, ligesom kunden skal informeres og rådgives klart gennem et varigt medium.
Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser og erstatningsansvar for forsikringsmægleren, men Landsrettens afgørelse illustrerer, at det meget ofte vil være tilfældet. Afgørelsen viser dog også, at den mangelfulde rådgivning skal have forårsaget et økonomisk tab, og at bevisbyrden for, at et tab er lidt, påhviler kunden.
HORTEN BEMÆRKER
Dommen konkretiserer for det første rammerne for rådgiveransvaret for forsikringsmæglervirksomhed, idet reglerne i bekendtgørelsen om god skik for forsikringsmæglervirksomheder sætter standarden for, hvad man almindeligvis kan forvente sig af en fagmand i branchen.
For det andet illustrerer dommen de velkendte vanskeligheder ved at dokumentere et økonomisk tab i forbindelse med investeringsrådgivning, som i kraft af værdipapirmarkedets uforudsigelighed og omskiftelighed ofte vil være omgærdet af betydelig usikkerhed.
Dommen kan læses i Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 2015, side 47.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
-medium.jpg)
