Artikel
Forældelsesfrist afbrudt som følge af forhandlinger med forsikringsselskab
Højesteret har i en kendelse af 7. november 2019 taget stilling til spørgsmålet om rækkevidden af forældelseslovens § 21, stk. 5, om forhandlinger der udskyder den almindelige forældelsesfrist. I Højesterets afgørelse var skadelidtes eventuelle krav mod et forsikringsselskab ikke forældet, da parterne inden udløbet af forældelsesfristen havde indledt forhandlinger, der medførte, at forældelsesfristen blev udskudt.
En boligadministration konstaterede d. 18. januar 2014 en vandskade i en af foreningens ejendomme og anmeldte herefter straks skaden til sit forsikringsselskab. Skaden blev besigtiget af forsikringsselskabet d. 20. januar 2014, og selskabet konkluderede, at skaden ikke var omfattet af forsikringen, idet skaden ikke var forårsaget af et voldsomt skybrud.
Herefter udvekslede parterne synspunkter om berettigelsen og størrelsen af boligadministrationens krav. Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om parterne var indgået i forhandlinger af en sådan karakter, at forældelsesfristen var udskudt, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5.
3-årig forældelsesfrist
Krav i henhold til forsikringsaftaler forældes efter § 29 i forsikringsaftaleloven, jf. dog bestemmelsens stk. 2-6. Parterne var enige om, at den 3-årige forældelsesfrist for boligadministrationens krav løb fra d. 18. januar 2014, hvor kravet blev anmeldt til forsikringsselskabet. Derfor skulle kravet anses som forældet d. 18. januar 2017, medmindre fristen i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5 måtte anses at være udskudt til efter tidspunktet for indgivelse af stævning fra boligadministrationen.
Af forarbejderne til forældelseslovens § 21, stk. 5, fremgår, at forældelsesfristen udskydes, hvis der er tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet eller grundlaget for dette, således at kreditor har føje til at antage, at det ikke er nødvendigt at iværksætte retslige skridt for at undgå forældelse. Højesteret har på denne baggrund udtalt, at der ved vurderingen især skal lægges vægt på, om skyldneren har tilkendegivet en sådan grad af imødekommenhed overfor det fremsatte krav, at der for fordringshaveren var rimelig udsigt til, at parterne kunne opnå en forligsmæssig løsning.
Efter anmeldelse af skaden og efter forsikringsselskabet havde afvist, at kravet var omfattet af forsikringsdækningen med henvisning til, at skaden ikke var forårsaget af et voldsomt skybrud, var der uenighed mellem parterne om vurderingen af vejrforholdene. Derfor besluttede forsikringsselskabet at indhente yderligere information fra DMI om vejrforholdene på skadestedet omkring tidspunktet for skadens indtræden. På baggrund af dette afviste forsikringsselskabet igen kravet d. 2. juli 2015 med henvisning til, at der ikke havde været et ”voldsomt skybrud” på det pågældende tidspunkt på skadestedet.
Boligadministrationen fastholdt imidlertid kravet og indhentede yderligere oplysninger til støtte herfor, bl.a. fra DMI. Deres synspunkter og dokumentation blev præsenteret for forsikringsselskabet på et møde d. 13. april 2016. Forsikringsselskabet fastholdt, at skaden ikke var dækket, men fremsatte dog d. 13. oktober 2016 ”uden præjudice” et tilbud om ”pr. kulance” at betale 250.000 kr., svarende til ca. 30 procent af beløbet på 840.000 kr., som taksator havde fastsat. Forsikringsselskabet tilkendegav samtidig hermed, at de ikke ønskede ”proces om sagen”.
Efter yderligere drøftelser mellem parterne blev tilbuddet nævnt igen i et brev fra forsikringsselskabet d. 5. januar 2017, hvori selskabet opfordrede boligadministration til at oplyse, hvad der ville være en tilfredsstillende løsning på sagen. Boligadministrationen besvarede ikke direkte forsikringsselskabets opfordring, men bad selskabet om at fremlægge de beregninger der lå til grund for taksators opgørelse på 840.000 kr., da boligadministrationen mente det samlede tab udgjorde mindst 2 mio. kr.
Drøftelserne fortsatte efter udløbet af den 3-årige forældelsesfrist. I en mail af 9. februar 2017 foreslog forsikringsselskabet boligadministrationen at gennemgå taksators opgørelse ”idet det vel ikke helt kan udelukkes, at parterne på baggrund heraf vil kunne finde en udenretlig løsning”.
Højesteret udtalte, at forsikringsselskabets tilkendegivelser fra d. 13. oktober 2016 viste forhandlingsvilje og en sådan grad af imødekommenhed overfor boligadministrationens krav, at der for foreningen var rimelig udsigt til, at parterne ville kunne nå en forligsmæssig løsning. Derfor var der tale om forhandlinger af en sådan karakter, at forældelsesfristen blev udskudt, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5.
Boligadministrationens krav var derfor ikke forældet.
Bech-Bruuns kommentarer
Afgørelsen illustrerer, hvilke typer af drøftelser mellem parterne der udgør en sådan imødekommenhed og forhandlingsvilje, at det bliver omfattet af bestemmelsen i forældelseslovens § 21, stk. 5. Afgørelsen viser også, at brug af vendingerne ”uden præjudice” og ”pr. kulance” ikke ændrer på, om forhandlinger er omfattet af forældelseslovens § 21, stk. 5, da det må anses for sædvanligt at anvende disse udtryk i forligsforhandlinger.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Artiklen er forfattet af:
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.