Contracts-for-Difference som støtteordning i havvindudbud

Fødevarehandelsloven trådte i kraft i 2021 og implementerer EU-direktivet om urimelig handelspraksis. Der er tale om en overimplementering, således at loven altså gælder i flere handler end, hvad direktivets minimumskrav var. UTP-reglerne er en sektorspecifik regulering af handler i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Evaluering af fødevarehandelsloven
I forbindelse med, at loven har været i kraft i 3 år, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretaget en evaluering af loven, som det blev besluttet i forbindelse med vedtagelsen.
Styrelsens evaluering finder, at der generelt er få problemer med urimelig handelspraksis i Danmark. Styrelsen oplyser kun at have modtaget én klage, som siden blev trukket tilbage. Af samme årsag er der endnu ingen offentlig praksis tilgængelig på området, men styrelsen har været i uformel dialog med forskellige markedsaktører. At der ses få egentlige sager kan formentlig skyldes, at leverandører, købere og brancheorganisationer i vidt omfang søger at løse eventuelle udfordringer med urimelig handelspraksis gennem direkte dialog.
Et andet tema, som rapporten slår an, er, at styrelsen har deltaget i drøftelser med andre europæiske myndigheder for at søge at tilstræbe en ensartet håndhævelse på tværs af landene.
Rapporten konkluderer, at fødevarehandelsloven i tilstrækkelig grad imødekommer formålet om at beskytte producenter og leverandører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden mod urimelig handelspraksis. Ud fra rapporten vil der umiddelbart ikke kunne forventes nært forestående ændringer i den danske lov.
Nye forslag på EU-niveau
Omkring 20 % af landbrugs- og fødevarer forbrugt i en medlemsstat kommer i gennemsnit fra en anden medlemsstat. Derfor ser Europa-Kommissionen et behov for at forbedre samarbejdet mellem nationale håndhævelsesmyndigheder ved at styrke informationsudveksling, undersøgelser og opkrævning af bøder.
Kommissionen foreslår derfor - blandt andet og i forlængelse af andre udmeldinger og tiltag på området i år - vedtagelse af en ny forordning om grænseoverskridende håndhævelse mod urimelig handelspraksis på området. Forslaget indebærer proceduremæssige regler for det grænseoverskridende samarbejde, der vil give nationale håndhævelsesmyndigheder mulighed for mere effektivt at kommunikere og informationsudveksle på tværs af grænser.
Kommissionen har desuden fremsat forslag om målrettede ændringer i den nuværende lovgivning, der regulerer det fælles marked for landbrugsprodukter (CMO). Disse ændringer har til formål at styrke landmændenes position i fødevareforsyningskæden yderligere. De foreslåede ændringer omfatter blandt andet en styrkelse af reguleringen, således at der indføres en generel forpligtelse til skriftlighed i kontraktforhold mellem aktørerne. Derudover foreslås indført obligatoriske mæglingsmekanismer mellem landmænd og deres købere.
Forslagene skal nu behandles i Europa-Parlamentet og Rådet.
Vores bemærkninger
Disse nye udviklinger bekræfter, at UTP-reguleringen fortsat er væsentlig at være opmærksom på for alle aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Der er fortsat nationale forskelle både i omfanget af reguleringen, men også i håndhævelsespraksis. Det er derfor relevant at være opmærksom på disse forskelle på tværs af de lande, man som aktør opererer i, indtil der eventuelt foretages yderligere harmonisering og/eller centralisering af håndhævelsen på området.
Læs Europa-Kommissionens forslag her.
Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens evalueringsrapport her.
Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om UTP-reglerne her.
Læs vores tidligere nyhedsbrev om vedtagelsen af fødevarehandelsloven her.
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.