Byretten finder at der var indtrådt forældelse i to sager om rådgivningsansvar

Horten har i juli fået medhold i, at der var indtrådt forældelse i to sager om rådgivningsansvar. I begge sager var omdrejningspunktet, hvorvidt der sker en udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, når kravstillers viden om et eventuelt erstatningskrav udspringer af den hævdede skadevolders egen rådgivning.

De to sager vedrørte revisoransvar i forbindelse med et virksomhedssalg, henholdsvis rådgivningsansvar i tilknytning til rådgivning og vurdering af forsikringsdækning i en konkret skadesag på vegne af et forsikringsselskab.


FORÆLDELSE I REVISORANSVARSSAG

I revisoransvarssagen havde sagsøger i forbindelse med salg af en virksomhed fået bistand af sin revisor. Efter salget af virksomheden rettede SKAT henvendelse til sagsøger som sælger og oplyste i en agterskrivelse, at SKAT ville opkræve et momsbeløb hos sagsøger i anledning af salget. På baggrund af agterskrivelsen gjorde sagsøger det gældende over for revisor, at momsopkrævningen kunne have været undgået ved anden håndtering af virksomhedsoverdragelsen, og sagsøger tog forbehold for at fremsætte et erstatningskrav, hvis SKAT fastholdt, at der var hjemmel til momsopkrævningen. Dette skete i foråret 2012. SKAT fremsendte efterfølgende en momsopkrævning. Momsspørgsmålet blev prøvet ved Landsskatteretten, der gav SKAT medhold.

Sagsøger udtog stævning i efteråret 2015. I denne forbindelse gjorde sagsøger gældende, at forældelsen i forhold til erstatningskravet over for revisor først kunne løbe fra det tidspunkt, hvor kendelsen fra Landsskatteretten forelå, hvilket var mindre end 3 år forud for stævningens udtagelse. Retten gav revisor medhold i, at forældelsen løb fra det tidspunkt, hvor SKAT fremsendte momsopkrævningen, idet sagsøger på dette tidspunkt som minimum havde en burde-viden om sit eventuelle krav.


FORÆLDELSE I SKADESAG PÅ VEGNE AF FORSIKRINGSSELSKAB

I den anden sag, havde rådgiveren indgået kontrakt med et forsikringsselskab om at forestå al skadebehandling. Forsikringsselskabet påberåbte sig, at der uretmæssigt var givet et dækningstilsagn.

Forsikringsselskabet havde i foråret 2012 stillet rådgiveren spørgsmål vedrørende rigtigheden af dækningstilsagnet og efter svar herpå foretog forsikringsselskabet sig ikke yderligere, før selskabet mere en 2 år senere iværksatte en revision af en række skadesager, hvilket resulterede i fremsættelse af et erstatningskrav i forhold til dækningstilsagnet fra 2012. Stævningen blev udtaget mere end 3 år efter det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet havde fremsat spørgsmål til dækningstilsagnet. Forsikringsselskabet gjorde gældende, at forældelsen først kunne løbe fra det tidspunkt i 2014, hvor forsikringsselskabet foretog en nærmere gennemgang af skadesagen, idet det tillige blev gjort gældende, at forsikringsselskabet med rette havde kunne lægge rådgiverens svar fra 2012 til grund uden af foretage sig yderligere efter svarets fremkomst.

Retten fandt, at der var indtrådt forældelse for forsikringsselskabets eventuelle krav. Retten udtalte, at det forhold, at forsikringsselskabet ved sit spørgsmål til rådgiveren havde forholdt sig til rigtigheden af sagsøgtes dækningstilsagn måtte medføre, at forsikringsselskabet var bevidst om, at et eventuelt krav kunne rettes mod rådgiveren, hvis rådgiverens svar om dækningstilsagnets rigtighed ikke var korrekt. Forældelsesfristen skulle derfor løbe fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet fremsatte spørgsmål til dækningstilsagnet.


AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Begge sager vedrører rådgivningsansvar og erstatning i kontrakt. Som udgangspunkt regnes forældelsesfristen fra selve misligholdelsen, dvs. den hævdede fejlagtige rådgivning, men normalvis suspenderes fristen i sådanne sager, indtil den hævdede fejl konstateres. Det kan eksempelvis være det tidspunkt, hvor risikoen for et tab konstateres, eller det tidspunkt, hvor kravstiller stiller sig tvivlende over for rådgivningens rigtighed. Det er tilstrækkeligt til at afbryde suspensionen af forældelsesfristen, at der foreligger en burde-viden om det hævdede krav.

De to sager blev begge ført for byretten, og det vides i skrivende stund ikke, om de ankes. Sagerne blev ført af advokat Christina Steen på vegne af rådgiverne og deres forsikringsselskab.

 

---