Bliver rådgiver altid ansvarlig for projektfejl?

Rådgiveren er underlagt et professionsansvar

Den tekniske rådgiver er underlagt et culpaansvar, dog med de begrænsninger, som følger af ABR18. Rådgiverens uagtsomhed vurderes ud fra, hvad der kan forlanges af en teknisk rådgiver på baggrund af det på rådgivnings/-projekteringstidspunktets aktuelle vidensniveau, gældende regler, anvisninger og normer etc.

Hvilken bevisbyrde skal løftes og af hvem?

Bygherren (eller den part som vil gøre et krav gældende) skal som det klare udgangspunkt løfte bevisbyrden, for at erstatningsbetingelserne er opfyldt. Bygherren skal bevise, at rådgiveren har handlet ansvarspådragende med den konsekvens, at der er lidt et (dokumenteret) økonomisk tab. Dette kan ofte være en tung og uoverskuelig bevisproces.

Vi anbefaler altid, at det overvejes, om der skal begæres om syn og skøn. Syn og skøn er et væsentligt bevismiddel - men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at domstolene eller voldgiftsretterne læner sig (blindt) op ad skønserklæringen. Som supplerende bevis kan eksempelvis indhentes en udtalelse fra den tekniske rådgivers brancheorganisation om kutymer, krav og god stik på området.

Et eksempel fra praksis

Et illustrativt eksempel på utilstrækkelig bevisførelse er TBB 2020.198 VBA ("sygehussagen"), hvor bygherren rettede et erstatningskrav for projektmangler mod totalrådgiveren for ca. 7,65 mio. kr. i et større og komplekst sygehusbyggeri.

Bygherrens bevisførelse bestod alene af en henvisning til antallet af aftalesedler og de påførte årsagskoder/stikord, som eksempelvis "projektmangel". Voldgiftsretten fandt ikke, at bevisbyrden var løftet og bemærkede, at aftalesedlernes benævnelsen af "projektmangel" ikke var ensbetydende med, at forholdet var ansvarspådragende for totalrådgiveren.

Er der en tålegrænse for rådgivers ansvar?

Rådgiverens ansvar skal behandles særskilt. Det betyder, at det er uden betydning for rådgiverens eventuelle ansvar, at entreprenører som følge af rådgiverens projektfejl er berettiget til ekstra- og tidskrav.

Årsagen er, at rådgiveren ved udførelse af sine opgaver ofte vil få behov for projektændringer og -tilpasninger under udførelsesfasen, da projektmaterialet ikke nødvendigvis kan udarbejdes "fejlfrit" i projekteringsfasen. I ovennævnte sag frifandt Voldgiftsretten totalrådgiveren for erstatning allerede fordi, totalrådgiveren ikke havde handlet ansvarspådragende og udtalte:

"...at det ikke er udtryk for en fagmæssig fejl, at det under en byggeperiode i et vist omfang er nødvendigt at foretage projektrettelser, projektafklaringer og projektopfølgninger, der kan begrunde krav fra entreprenøren på merbetaling. Omfanget vil afhænge af byggeriets størrelse og karakter. Efter bevisførelsen, (…) finder voldgiftsretten det godtgjort, at det foreliggende byggeri var af endog betydelig størrelse og kompleksitet, idet der var tale om sygehusbyggeri med både ombygning og nybyggeri, (…) med sygehuset i fuld drift under hele byggeriet (Kromann Reumerts fremhævelser)"

Kendelsen illustrerer, at der i praksis har vist sig at være en tålegrænse for projektændringer og -tilretninger i større og komplekse byggerier. Rådgiverens ydelse er heller ikke en resultatforpligtelse (modsat eksempelvis entreprenørforpligtelsen), men en arbejdsydelse, hvor projektopfølgning udgør en naturlig del af rådgivningsydelsen.

Konsekvenser ved standsning af arbejdet?

I en nyligt afsagt voldgiftkendelse gengivet i TBB 2023.393 fandt voldgiftsretten, at en totalrådgiver ikke var erstatningsansvarlig for projektfejl, da bygherren ved standsning af arbejdet havde frataget totalrådgiveren muligheden for afklaring og tilretning under udførelsen.

Entreprisen vedrørte totalrådgivning i forbindelse med renovering og modernisering af et ventilationsanlæg i en eksisterende bygning i drift. Bygherren havde igennem en længere tid været "kritisk" over for totalrådgiverens indsats og standsede totalrådgiverens arbejde. Bygherren antog efter standsningen en ny rådgiver til at omprojektere og anlagde sag mod totalrådgiveren med krav om betaling af ca. 8,4 mio. kr. inkl. moms for omprojektering, forsinkelse og fordyrelser, og der blev udmeldt syn og skøn.

Voldgiftsretten bemærkede, at der var tale om en opgave af "en vis kompleksitet i forhold til, hvis der var tale om et nybyggeri" og lagde derfor (som i sygehussagen) vægt på byggeriets kompleksitet. Voldgiftsretten fandt, at hovedprojekterne på en række punkter ikke var udført i overensstemmelse med god projekteringsskik. Desuagtet fandt voldgiftsretten, at totalrådgiveren ikke var ansvarlig for projektfejl, da totalrådgiverens projekt "var bygbart under forudsætning af, at der skete tilretning i samarbejde med entreprenøren under udførelsen".

Voldgiftskendelsen adskiller sig fra sygehussagen ved, at der i TBB 2023.393 var ført bevis for, at der på en række punkter ikke var projekteret i overensstemmelse med god projekteringsskik. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at totalrådgiveren blev frifundet for ethvert erstatningskrav med den begrundelse, at totalrådgiveren ved standsning af arbejderne var blevet frataget muligheden for projektafklaring og -tilretning.

Vil du vide mere?

Vores specialister i fast ejendom og entreprise har stor erfaring med at bistå bygherre med tvister om projekteringsfejl/-mangler. Kontakt os endelig, når du har brug for rådgivning.

Læs mere om vores speciale i fast ejendom og entreprise.