Bech-Bruun vinder principiel sag om selvforsikring for DSB i alle tre instanser

Højesteret gav den 29. april 2020 DSB medhold i det principielle spørgsmål om, at DSB ikke skal anses for at være selvforsikrer i relation til erstatningsansvarslovens (EAL) § 20, jf. § 19.


I den pågældende sag havde en løssluppen hest forårsaget skade på et DSB-tog med driftstab til følge. Skaden blev opgjort til lidt under 1 mio. kr. og var grundet en selvrisiko på 25 mio. kr. ikke dækket af DSB’s tings- og driftstabsforsikring. Derfor rettede DSB et krav om erstatning mod hesteejerens ansvarsforsikringsselskaber Tryg Forsikring A/S og Concordia Forsikring A/S.

Forsikringsselskaberne afviste at betale med henvisning til, at ansvaret var bortfaldet efter EAL §§ 19-20. Efter EAL § 19 bortfalder skadevolders erstatningsansvar, hvis skaden er dækket af skadelidtes tings- eller driftstabsforsikring. I henhold til EAL § 20 er staten, en kommune eller anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, stillet som om forsikring var tegnet, jf. EAL § 19.

Sagen var tidligere prøvet ved Østre Landsret (dom af 19. marts 2019) og Retten i Glostrup (dom af 14. maj 2018). DSB vandt sagen i begge de foregående instanser. Forsikringsselskaberne appellerede Østre Landsrets dom til Højesteret efter tredjeinstansbevilling fra Procesbevillingsnævnet.

Østre Landsret havde med grundlag i lovforarbejderne fundet, at det afgørende for, om en offentlig institution ”i almindelighed” er selvforsikrer, er, om institutionen konsekvent undlader at forsikre sig. På grundlag af bevisførelsen, herunder en beretning fra Rigsrevisionen og vidneforklaringerne om DSB’s forsikringsprogram, gav Østre Landsret DSB generelt medhold i, at ”DSB ikke kan anses for at være en offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer i den forstand, udtrykket anvendes i EAL § 20”.

Østre Landsret tog også konkret stilling til, at DSB heller ikke kan anses for at være selvforsikrer for den konkrete skade, der faldt under selvrisikoen på 25 mio. kr., og som dermed ikke var dækket af tings- og driftstabsforsikringen.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og tog konkret stilling til, at DSB ikke i kraft af den høje selvrisiko kan anses for at være en offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer i den forstand, udtrykket er anvendt i erstatningsansvarslovens § 20.


Dommens betydning

Højesterets dom bekræfter, at DSB – ligesom private virksomheder – fortsat kan rette erstatningskrav mod private skadevoldere og deres ansvarsforsikringsselskaber for skader, der ikke er dækket af DSB’s tings- og driftstabsforsikringer, uanset selvrisikoens størrelse.

Højesterets dom er den første dom om en statslig virksomhed i relation til anvendelsesområdet for EAL § 20. Dommen er i tråd med tidligere retspraksis om kommunerne og er relevant for alle offentlige juridiske enheder, der helt eller delvist tegner forsikringer i markedet og hvis aktiver er udsat for risiko for skade og driftstab forvoldt af privatpersoner.