Arbejdsgivers tab af sygedagpengerefusion kunne ikke modregnes i løn

Højesteret har i en ny dom fastslået, at en arbejdsgiver ikke kunne modregne tabt sygedagpengerefusion i en medarbejders løn, selvom medarbejderen uden rimelig grund undlod at medvirke ved kommunens opfølgning, og som følge heraf var skyld i, at arbejdsgiveren led et tab. Højesteret nåede således frem til samme resultat som Østre Landsret – men begrundelsen er en anden.

En arbejdsgiver, der i medfør af funktionærloven udbetaler løn til sygefraværende medarbejdere, er ifølge sygedagpengeloven berettiget til at modtage refusion herfor i form af udbetaling af de sygedagpenge, som medarbejderen ellers ville være berettiget til at få udbetalt af kommunen.

Arbejdsgiveren afleder således retten til sygedagpengerefusion af medarbejderens ret til sygedagpenge.

Medarbejderens ret til sygedagpenge kan i visse tilfælde bortfalde, blandt andet hvis medarbejderen uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgning. Sker det, bortfalder refusionen til arbejdsgiveren.

Højesteret skulle i sagen tage stilling til, om en arbejdsgiver, der havde betalt løn til en medarbejder under dennes sygefravær, var berettiget til at foretage modregning i medarbejderens løn for det tab, som arbejdsgiveren havde lidt, ved at medarbejderen ikke rettidigt afleverede et oplysningsskema til kommunen, som derfor indstillede dagpengerefusionen.


Sagen kort

En kommune gav en sygemeldt socialpædagog afslag på udbetaling af sygedagpenge i perioden fra den 26. december 2015 til og med den 3. februar 2016, idet socialpædagogen uden rimelig grund ikke havde afleveret et oplysningsskema rettidigt.

Arbejdsgiveren mistede derfor ligeledes retten til sygedagpengerefusion.

Arbejdsgiveren modregnede herefter et beløb svarende til arbejdsgiverens tab af sygedagpengerefusion i socialpædagogens løn.

Til støtte for modregningen gjorde arbejdsgiveren blandt andet gældende, at det ud fra almindelige obligationsretlige principper var berettiget at foretage modregning i socialpædagogens løn.

I den forbindelse anførte arbejdsgiveren, at der består en almindelig pligt til, at parterne i et kontraktforhold skal agere loyalt overfor hinanden. Ved ikke at have afleveret oplysningsskemaet rettidigt og dermed forsømt sine forpligtelser i relation til reglerne for sygedagpenge havde socialpædagogen således ikke iagttaget sin loyalitetspligt.

Heroverfor gjorde socialpædagogen gældende, at der som udgangspunkt gælder en ubetinget ret til effektiv udbetaling af løn, og at fravigelse af udgangspunktet kræver klar hjemmel eller aftale mellem parterne herom. Da ingen af delene forelå, var arbejdsgiverens modregning således uberettiget.


Højesterets afgørelse

Højesteret bemærkede indledningsvist, at der hverken i funktionærloven eller sygedagpengeloven var udtrykkelig hjemmel til at foretage modregning i medarbejderes løn.

Den pågældende medarbejder havde ifølge Højesteret – i kraft af sin loyalitetspligt – som udgangspunkt pligt til at opfylde de krav, som bopælskommunen stillede til hende som led i opfølgningen efter sygedagpengeloven, og dermed sikre, at arbejdsgiveren modtog sygedagpenge.

Under henvisning til erstatningsansvarslovens § 23, stk. 3, jf. stk. 1, fastslog Højesteret, at en arbejdsgiver kun har et erstatningskrav mod en medarbejder for skade, som medarbejderen forvolder arbejdsgiveren i tjenesten, hvis det findes rimeligt under hensyn til:

1. den udviste skyld


2. medarbejderens stilling


3. omstændighederne i øvrigt.

Når det skal vurderes i hvilket omfang en medarbejder, der ikke har medvirket til opfølgning efter sygedagpengeloven, skal erstatte arbejdsgiverens tab for den mistede ret til refusion, skal følgende momenter inddrages i vurderingen:

• om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt


• henholdsvis medarbejderens og arbejdsgiverens evne til at bære tabet


• i hvilket omfang arbejdsgiveren har givet medarbejderen vejledning og hjælp til at opfylde kommunens krav.

Højesteret nåede på baggrund af de faktiske omstændigheder frem til, at medarbejderen ikke forsætligt havde tilsidesat sin pligt til at medvirke ved kommunens opfølgning efter sygedagpengeloven, og at medarbejderen ej heller havde handlet groft uagtsomt. Højesteret lagde endvidere vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde vejledt medarbejderen eller tilbudt hende hjælp i forhold til kommunens opfølgning.

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at pålægge medarbejderen at erstatte kommunens tab, hvorfor kommunen ikke havde været berettiget til at foretage modregning i medarbejderens løn.

Højesteret udtalte afslutningsvis:

”Højesteret bemærker, at i tilfælde, hvor der efter erstatningsansvarslovens § 23, stk. 3, kan pålægges en arbejdstager ansvar for ikke at have opfyldt krav efter sygedagpengeloven og dermed have påført sin arbejdsgiver et tab, vil arbejdsgiveren som udgangspunkt kunne modregne tabet ved lønudbetalingen, idet der er tale om krav, der udspringer af samme retsforhold – ansættelsesforholdet. Det er dog en forudsætning, at arbejdstageren ikke ved modregningen fratages, hvad der er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod, jf. princippet i retsplejelovens § 509.”


Bech-Bruuns kommentarer

Der er grund til at notere sig Højesterets afsluttende bemærkninger. Højesteret pointerer dermed, at modregningsadgangen som udgangspunkt består, hvis dagpengerefusionen indstilles på grund af, at medarbejderen har handlet ansvarspådragende.

Dommen er tillige en illustration af, at der skal foretages en nuanceret bedømmelse af den konkrete situation, før det kan konstateres, om der består et ansvarsgrundlag for medarbejderen.