Ansvarsnormen for arbejdsgiveres ansvar for skader er afhængig af ulykkesstedet

Ansvarsnormen, der skal anvendes ved vurderingen af arbejdsgiveres ansvar for arbejdstageres fald, afhænger af, hvor faldet er sket. Det har Højesteret som 3. instans fastslået.

Fordi et fald var sket på virksomhedens parkeringsplads, som ikke skulle benyttes under selve udførelsen af arbejdet, skulle arbejdsgiverens ansvar vurderes efter de almindelige regler om grundejeres ansvar og ikke de særligt strenge regler om indretning af arbejdspladsen.  Det har Højesteret afgjort.

Sagen kort
En arbejdstager på et dagblads trykkeris nathold faldt, da han steg ud af sin bil på en glat parkeringsplads ejet af arbejdsgiveren. Arbejdsgiverens gartner havde om morgenen foretaget glatførebekæmpelse og var påbegyndt dette igen, en halv time før natholdet mødte ind.

Gartneren havde på ulykkestidspunktet ikke nået at foretage glatførebekæmpelse på parkeringspladsen igen. Arbejdstageren krævede derfor  erstatning for tab af erhvervsevne af arbejdsgiveren.

Byretten tilkendte arbejdstageren erstatning under henvisning til arbejdsgiveransvarsnormen, eftersom arbejdsgiveren ”måtte forvente, at de ansatte benyttede” parkeringspladsen og at gartneren var startet sin fire timers glatførebekæmpelsen for sent, når man vidste, at natholdet mødte en halv time senere.

Dommen blev af arbejdsgiveren anket til landsretten, som i modsætning til byretten fandt, at arbejdstageren havde foretaget tilstrækkelig glatførebekæmpelse, ”uanset om der er tale om et arbejdsgiveransvar eller et grundejeransvar”.

Højesterets afgørelse
Højesteret afsagde dom i sagen som 3. instans. Højesteret fandt, at man måtte tage udgangspunkt i, at skaden skete på et område, der ikke benyttes under udførelsen af arbejdet (trykning af aviser). Uheldsstedet var således ikke, selvom de ansatte parkerede deres bil der, et arbejdssted eller et adgangssted til arbejdspladsen i arbejdsmiljølovens forstand. Reglerne i arbejdsmiljøloven om arbejdsstedets indretning finder derfor ikke anvendelse.

Flertallet udtalte derefter, at arbejdsgivere har en særlig pligt til at sørge for, at de ansatte kan færdes sikkert på områder, som benyttes under udførelsen af arbejdet, men at denne pligt ikke kan udstrækkes til et areal, der ikke anvendes under udførelsen af arbejdet og ikke udgør en umiddelbar adgangsvej til virksomheden. Bedømmelsen af arbejdsgiverens ansvar skulle derfor ske efter reglerne om grundejeres ansvar for glatførebekæmpelse og ikke de strengere regler om arbejdsgiveres ansvar.

Eftersom gartneren havde foretaget glatførebekæmpelse om morgenen og var påbegyndt det igen om aftenen, havde arbejdsgiveren opfyldt forpligtelsen som grundejer til at sikre forsvarlige forhold på parkeringspladsen.

Derimod fandt mindretallet (én dommer), at arbejdsgiveren havde pligt til at være særlig opmærksom på, at der blev truffet tilstrækkelige foranstaltninger til glatførebekæmpelse på parkeringspladsen, ”der dagligt benyttes af virksomhedens ansatte”  forud for de forskellige holds møde- og gåtider. Mindretallet fandt derfor, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for uheldet, når det ikke var nærmere belyst, hvorfor den fire timers glatførebekæmpelse ikke var gået i gang tidligere. Mindretallet var således enigt med byretten.

Bech-Bruuns kommentarer
Dommen viser, at det er afgørende for bedømmelsen af ansvaret for en arbejdstagers ulykke, hvor ulykken er sket, og dermed om arbejdsgiverens eventuelle ansvar skal bedømmes efter reglerne om grundejeres ansvar eller reglerne om arbejdsgiveres ansvar.

Hvis en arbejdstager er ude for en ulykke på et område, som ikke anvendes (direkte) under udførelsen af arbejdet og ikke udgør en umiddelbar adgangsvej til arbejdspladsen, skal ansvaret vurderes ud fra reglerne om grundejeres ansvar. I modsætning hertil skal ulykker på områder, som anvendes under selve udførelsen af arbejdet eller udgør en umiddelbar adgangsvej til selve arbejdspladsen, vurderes ud fra de strengere regler om arbejdsgiveres ansvar.

På det overordnede plan er afgørelsen naturligvis logisk, men det kan undre, at parkeringspladsen, der var ejet af arbejdsgiveren, ikke udgjorde – eller i det mindste kunne sidestilles med – ”en umiddelbar adgangsvej til virksomheden”.

 



 

---