Lejer fraflyttede en lejlighed, hvorefter der blev afholdt flyttesyn.
Lejer anlagde herefter en sag ved boligretten om, at udlejer skulle betale et beløb på 46.400 kr. med tillæg af renter, hvilket udgjordes af summen af depositum, opgjort som tre måneders husleje, og en måneds forudbetalt leje.
Udlejer nedlagde for byretten påstand om frifindelse og nedlagde selvstændig påstand om, at lejer skulle betale 6.898,21 kr., hvilket udgjorde udlejers resttilgodehavende efter modregning i depositum og forudbetalt husleje af udgifter til istandsættelse af lejemålet efter fraflytning samt afregning af huslejetab.
Byretten fandt, at den udarbejdede fraflytningsrapport enten ikke omtalte eller ikke indeholdt en tilstrækkelig specificeret angivelse af de hævdede mangler. Byretten fandt tillige, at parterne havde aftalt, at lejer skulle fraflytte senest den 1. oktober 2020, og at udlejer ikke havde bevist, at selskabet havde lidt et lejetab for oktober og november 2020, som kunne kræves erstattet af lejer.
Boligretten tog på den baggrund lejers påstand til følge.
Udlejer ankede sagen til landsretten. Udlejer anførte blandt andet, at man hverken var enig i byrettens begrundelse og resultat vedrørende specifikationen af mangelkravet i fraflytningsrapporten eller vedrørende lejetabet for oktober og november 2020. Udlejer havde for landsretten fremlagt nye bilag.
Efter en gennemgang af sagen fandt landsretten, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten.
Dette gjaldt både i forhold til spørgsmålet om bedømmelsen af fraflytningsrapporten, og herunder specifikationen af manglerne i denne, og i forhold til spørgsmålet om aftalen om fraflytning pr. 1. oktober 2020 samt beviset for huslejetab.
De af udlejer nye fremlagte oplysninger for landsretten kunne ikke føre til en anden vurdering af dette. Da sagen ikke var af principiel karakter, og da heller ikke andre grunde i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af landsretten, afviste landsretten anken med henvisning til retsplejelovens § 368 a, stk. 1.
Efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1, kan landsretten afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og hvis sagen ikke er af principiel karakter, eller hvis andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten
Dommen er optrykt i UfR 2023.2959 Ø.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
