Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Uberettiget begrænsning af medarbejdernes ytringsfrihed

Kromann Reumert
21/03/2016
Uberettiget begrænsning af medarbejdernes ytringsfrihed
En forælder oprettede en Facebook-gruppe, hvor forhold på børne- og ungeområdet i kommunen kunne debatteres offentligt. Kommunen udsendte herefter en e-mail til alle medarbejdere, hvori det blev indskærpet, at medarbejderne skulle være opmærksomme på deres loyalitetspligt samt kommunens regler om god adfærd, før de udtalte sig om deres arbejdsområde offentligt. Ombudsmanden fandt, at de vide rammer, der gælder for offentlig ansattes ytringsfrihed, var blevet uberettiget begrænset ved fremsendelse af e-mailen.

Ombudsmandens udtalelse af 21. januar 2016

SAGEN KORT
I efteråret 2015 blev der oprettet en offentlig gruppe på Facebook, hvor aktuelle forhold på børne- og ungeområdet i en kommune blev debatteret. En medarbejder i kommunen ytrede sig i gruppen og fik på baggrund heraf en tjenestelig advarsel. Kommunen opdagede, at flere af kommunes medarbejdere påtænkte at indmelde sig i gruppen og sendte derfor en e-mail til alle medarbejderne omkring deltagelsen i gruppen.

I e-mailen blev det påpeget, at man ønskede at skærpe opmærksomheden på kommunens regler om god adfærd forinden medarbejderne ytrede sig. Samtidig skulle medarbejderne være opmærksomme på, at sådanne ytringer kunne være i strid med loyalitetspligten, hvilket kunne få ansættelsesretlige konsekvenser.

Sagen blev efterfølgende omtalt af de lokale medier, hvori kommunen blev beskyldt for at give de ansatte mundkurv på. På baggrund af denne omtale bad ombudsmanden kommunen om en udtalelse.

OMBUDSMANDENS UDTALELSE
Ombudsmanden fastslog indledningsvist, at den offentligt ansattes ytringsfrihed gælder, når denne ytrer sig på egne vegne. Offentligt ansatte har vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål og fremføre eventuel kritik offentligt, selvom de ikke har anvendt de interne systemer forinden. Denne ytringsfrihed har alene nogle få begrænsninger, f.eks. må den ansatte ikke fremkomme med ærekrænkende udtalelser. Ombudsmanden understregede endvidere, at ansættelsesforholdets ulovbestemte loyalitetspligt, ikke kan medføre yderligere begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Ytrer den offentligt ansatte sig i overensstemmelse med reglerne herom, er ytringen lovlig, og ytringen må derfor ikke få ansættelsesretlige konsekvenser.

Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunen ikke ønskede, at medarbejderne udtalte sig kritisk om deres arbejdsområde, da de udsendte e-mailen. Ombudsmanden fandt på baggrund af e-mailens indhold, at lovlige ytringer fra de ansatte kunne blive betragtet som brud på loyalitetspligten og derfor være med til at skabe usikkerhed om medarbejdernes ret til at ytre sig kritisk i offentligheden. Dette fandt ombudsmanden beklageligt.

Kommunen erkendte i sin udtalelse til ombudsmanden, at e-mailen kunne opfattes som et forsøg på at hindre de ansatte i at ytre sig, selvom dette ikke var hensigten. Kommunen udsendte efterfølgende en e-mail, hvori kommunen præciserede, at medarbejderne i kommunen nyder samme ytringsfrihed som andre offentligt ansatte.
Herefter valgte Ombudsmanden ikke at foretage sig yderligere i sagen.

HVAD VISER UDTALELSEN?
Udtalelsen viser, at offentligt ansattes ytringsfrihed er vidtgående og ikke kan begrænses gennem en generel henvisning til den ansættelsesretlige loyalitetspligt. De offentligt ansattes ytringsfrihed er baseret på, at demokrati og åbenhed er grundlæggende værdier i den offentlige sektor, og derfor er det nyttigt, at de offentligt ansatte deler deres viden i offentlige debatter, så længe de ytrer sig på egne vegne.






Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Kromann Reumert logo
København
Sundkrogsgade 5
2100 København Ø
70 12 12 11
mail@kromannreumert.com
Aarhus
Rådhuspladsen 3
8000 Aarhus C
London
65 St. Paul's Churchyard
London EC4M 8AB
Gratis Nyhedsservice
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden
Vær den første til at modtage relevante juridiske nyheder inden for dine interesseområder
Tilmeld dig nu
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Bliv klogere på whistleblowerloven, herunder hvilke virksomheder, der har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Surt show at strække ud på arbejde og komme til skade
Surt show at strække ud på arbejde og komme til skade
21/10/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Kaffetørst endte i fald: arbejdsskade under hjemmearbejde
Kaffetørst endte i fald: arbejdsskade under hjemmearbejde
04/11/2024
Ansættelses- og arbejdsret, Forsikring og erstatning
Nye regler fra EU om platformsarbejde
Nye regler fra EU om platformsarbejde
11/11/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Regeringens lovprogram 2024/2025
Regeringens lovprogram 2024/2025
14/11/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Dom om opsigelse efter 120-dages-reglen
Dom om opsigelse efter 120-dages-reglen
19/11/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Ingen forskelsbehandling ombord på flyveren
Ingen forskelsbehandling ombord på flyveren
18/11/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted