Type 2-diabetes med følgesygdomme ikke anset for handicap

I en nylig sag tog Østre Landsret stilling til, om en medarbejder med type 2-diabetes og dertilhørende følgesygdomme led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Medarbejderen var som følge af sygdommene sygemeldt fra sit arbejde som rengøringsassistent ad flere omgange, hvorefter hun til sidst blev afskediget. Landsretten fandt, at type 2-diabetes ikke i sig selv udgør et handicap, men at følgesygdomme hertil kan have karakter af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Landsretten fandt dog også, at medarbejderens sygdom ikke havde en længerevarende karakter. Medarbejderen havde derfor ikke et handicap i forskelsbehandlingens forstand på afskedigelsestidspunktet, og afskedigelsen var dermed ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Østre Landsrets dom af 6. december 2016


SAGEN KORT

En medarbejder (M) arbejdede som rengøringsassistent ved et sygehus. M havde type 2-diabetes, som medførte flere forskellige følgesygdomme, herunder først et blodsår under den ene storetå og senere Charcotfod. Blodsåret og Charcotfoden betød, at M måtte sygemelde sig over flere perioder, da hun ikke var i stand til at varetage sit job.

I forbindelse med sygemeldingen på grund af Charcotfoden vurderede M's læge, at M ville være tilbage på arbejde efter ca. 9 måneder. Tidshorisonten blev efter intensivbehandling ændret til ca. 3 måneder.

Den 28. januar 2014 blev M opsagt efter at have været fuldtidssygemeldt i ca. 4 måneder.


SAGEN KORT

En medarbejder (M) arbejdede som rengøringsassistent ved et sygehus. M havde type 2-diabetes, som medførte flere forskellige følgesygdomme, herunder først et blodsår under den ene storetå og senere Charcotfod. Blodsåret og Charcotfoden betød, at M måtte sygemelde sig over flere perioder, da hun ikke var i stand til at varetage sit job.

I forbindelse med sygemeldingen på grund af Charcotfoden vurderede M's læge, at M ville være tilbage på arbejde efter ca. 9 måneder. Tidshorisonten blev efter intensivbehandling ændret til ca. 3 måneder.

Den 28. januar 2014 blev M opsagt efter at have været fuldtidssygemeldt i ca. 4 måneder.


ØSTRE LANDSRETS DOM

M lagde herefter sag an mod regionen (R), og der var derfor op til Østre Landsret at afgøre, hvorvidt R handlede i strid med forskelsbehandlingsloven, da R opsagde M fra hendes stilling som rengøringsassistent ved sygehuset.

Landsretten fastslog først, at begrebet handicap som tidligere fastslået af Højesteret omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Bevisbyrden for, at der foreligger et handicap i lovens forstand, påhviler arbejdstageren.

Derefter fandt landsretten, at type 2-diabetes ikke i sig selv udgør et handicap. Landsretten fandt endvidere, at M's forskellige sygeperioder frem til konstateringen af Charcotfod ikke kunne anses som én samlet sygeperiode, hvorfor disse sygdomme ikke var en langvarig begrænsning af M's muligheder for at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre.

Landsretten fandt videre, at sygdommen Charcotfod var en begrænsning, der hindrede M i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Landsretten fandt dog også, at begrænsningen på opsigelsestidspunkt ikke var af langvarig karakter, under hensyn til lægens prognose om, at M kunne være tilbage på arbejde efter ca. 3 måneder.

Landsretten fandt derfor, at M på opsigelsestidspunktet ikke led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.


HVAD VISER DOMMEN

Dommen viser, at type 2-diabetes og dertilhørende følgesygdomme samlet kan udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, når sygdommen medfører en varig begrænsning af den berørtes mulighed for at deltage i arbejdslivet.

Dommen viser tillige, at kravet om sygdommens langvarige karakter ikke kan opfyldes ved flere forskellige sygdomsperioder, når disse ikke har en nær sammenhæng til samme sygdom.
M lagde herefter sag an mod regionen (R), og der var derfor op til Østre Landsret at afgøre, hvorvidt R handlede i strid med forskelsbehandlingsloven, da R opsagde M fra hendes stilling som rengøringsassistent ved sygehuset.

Landsretten fastslog først, at begrebet handicap som tidligere fastslået af Højesteret omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Bevisbyrden for, at der foreligger et handicap i lovens forstand, påhviler arbejdstageren.

Derefter fandt landsretten, at type 2-diabetes ikke i sig selv udgør et handicap. Landsretten fandt endvidere, at M's forskellige sygeperioder frem til konstateringen af Charcotfod ikke kunne anses som én samlet sygeperiode, hvorfor disse sygdomme ikke var en langvarig begrænsning af M's muligheder for at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre.

Landsretten fandt videre, at sygdommen Charcotfod var en begrænsning, der hindrede M i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Landsretten fandt dog også, at begrænsningen på opsigelsestidspunkt ikke var af langvarig karakter, under hensyn til lægens prognose om, at M kunne være tilbage på arbejde efter ca. 3 måneder.

Landsretten fandt derfor, at M på opsigelsestidspunktet ikke led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.