Erhvervsminister Rasmus Jarlov fremlagde onsdag et nyt lovforslag til ændring af planloven, der skal styrke borgernes retssikkerhed ved kommunal ekspropriation.
Ekspropriationsudvalget afgav i juni 2018 en betænkning til erhvervsminister Rasmus Jarlov. Betænkningen pegede på muligheder for at styrke borgernes retssikkerhed ved kommunal ekspropriation efter planloven.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov har valgt at følge Ekspropriationsudvalgets anbefalinger og fremlagde onsdag et forslag til ændring af planloven.
De nye regler
Det nye lovforslag indeholder flere punkter, der styrker borgernes retssikkerhed:
- Det skal fremgå af planloven, at ekspropriation kun må foretages til fordel for almene samfundsinteresser. Den grundlovssikrede rettighed bliver skrevet direkte ind i planloven.
- Der bliver indført en tidsfrist i planloven, så en lokalplan kun kan danne grundlag for ekspropriation op til fem år efter dens offentliggørelse.
- Den redegørelse, der følger en lokalplan, skal desuden indeholde oplysninger om, hvorvidt lokalplanen kan danne grundlag for ekspropriation. Borgerne kan ud fra redegørelsen se, om der er risiko for ekspropriation.
Lovforslaget betyder, at kommunalbestyrelserne i fremtiden skal være opmærksom på de nye regler i planloven, når de udarbejder lokalplaner og redegørelser.
Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. januar 2019.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →