Værnetingsklausul afskar ikke forbudssag i Danmark

I en sag mellem Baby Dan A/S og Aerosleep NV henholdsvis ReiRei AB var Baby Dan A/S ikke afskåret fra at anlægge sag om midlertidigt forbud mod distribution af babyprodukter i Danmark ved Sø- og Handelsretten, selvom tvister i henhold til parternes aftale skulle søges løst ved en belgisk domstol.

Den konkrete sag udsprang af Baby Dan A/S’ håndhævelse af en eneret til distribution og markedsføring af en række babyprodukter i Danmark. Der var mellem parterne aftalt en værnetingsklausul, hvorefter alle krav og uenigheder i henhold til aftalen skulle afgøres ved domstolene i Belgien og i øvrigt var underlagt belgisk ret.

Sø- og Handelsretten skulle blandt andet tage stilling til, om den havde kompetence til at behandle sagen, eller om sagen i henhold til parternes værnetingsaftale skulle behandles ved de belgiske domstole. Aerosleep NV og ReiRei AB nedlagde påstand om afvisning af sagen, eftersom parterne mente, at der ikke var værneting for forbudssagen i Danmark. Baby Dan A/S påstod imidlertid, at der var værneting i Danmark, da værnetingsklausuler, som den i sagen, ikke sigter mod sager om foreløbige retsmidler.


Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sø- og Handelsretten lagde i sin afgørelse til grund, at værnetingsklausulen ikke kunne forstås således, at den indeholdt et afkald på anvendelsen af reglerne om midlertidigt forbud i henhold til dansk ret. Retten anså sig derfor kompetent til at behandle forbudssagen. Derimod bemærkede retten, at en eventuel efterfølgende erstatningssag på baggrund af eneretsaftalen skulle anlægges ved domstolene i Belgien.

Rettens begrundelse er ikke nærmere uddybet, men det er nærliggende at se resultatet i lyset af Baby Dan A/S’ anbringende om, at der ved fortolkning af værnetingsklausuler antages at være en stærk formodning om, at sådanne ikke tager sigte på foreløbige retsmidler, som fx forbud. Dette er i øvrigt også i overensstemmelse med udgangspunktet efter retsplejelovens regler om foreløbige retsmidler og Bruxelles I-forordningen, hvorefter sager om sådanne retsmidler kan anlægges ved de nationale domstole, uanset at parterne har indgået en værnetingsaftale, der måtte pege på anden jurisdiktion.


Bech-Bruuns kommentar

Fastlæggelse af værneting og lovvalg er hyppigt forekommende i aftaleforhold mellem internationale parter. Sådanne klausuler sikrer på forhånd vished for parterne om, i hvilket land og efter hvilket lands regler en eventuel tvist skal løses.

Værnetingsaftaler skal som overvejende hovedregel respekteres af parterne, og en dansk domstol vil som udgangspunkt også afvise sagen, hvis en part gør gældende, at der ikke er værneting i Danmark som følge af en gyldigt indgået værnetingsaftale.

Som denne sag imidlertid illustrerer, kan rækkevidden af værnetingsaftaler dog alligevel vise sig begrænset, selvom der i vidt omfang hersker aftalefrihed mellem kommercielle parter. Det skyldes, at værnetingsklausuler som udgangspunkt ikke regulerer parternes adgang til at gøre brug af instituttet om foreløbige retsmidler, herunder forbud. Der er således ikke tale om et ukendt fænomen.

Forståelsen kommer da også til udtryk i den netop ikrafttrådte Haagerværnetingsaftalekonvention. Konventionen, der trådte i kraft i Danmark den 1. september 2018, indeholder nemlig tilsvarende bestemmelser, hvorefter foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler er undtaget fra konventionens anvendelsesområde. Det må derfor i dag anses for ganske klart, at værnetingsaftaler som det klare udgangspunkt ikke regulerer parternes mulighed for at gøre brug af foreløbige retsmidler.

Du kan læse nærmere om indholdet og betydningen af Haagerværnetingsaftalekonventionen i vores nyhed fra den 29. august 2018 her.

 

---