Værnetingsaftale i forsikringsaftale var ikke bindende for skadelidte

En værnetingsaftale mellem skadevolder og forsikringsgiver var efter Domsforordningen ikke bindende for en skadelidt, som efter national ret havde hjemmel til at anlægge sag direkte mod forsikringsselskabet.      

Erstatningskravet opstod ved besejling af Assens Havn. Skåne Entreprenad Service ( SES) skulle ifølge en aftale indgået i 2007 transportere sukkerroer fra Assens til Nykøbing Falster. En del af transporten foregik med en chartret slæbebåd fra Assens til Nakskov. I forbindelse med at slæbebåden besejlede Assens Havn den 24. november 2007, opstod der forskellige skader på kajanlægget. SES havde tegnet en ansvarsforsikring for slæbebåden hos Navigators Management Limited (herefter ”Navigators”).

Assens Havn foretog i januar 2008 søarrest i slæbebåden, men da værdien af det arresterede skib ikke ville kunne dække det opgjorte krav, og da SES i mellemtiden var gået konkurs, anlagde Assens havn direkte sag mod forsikringsselskabet Navigators.

Sagen blev anlagt ved Sø- og Handelsretten i medfør af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2, hvoraf det følger, at skadelidte indtræder i den forsikredes ret imod forsikringsselskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af den forsikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering.


Værnetingsaftalen

Sø- og Handelsretten udskilte blandt andet spørgsmålet om værneting til særskilt behandling og afgørelse på baggrund af, at der mellem Navigators og SES var indgået en værnetingsaftale med følgende ordlyd under overskriften Choice of Law and jurisdiction:

“This insurance shall be governed by and construed in accordance with the law of England and Wales and each party agrees to submit to the exclusive jurisdiction of the courts of England and Wales.”

Assens Havn gjorde gældende, at der var værneting i Danmark i medfør af artikel 10 jf. artikel 11 i den dagældende Domsforordning, hvoraf det fremgår, at et forsikringsselskab kan sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, når skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel til direkte sagsanlæg.

Navigators påberåbte sig derimod artikel 13,  jf. artikel 14 i den dagældende Domsforordning, som hjemler, at Domsforordningen kan fraviges ved en værnetingsaftale i forsikringsaftaler, når aftalen dækker ansvar vedrørende brugen eller driften af skibe.

Hovedspørgsmålet i sagen var derfor, om Assens Havn kunne anlægge sag direkte mod Navigators i medfør af forsikringsaftaleloven, eller om Assens Havn var bundet af værne-tingsaftalen, som var indgået mellem skadevolderen SES og forsikringsselskabet Navigators.


Sø- og Handelsrettens afgørelse 

Sø- og Handelsretten fandt, at aftalen om værneting ikke kunne tilsidesættes i medfør af præceptive bestemmelser i Domsforordningen, og Sø- og Handelsretten fremhævede, at skadelidte indtræder i de forsikringsvilkår herunder værnetingsaftaler, som er aftalt mellem skadevolder og forsikringsselskabet. Sø- og Handelsretten afviste derfor sagen med henvisning til, at der ikke var værneting i Danmark.


Præjudiciel forelæggelse 

Assens Havn ankede Sø- og Handelsrettens afgørelse til Højesteret. Højesteret forlagde herefter et spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af værnetingsreglerne i artikel 13, nr. 5 jf. artikel 14, nr. 2 litra a i den dagældende Domsforordning i henhold til problemstillingen i den konkrete sag.

EU-Domstolen afsagde dom den 13. juli 2017 (sag C-368/16), hvor EU-Domstolen udtalte,  at en skadelidt, der anlægger sag direkte mod skadevolderes forsikringsselskab, ikke er bundet af en værnetingsklausul indgået mellem forsikringsgiver og skadevolder.


Højesterets kendelse

Højesteret lagde vægt på EU-Domstolens dom og udtalte, at Assens Havn kan anlægge sagen om skaden ved en dansk domstol, hvis der er hjemmel til et direkte søgsmål efter de nationale retsregler, som skal anvendes i sagen. I denne sammenhæng blev det bemærket, at EU-Domstolens dom ikke indeholder noget forbehold om, at skadelidte i det konkrete tilfælde skal kunne anses for at være en svag part i økonomisk eller juridisk henseende.

Højesteret tog derefter stilling til, hvilke nationale regler der finder anvendelse i sagen. Højesteret udtalte, at Romkonventionen ikke finder anvendelse, da der ikke består et kon-traktforhold mellem Assens Havn og Navigators. Efter en samlet vurdering bl.a. med hen-visning til, at skaden indtrådte i Danmark, og at skadelidte er Assens Havn, fandt Højesteret, at erstatningskravet havde nærmest tilknytning til Danmark. Spørgsmålet om hjemmel til direkte søgsmål skulle derfor afgøres efter dansk ret, hvor forsikringsaftaleloven finder anvendelse. Sagen var derfor med rette anlagt i Danmark, og højesteret hjemviste sagen til realitetsbehandling ved Sø- og Handelsretten.


Bech-Bruuns kommentar

Højesterets kendelse afklarer en af de usikkerheder, der har været ved fortolkningen af bestemmelserne om værneting angående forsikringssager efter Domsforordningen. Med højesterets kendelse er det blevet klarlagt, at skadelidte kan anlægge sag dér, hvor skade-tilføjelsen er foregået uanset en aftalt værnetingsaftale mellem skadevolder og forsikrings-tager, og uanset om der er tale om søforsikringer. Dette forudsætter imidlertid, at der er hjemmel til at anlægge sag direkte mod forsikringsselskabet efter de nationale regler, som sagen er underlagt.

Domsforordningen vedrører alene internationale civil- og handelsretlige sager, og Højesterets kendelse får derfor betydning for internationale sager, hvor et skib har forvoldt skade, og et krav efter national ret kan rettes direkte mod skadevolders forsikringsselskab.

---