Ulovlig kundedeling blandt leverandører af stregkoder

Sagens baggrund

QBS ApS var et selskab, som var aktiv inden for datafangst- og stregkodeløsninger til lagerstyring. Det var ejet af to anpartshavere, som havde opdelt selskabet i "afdelinger", hvor de hver især var ansvarlig for én afdeling. De havde i den forbindelse indgået en "partnerskabskontrakt" i januar 2017, hvori det bl.a. fremgik, at de hverken direkte eller indirekte måtte udføre arbejde, ansætte, indlede forretningsforbindelse med eller i øvrigt have forretningskontakt til kunder, som den anden anpartshaver havde haft forretningsmæssig kontakt til. Denne aftale var gældende under partnerskabet, men efter ordlyden også ved etablering af konkurrerende selskaber.

De to anpartshavere stiftede efterfølgende et konkurrerende selskab hver; henholdsvis Codeex ApS i juli 2017 og Barcode People i maj 2018. Driften af QBS ApS blev indstillet, og det blev begæret konkurs i september 2018. Herefter indgik de to parter en forligsaftale i juni 2019 på baggrund af en voldgiftssag, som videreførte kundedelingen. Kundedelingen blev konsekvent håndhævet, herunder ved forhandlinger om, hvilke kunder der tilhørte hvilken part, udarbejdelse af kundelister, henvisninger af kunder til den anden part, såfremt disse fremgik på listerne, samt håndhævelse af bodsbestemmelserne i aftalerne. Denne forligsaftale ophørte i juni 2021.

Konkurrencerådets afgørelse

Konkurrencerådet fandt, at både partnerskabskontrakten og forligsaftalen var egnet til at begrænse konkurrencen og kunne have haft indflydelse på produktudvalg samt pris, da kunderne ikke havde mulighed for at henvende sig hos den anden part.

Parterne argumenterede for, at aftalen om kundedeling skulle anses for en koncernintern aftale i medfør af konkurrencelovens § 5. Dette blev afvist. Parterne argumenterede også for, at der var tale om en accessorisk begrænsning på baggrund af det tidligere samarbejde. Også dette blev afvist, da Konkurrencerådet fandt, at hensigten med kundedelingen ikke var at beskytte QBS ApS fra at tabe værdi, men alene at beskytte anpartshaverne mod indbyrdes konkurrence. Konkurrencerådet lagde vægt på, at aftalerne ikke begrænsede sig til de produkter, som blev solgt af QBS ApS, at aftalerne ikke var geografisk begrænset, og at aftalerne også omfattede andre kunder end de, som fremgik af kundelisterne fra partnerskabskontrakten. Konkurrencerådet fandt derfor, at aftalen havde til formål at begrænse konkurrencen og var i strid med konkurrencelovens § 6.

Parterne argumenterede også for, at de var i god tro, da de ad flere omgange havde konsulteret en række advokater, som tillige havde været medvirkende til udarbejdelsen aftalerne og fordelingen af kunderne mellem parterne. Konkurrencemyndighederne fandt imidlertid, at det ikke havde nogen betydning for en eventuel overtrædelse af konkurrencereglerne, da der ikke stilles krav om at bevise parternes subjektive hensigt om at begrænse konkurrencen. Rådgivningen kunne derimod få betydning ved bødeudmålingen og et eventuelt erstatningskrav mod advokaten. Konkurrencemyndighederne fulgte dermed linjen opstillet af EU-Domstolen i den præjudicielle afgørelse C-681/11, der var foranlediget af Schenker & Co's kartelindgåelse med en række konkurrenter. I dansk ret har Højesteret, i sag U 2020.524 H om det ulovlige vejstribekonsortium fra 2019, truffet en lignende afgørelse.

Konkurrencerådet påbød selskaberne fremover at afstå fra at indgå aftaler mv. med samme eller tilsvarende formål eller følge. Rådet henviste desuden sagen tilbage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med henblik på bødeudstedelse.

Vurderingen af accessoriske begrænsninger

I medfør af reglerne om accessoriske begrænsninger har man, særligt i forbindelse med transaktioner, mulighed for at beskytte værdien af den virksomhed, der overdrages. Lovlige accessoriske begrænsninger kan eksempelvis være en kundeklausul, hvor sælgeren afstår fra at "tage kunderne med sig" over i eksempelvis en ny forretning i en kortere periode efter salget, da dette beskytter værdien af den overdragne virksomhed. I den konkrete sag forelå der derimod en kundedelingsklausul, hvor parterne opdelte kunderne imellem sig og dermed undlod at konkurrere mod hinanden. Det afgørende var altså ikke at beskytte det fælles selskab - som da også gik konkurs - men derimod at opdele markedet. Dermed forelå der en overtrædelse af konkurrencelovens § 6.

Afgørelsen er særlig interessant, da konkurrencemyndighederne foretog en tilbundsgående prøvelse af, hvorvidt der forelå accessoriske begrænsninger ved de to aftaler. Det er ganske sædvanligt, at der i forbindelse med virksomhedsoverdragelser indgås aftaler om accessoriske begrænsninger, men det er ikke ofte, at konkurrencemyndighederne udenfor de rene fusionskontrolsager er inde og forholde sig til rækkevidden af reglerne om accessoriske begrænsninger, som i princippet kan anvendes ved enhver form for transaktion eller aftale om samarbejde. Sagen er et eksempel på, hvorvidt en aftale mellem parterne til en transaktion kan anses for accessorisk, eller hvorvidt den er for vidtgående og dermed skal vurderes efter de almindelige konkurrenceregler og således risikerer at udgøre en overtrædelse af konkurrencelovens § 6.

Læs Konkurrencerådets afgørelse.

Læs vores nyhedsbrev om vejstribesagen.