Virksomheder bag ulovligt vejstribekonsortium frifindes

Baggrund for sagen

Højesteret kom i sin dom af 27. november 2019 frem til, at virksomhederne Eurostar Danmark A/S og LKF Vejmarkering A/S (nu GVCO A/S) havde overtrådt konkurrencelovens § 6, stk. 1 og TEUF art. 101, stk. 1.

Selskaberne var i 2014 blandt de største danske entreprenører inden for vejmarkering. I forbindelse med Vejdirektoratets udbud af en kontrakt på genmarkering af det statslige vejnet havde de to selskaber − på opfordring af Vejdirektoratet − etableret et konsortium, der afgav ét samlet tilbud på tre delaftaler i udbuddet. Konsortiet vandt udbuddet med den samlet set laveste pris på alle tre distrikter.

Højesteret fandt, at selskaberne måtte anses for at være konkurrenter, da begge selskaber selvstændigt kunne have budt på minimum én af delaftalerne for de enkelte distrikter. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at udbuddet skulle anses samlet med alle tre delaftaler. Derudover fandt Højesteret, at konsortieaftalen i sig selv måtte anses for at have haft et konkurrencebegrænsende formål og ikke havde karakter af et produktionssamarbejde.

Konkurrencerådet politianmeldte parterne, og anklagemyndigheden lagde i 2020 sag an mod Eurostar, GVCO og tre personligt tiltalte med påstand om bødestraf og betingede fængselsstraffe. Københavns Byrets dom vedrører altså alene den strafferetlige del af sagen.

Københavns Byrets dom

Københavns Byret frifandt alle de tiltalte i sagen, da retten vurderede, at ikke alle betingelserne for straf for overtrædelse af konkurrencelovens § 23, stk. 1 og 3 var til stede.

Retten fandt, at den pågældende konsortieaftale var en kartelaftale, som var en forudsætning for anvendelsen af den dagældende konkurrencelovs § 23, stk. 3. Herefter konkluderede retten dog, at de personligt tiltalte ikke havde handlet forsætligt og derfor ikke kunne straffes for overtrædelse af konkurrencelovens § 23, stk. 3.

Retten fandt herudover, at ingen af de tiltalte havde handlet groft uagtsomt, hvilket er en betingelse for bødeansvar både i forhold til selskaber og personer efter konkurrencelovens § 23, stk. 1.

Retten lagde ved forsætlighedsvurderingen vægt på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over to notater havde udtalt sig på en sådan måde, der måtte forstås på den måde, at styrelsen ikke mente, at personerne havde handlet forsætligt.

I vurderingen af både forsæt og grov uagtsomhed fandt retten det bevist, at de tiltalte personer var af den overbevisning, at afgivelse af tilbud på den samlede opgave var et konkurrenceparameter. De tiltalte havde ligeledes forud for konsortiets tilbud på udbuddet fra 2014 indhentet en advokatvurdering, som ikke havde givet dem grund til at tro, at dette ikke skulle være tilfældet.

Retten lagde slutteligt vægt på, at de tiltalte på baggrund af deres forståelse af konkurrenceparametrene ikke havde overvejet, at deres mulighed for at afgive tilbud på et enkelt distrikt var det afgørende for den konkurrenceretlige vurdering, hvilket også først blev fastlagt ved Højesterets dom i 2019.

Anklagemyndigheden har anket dommen.