Udlejer havde ikke afskåret sig fra at kræve leje fastsat efter lejelovens § 19, stk. 2

Lejer og udlejer havde indgået en lejekontrakt i marts 2007.

I 2018 indbragte lejeren en sag om lejens størrelse for huslejenævnet, som fastslog, at lejen skulle fastsættes efter den nugældende lejelovs § 19, stk. 1 (tidligere boligreguleringslovens § 5, stk. 1).

Såvel boligretten (dissens) som landsretten fandt, at lejemålet var gennemgribende forbedret tilbage i 1995 til trods for, at der ikke var skriftlig dokumentation i form af fakturaer for de udførte forbedringer.

Derimod afgav en tidligere lejer forklaring om renoveringens omfang og renoveringsomkostningerne. Den tidligere lejer kunne desuden oplyse, at han havde set regningerne for det udførte arbejde. Herudover havde boligretten foretaget en besigtigelse.

På baggrund af besigtigelsen og forklaringen fra den tidligere lejer fandt såvel boligretten som landsretten, at betingelserne i lejelovens § 19, stk. 2, var opfyldt.

Lejer gjorde imidlertid også gældende, at parterne havde aftalt, at lejen skulle fastsættes efter lejelovens § 19, stk. 1. Det vil sige omkostningsbestemt.

Landsretten bemærkede, at det ikke er en betingelse for, at lejen kan fastsættes efter lejelovens § 19, stk. 2, at det udtrykkeligt er blevet oplyst i aftalen, at lejen fastsættes efter denne bestemmelse.

Landsretten bemærkede desuden, at det, efter deres opfattelse i almindelighed, måtte kræve særlige holdepunkter at fastslå, at udlejer skulle have frasagt sig muligheden for at udleje efter lejelovens § 19, stk. 2. Det vil sige til det lejedes værdi.

Udlejer havde ved lejeaftalens indgåelse oplyst om, at ”lejen formelt er fastsat efter det lejedes værdi og ikke på grundlag af den udførte forbedring."

Uanset at udlejer havde varslet lejeforhøjelse under henvisning til ændrede omkostninger, fandt landsretten ikke, at udlejer havde forpligtet sig til at undlade at fastsætte lejen for lejemålet i medfør af lejelovens § 19, stk. 2.

Dommen er optrykt i T:BB 2022.404 Ø.