Superligabane måtte vige for offergrænsen

I lyset af en ny kendelse fra Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg ser vi nærmere på det entrepriseretlige offergrænseprincip, som i særlige tilfælde kan føre til nedsættelse af bygherrens krav i anledning af mangler.

Det er et almindeligt kendt entrepriseretligt princip, at en entreprenør ikke er forpligtet til at afhjælpe mangler eller erstatte omkostningerne forbundet med afhjælpning af mangler, hvis omkostningerne er uforholdsmæssigt store. Dette proportionalitetsprincip – også kaldet offergrænsen – fremgår af § 33 i AB92 og ABT93 og er behandlet i et stort antal voldgiftskendelser.

Hvorvidt et krav må vige for offergrænsen, beror på de konkrete omstændigheder, hvor også hensynet til bygherren spiller ind. Offergrænsen vil bl.a. slå igennem, hvis manglerne alene har kosmetisk betydning for bygherren, og omkostningerne forbundet med udbedring viser sig at være eksobitante.

Offergrænsen betyder ikke, at bygherren helt mister sit mangelskrav, idet bygherren bevarer retten til afslag, jf. AB92 / ABT93 § 34.

I en ny kendelse i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB2017.66) spillede offergrænsen en væsentlig rolle ved erstatningsudmålingen for entreprenøren og den tekniske rådgiver, som begge havde begået ansvarspådragende fejl.


Voldgiftsrettens kendelse

Sagen drejede sig om opgraderingen af en fodboldbane. Fodboldbanen skulle ifølge arbejdsbeskrivelsen opgraderes ”efter Superliga-krav”. Arbejdsbeskrivelsen indeholdt intet eksakt om banens nedsivningsevne.

Entreprenøren, som udførte arbejdet, fremsatte undervejs forslag til ændringer i sammensætningen af vækstlaget. Bygherrens tekniske rådgiver accepterede ændringen, selvom vækstlaget dermed ville få en højere komprimeringsgrad end foreskrevet.

Der opstod senere problemer med fodboldbanens nedsivningsevne, hvilket betød at banens funktion var nedsat i nedbørsperioder.

Årsagen til problemerne viste sig at være dels, at kravene i arbejdsbeskrivelsen ikke var tilstrækkelig nøjagtige, dels at der ikke var stillet krav om nedsivningsforsøg. Desuden krævede det alternative væktslag en ekstraordinær behandling, ligesom det var en medvirkende årsag til problemerne, at entreprenøren havde komprimeret vækstlaget mere end foreskrevet.

Voldgiftsretten fandt, at rådgiveren var ansvarlig som følge af fejl ved projekteringen, og at entreprenøren var ansvarlig for fejl i forbindelse med arbejdets udførelse. Entreprenøren fandtes derimod ikke at havde påtaget sig et projekteringsansvar ved at foreslå andre typer vækstlag end de foreskrevne.

Ifølge skønsmændene i sagen kunne udbedring ske ved at fjerne tørve- og vækstlag og lægge nye lag. Omkostningerne blev opgjort til 3,5 mio. kr.

Voldgiftsretten fandt, at omlægningen af vækstlaget måtte anses for uforholdsmæssig efter offergrænseprincippet i AB92, § 33, og tilkendte derfor kun bygherren et beløb svarende til ca. 1/3 af udbedringsomkostningerne.

Ansvaret blev fordelt efter skyldgrad med 2/3 til rådgiveren og 1/3 til entreprenøren.


Bech-Bruuns kommentarer

Som nævnt ovenfor er offergrænsen et almindeligt entrepriseretligt princip, som i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af entreprenørens ansvar. Kendelsen er et eksempel på, at ikke kun kosmetiske mangler, men også mangler, der har betydning for funktionen, kan blive omfattet af offergrænsen. Princippet fremgår udtrykkeligt af AB92 og ABT93, men det er ikke tilsvarende reguleret for rådgivere i ABR 89 (Almindelige Bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand).

Voldgiftsretten har med kendelsen (ikke overraskende) slået fast, at princippet om offergrænsen også gælder rådgivere. Dette er så vidt vides ikke sket i tidligere voldgiftspraksis, og der har i litteraturen været udtrykt tvivl herom.

Det er bemærkelsesværdigt, at Voldgiftsretten i den konkrete sag opgør bygherrens krav som et (reduceret) erstatningskrav og ikke som et forholdsmæssigt afslag som ellers forudsat i AB92/ABT93, når offergrænsen finder anvendelse. Dette kan dog muligvis skyldes asymmetrien mellem entreprenørens og rådgiverens respektive kontraktsummer, idet der ikke vil være plads til tilsvarende afslag i rådgiverens relativt lavere honorar.

Kendelsen illustrerer også de krav, der bliver stillet til rådgivere om projektets klarhed. Man må som udgangspunkt forvente, at en rådgiver forholder sig til alle væsentlige forhold med et mindstemål af præcision og detaljering – frem for mere generelle penselstrøg. Det var ikke nok at skrive, at banen skulle opgraderes ”efter superliga-krav”, når der ikke foreligger normer eller lignende, som definerer dette i byggeteknisk forstand.

 

---