Voldgiftsnævnet Byggeri og Anlæg har i en netop offentliggjort kendelse forholdt sig til spørgsmålet om, hvornår en fagentreprenør har påtaget sig et projekteringsansvar, når AB 18 er aftalt. Derudover behandler kendelsen entreprenørens forpligtelse til at gøre opmærksom på projektfejl.
I en kendelse afsagt ved Voldgiftsnævnet Byggeri og Anlæg (TBB 2024.101) blev der taget stilling til, hvornår projekteringsansvaret anses for overdraget fra den projekterende til entreprenøren efter den relativt nye bestemmelse i AB 18 § 17.
I den konkrete sag havde en totalentreprenør (TE) påtaget sig at opføre en enfamilievilla for en bygherre. TE antog en underentreprenør (UE) til at forestå tagdækning i fagentreprise. AB 18 var gældende i aftaleforholdet mellem TE og UE. Under udførelsen opstod der problemer med den projekterede tagrendeløsning, som henhørte under en anden UE (tømrer), men som UE medvirkede til at finde en alternativ løsning på.
Efter afleveringen blev der konstateret forhøjet fugt i bygningen. TE gjorde gældende, at UE var erstatningsansvarlig for de konstaterede mangler, da tagdækningen var mangelfuld, og da UE havde handlet ansvarspådragende som projekterende og rådgiver i forbindelse med den ændrede tagrendeløsning. Endelig henviste TE til, at UE havde ydet en 15 års garanti.
Der blev afholdt syn og skøn. Voldgiftsretten fandt det ikke på baggrund af skønserklæringerne godtgjort, at det forhøjede fugtniveau i bygningen var forårsaget af UE’s udførelsesfejl. Det blev derfor afgørende i sagen, om UE kunne pålægges et erstatningsansvar som følge af projekteringsfejl.
Voldgiftsretten udtalte, at byggeriet var opført i totalentreprise med TE som projekterende, jf. AB 18 § 4, stk. 3, og § 17, stk. 1.
Det følger af AB 18 § 4, stk. 3, at udbudsmaterialet skal indeholde oplysning om, hvorvidt entreprenøren skal udføre projektering, og i givet fald i hvilket omfang. Det følger herudover af AB 18 § 17, stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt., at en entreprenør kun skal projektere, hvis det er aftalt, eller hvis entreprenørens arbejde er beskrevet ved angivelse af funktionskrav.
Voldgiftsretten udtalte, at ”… der ikke er forhold i parternes aftalegrundlag som peger på, at UE som fagentreprenør skulle have påtaget sig et projekteringsansvar, herunder et projekteringsansvar i forhold til løsningen med afvanding, som ikke var en del af UE’s fagentreprise.”
Voldgiftsretten tog herunder stilling til, om UE – efter aftaleindgåelsen – havde påtaget sig et projekteringsansvar i forhold til den valgte og mangelfulde løsning. Med henvisning til AB 18 § 17, stk. 1, 3. pkt., hvorefter en entreprenør ikke overtager projekteringsansvaret for egne forslag, som bygherren vælger at indarbejde i et projekt, afviste voldgiftsretten imidlertid på dette grundlag et projekteringsansvar for UE for arbejder, der lå uden for UE’s entreprise.
I tillæg hertil udtalte voldgiftsretten, at UE som fagentreprenør med særlig viden om tagopbygning og afledning af regnvand burde have gjort TE eller UE for tømrerentreprisen opmærksom på problemerne med det manglende fald i kassetagrenden og med tagbrøndene, som sad for højt. Dette kunne dog ikke føre til et erstatningsansvar for UE, bl.a. henset til, at også TE og UE for tømrerentreprisen burde havde været opmærksomme på problemet. Voldgiftsretten udtalte i forlængelse heraf, at det i øvrigt måtte anses for almindeligt kendt, at der er behov for fald på render, som afleder regnvand.
Endelig afviste voldgiftsretten, at UE under disse omstændigheder kunne pålægges ansvar i henhold til garantien for tagentreprisearbejderne.
Bech-Bruuns kommentarer
Spørgsmål om entreprenørens projekteringsforpligtelse har givet anledning til mange tvister mellem byggeriets parter.
AB 18 § 17, stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt., er en relativ ny bestemmelse, der ikke findes tilsvarende i AB 92. Det fremgår af bestemmelsen, at en entreprenør kun skal projektere, hvis det er aftalt. En beskrivelse af arbejdet ved angivelse som funktionskrav anses dog i den forbindelse for en aftale om at udføre den nødvendige projektering.
Hvis voldgiftsrettens præmisser i TBB 2024.101 tages for pålydende, kan det efterlade indtrykket af, at det alene er ”forhold i parternes aftalegrundlag”, der kan konstituere en aftale om entreprenørprojektering. Dette stemmer imidlertid ikke overens med praksis, hvor bygherren efter omstændighederne kan komme igennem med et synspunkt om, at der er indgået en aftale om entreprenørprojektering, uden at dette fremgår direkte og entydigt af parternes aftalegrundlag.
I AB 18-betænkningen anerkendes det – trods ordlyden i AB 18 § 17, stk. 1, 1. pkt. – at ”der [kan] forekomme situationer, hvor parternes adfærd må ses som udtryk for en stiltiende aftale om entreprenørprojektering.” Der kræves dog særlige holdepunkter for et sådant resultat, f.eks. hvis entreprenøren rent faktisk har udført projekteringen. Det anbefales derfor, at der konkret tages stilling til entreprenørens projekteringsforpligtelse for at undgå senere uenighed om omfanget heraf, herunder grænsefladen mellem entreprenøren og den tekniske rådgiver.
Med indførelsen af AB 18 er det i øvrigt udtrykkeligt bestemt, at en entreprenør ikke pålægges projekteringsansvar for et fremsat forslag, som bygherren vælger efterfølgende at implementere i projektet. Udgangspunktet efter AB 18 er, at der skal foreligge vægtige holdepunkter, førend en entreprenør pålægges projekteringsansvar for en projektdetalje, som entreprenøren har foreslået, og som bygherren vælger at implementere i projektet.
Der vil formentlig komme flere trykte afgørelser om entreprenørens projekteringsforpligtelse og AB 18 § 17, stk. 1, og de mange tidligere uenigheder herom er næppe løst ved indførelsen af AB 18 § 17, stk. 1. Med reguleringen af omfanget af rådgiverens og entreprenørens projekteringsansvar i både ABR 18 og AB 18 er der dog kommet en endnu større opmærksomhed omkring vigtigheden af at regulere forpligtelserne og dermed ansvaret.
Voldgiftsrettens resultat i TBB 2024.101 om bortfald af entreprenørens ansvar for tilsidesættelse af sin indsigelsespligt er ikke selvforklarende.
Entreprenørens indsigelsespligt aktualiseres normalt ved klare og åbenlyse fejl i projektet, som der var tale om i den konkrete sag. Når UE frifindes i sagen, skal dette formentlig ses i lyset af, dels at TE og tømreren (den anden UE) var lige så bekendte med problemstillingen, og dels at løsningen ikke vedrørte arbejder inden for UE’s entreprise. UE’s ansvar bortfaldt derfor formentlig også ud fra betragtninger om egen skyld hos TE og tømrerentreprenøren.
Kendelsen belyser vigtigheden af at sikre, at der – når nye løsningsforslag fremkommer – er klarhed over, hvem der har projekteringsansvaret i forhold til den nye løsning.
Ønsker du en endnu grundigere redegørelse for og analyse af de problemstillinger, som AB 18 § 17, stk. 1, frembyder, henviser vi til advokatfuldmægtige Mads Kastrup-Larsen og Mads Welchers speciale ”Entreprenørprojektering efter AB 18 § 17”, som netop er blevet tildelt Lykke Hansen & Gjedde-Nielsen Prisen 2023 (det bedste speciale inden for entrepriseret, udbudsret og voldgiftsret).
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
