Støtte­erklæringer – hvornår er de bindende?

En støtteerklæring (også kendt som hensigtserklæring, Letter of Comfort, Letter of Awareness mv.) er typisk en erklæring, hvori udstederen/underskriveren erklærer at ville støtte debitors forpligtelser over for kreditor.

Støtteerklæringer anvendes ofte i stedet for kautionserklæringer eller som et surrogat for en kautionserklæring i tilfælde, hvor udstederen ønsker at undgå/lempe sin hæftelse. Et almindeligt eksempel på det er et moderselskab, som afgiver støtteerklæring til sikkerhed for et datterselskabs forpligtelser til en bank eller anden kredit-/långiver.


Ny dom fra Retten i Næstved

En dom afsagt af Retten i Næstved medio 2019, der omhandler fodboldklubben FC Vestsjælland, som blev erklæret konkurs i december 2015.

Inden konkursen ønskede klubben at ansøge om en DBU klublicens for den kommende sæson, men det spændte klubbens budget ben for, da det fremgik heraf, at det var nødvendigt med en kapitaltilførsel på 13 mio. kr. DBU betingede udstedelse af klublicensen af, at der blev indsendt garanti for kapitaltilførslen, og da det ikke skete, blev klubbens ansøgning blev afslået.

FC Vestsjælland klagede over afgørelsen og vedlagde i den forbindelse en støtteerklæring til fordel for DBU, som var undertegnet af to af klubbens ejere. Erklæringen havde følgende ordlyd: "[Ejer 1] forpligter sig til ubetinget at dække [klubben]s likviditetsbehov på op til kr. 13.000.000, jf. selskabets budget dateret den 10. marts 2015, enten som ansvarligt lån eller ved kapitalforhøjelse. Formålet hermed er at understøtte [klubben] økonomisk, i det omfang det er påkrævet for, at [klubben] kan betale sine kreditorer, og i øvrigt have den økonomi, der er nødvendig for at opretholde den DBU-licens, der til enhver tid er påkrævet indtil udløbet af licensperioden 2015/2016."

Støtteerklæringen indeholdt en enslydende erklæring fra Ejer 2, som dog begrænsede sin forpligtelse til 1,4 mio. kr.

Ejerne indbetalte derefter i alt 5.888.200 kr. til FC Vestsjælland, men klubben gik efterfølgende konkurs. Spørgsmålet var herefter, om de to ejere var bundet af støtteerklæringen, og om den forpligtelse i så fald også kunne gøres gældende af konkursboet til opfyldelse af kreditorernes tab.

På baggrund af erklæringens formulering konkluderede Retten i Næstved 10. maj 2019, , at ejerne havde givet et klart og ubetinget løfte. Retten traf derefter afgørelse om, at ejerne, grundet løftet og dets formulering, havde en generel forpligtelse over for klubben, selvom erklæringen var afgivet over for DBU i en specifik sammenhæng.

Ejerne havde kun indbetalt en del af de 13 mio. kr., selvom konkursboet havde et likviditetsbehov, som klart oversteg det resterende beløb på 7.111.800 kr., hvorfor de havde misligholdt deres forpligtelse væsentligt over for klubben. De blev derfor dømt til at betale en samlet erstatning på 7.111.800 kr., hvoraf den ene ejers del dog var begrænset til 1.4 mio. kr.


Svag eller stærk støtteerklæring

Der sondres mellem svage og stærke støtteerklæringer. En svag støtteerklæring indeholder faktiske oplysninger, der ikke er juridisk bindende for udstederen, fx:
"Vi står bag vores datterselskabers forretningspolitik".

En stærk støtteerklæring indeholder derimod et løfte til modtageren, som er bindende for udstederen, fx: "Vi forpligter os til at stille tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed for…".

Højesteret tog tilbage i 1994 og 1998 stilling i to sager om fortolkning af støtteerklæringer. I begge sager var der tale om et moderselskab, som havde afgivet en erklæring til datterselskabets bank.

I 1994 fastslog Højesteret, at moderselskabets erklæring om, at "vi om fornødent vil tilføre selskabet tilstrækkelige likvide midler til, at det til enhver tid er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for banken" var udtryk for et klart og ubetinget løfte til banken, som forpligtede moderselskabet til at dække bankens tab. Dermed var der tale om en stærk støtteerklæring.

Derimod mente Højesteret i sagen fra 1998 ikke, at en erklæring om "økonomisk at ville støtte G A/S med henblik på at selskabet vil være i stand til at opfylde sine forpligtelser over for banken" var et tilstrækkeligt klart og ubetinget løfte til banken. Højesteret vurderede, at der blot var tale om en svag støtteerklæring, der ikke forpligtede moderselskabet til at dække bankens tab.


Støtteerklæringer er ikke en kautionsforpligtelse

Støtteerklæringer behandles ikke som kautionserklæringer, fordi erklæringsudstederen ikke påtager sig en egentlig betalingsforpligtelse men alene en forpligtelse til at sikre, at debitor overholder sine forpligtelser.

I en sag for Højesteret i 1999 behandlede man følgende meddelelse fra en bank til sælgers advokat i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse: "Under henvisning til den foreliggende korrespondance … skal vi (banken) herved bekræfte, at den aftalte kontante købesum i alt kr. 800.000 er stillet til købers rådighed. Beløbet kan overføres, når købekontrakterne er behørigt gennemgået af … og køber og underskrevet af denne...".

Flertallet i landsretten havde fundet, at banken herved havde givet en indeståelse for at ville betale de 800.000 kr., idet erklæringen var udarbejdet under omstændigheder, hvor det måtte stå klart for banken, at man ønskede sikkerhed for købesummens betaling. Derudover bemærkede flertallet, at erklæringen allerede efter sin ordlyd var at betragte som en indeståelse for betaling fra bankens side, og den blev derfor dømt til at betale.

En enstemmig Højesteret fandt derimod, at erklæringens formulering ikke udgjorde et tilsagn om, at købesummen ville blive betalt, hvorfor banken blev frifundet. Sagen viser, at formuleringen af erklæringen er uklar i forhold til udstederens hensigt.

Ordlyden er afgørende – andre omstændigheder kommer i anden række
Der kan være mange omstændigheder ved tilblivelsen af en støtteerklæring, der siger noget om udstederens hensigt med den. Det er dog i sidste ende formuleringen, som vejer tungest, hvilket blev understreget af Højesteret under afsigelsen af en dom i 2011: "Det følger af Højesterets praksis vedrørende støtteerklæringer, at det i første række er indholdet af den konkrete støtteerklæring, som er bestemmende for, i hvilket omfang en erklæringsgiver bliver forpligtet over for erklæringens adressat."

Højesterets udtalelse kan betragtes som en kritik af landsrettens begrundelse, idet landsretten først gennemgik de øvrige omstændigheder ved tilblivelsen af støtteerklæringen, for derefter at tage stilling til selve formuleringen.


En støtteerklæring forpligter ikke over for enhver

Højesteret slog i 2009 fast, at formuleringen af en støtteerklæring skal fortolkes indskrænkende i forhold til, hvem forpligtelsen er gældende over for.

Erklæringen var i denne sag udstedt af et selskabs ejere med følgende ordlyd: "Selskabets bestyrelse og ejere vil sørge for den nødvendige kapital til selskabets fortsatte drift og fremadrettede udvikling" og "vil stille likviditet til rådighed i form af lån således, at selskabet samlet forventes at have den nødvendige likviditet til at kunne gennemføre de budgetterede aktiviteter for det kommende år."

Selskabet gik efterfølgende konkurs, og flere kreditorer anlagde sag mod ejerne for opfyldelse af deres forpligtelse efter erklæringen.

For Højesteret var det imidlertid afgørende, at der var tale om generelle udsagn rettet til en ubestemt personkreds og ikke en indeståelse for opfyldelsen af selskabets forpligtelser over for kreditorerne. Ejerne blev derfor frifundet.


Formulering af støtteerklæringer har stor betydning for retsvirkning

Formuleringen af en støtteerklæring er afgørende for den efterfølgende retsvirkning, og den kan have konsekvenser i flere henseender; dels om erklæringen overhovedet er bindende, dels hvem udstederen er forpligtet overfor. Det er derfor vigtigt for banker, moderselskaber og andre udstedere at være varsomme ved formuleringen og modtagelsen af en støtteerklæring, da der kan ske fortolkning imod udstederens hensigt, hvis formuleringen er tilstrækkelig tvetydig. I situationer, hvor udstederen er i tvivl, skal der søges professionel rådgivning.